Planetarisk Poetik

Nis Rømer, billedkunstner og formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF) argumenterer i dette essay for, at det kunstneriske arbejde rummer kim til en ny omverdensforståelse og en helhedsorienteret optik, der sammenvæver kunst, videnskab, menneske og natur. En sådan planetær poetik giver desuden sigtelinjer til en planetær politik, hvor kunstnerne organiserer sig, inddrages kvalitativt i samfundsspørgsmål, og sikres ordentlige arbejdsforhold, mener han.

Artiklen er del af temaserien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten

I Voltaires novelle Micromégas samler en kæmpe, der ankommer til jorden fra en af planeterne omkring Sirius, en krystal op og bruger den som mikroskop for at kunne anskue universets mindste dele. Kæmpen Micromégas opdager menneskene, som han fejlagtigt antager er atomer, men som han senere må erkende besidder bevidsthed, også selvom deres antal af sanser og levetid er stærkt begrænsede.

Novellen, der er skrevet omkring 1730, er oversat til dansk for første gang i det excellente Ny Jord; Tidsskrift for Naturkritik. Den rammer ned i centrale spørgsmål om menneskers fejlbarlighed, vores metoder til at forstå verden og om relationen mellem kultur, natur og videnskab. De måder, vi anskuer verden på, har naturligvis betydning for vores omgang med den. Og, vil jeg argumentere for, de kan også have betydning for, hvordan vi organiserer os som kunstnere og for den gennemslagskraft, vi dermed kan have.

I kraft af videnskabernes udvikling er der sket en øget opdeling af viden, hvor videnskabsfolk kryber ind i hver deres tiltagende smalle specialisering. Dermed mister vi let blikket for naturens overgribende kraft og for helheder og sammenhænge. I samme ombæring er der sket et split mellem kunst og videnskab, mellem det subjektive og det objektive. Mellem kvalitative og kvantitative metoder.

Der er faggrupper – kunstnere, politikere, journalister – der overskrider den samfundsmæssige opdeling af viden. Det kræver både nysgerrighed og hårdt arbejde. Som kunstnere er vi ofte stærkest på kvalitative metoder, men mangler kundskab på de kvantitative.

Vi må som kunstnere ofte grave dybt og sætte os ind i omfattende stofområder for at komme frem til kvalificerede ytringer. Andre kunstnere arbejder mere intuitivt, sansende eller ekspressivt. Men som med Micromégas kommer ingen af os uden om, at vi må samle prismer for at få et mere komplekst, komplet og mangesidet syn på verden.

Hvis vi kræver og antager, at kunsten skal være en bærende søjle i samfundet på linje med politik, økonomi og videnskab, så stiller det en række krav til os om at have et højt vidensniveau på de områder, vi berører i vores kunstneriske arbejde. Jeg taler ikke for at genetablere renæssancekunstnerens eller polyhistorens alvidende position, dertil er verden for kompleks. Men en planetarisk poetik nødvendiggør, at vi evner både at tænke dybt ned i videnskabelige specialiseringer og i poetiske helheder. De kunstneriske metoder skal udvikles for at vi igen kan skabe forbindelser mellem kunst og videnskab.

Der er behov for at udvikle metoder, der er alment brugbare ud over det personlige kunstneriske projekt. Det angår kunstakademierne, fordi udviklingsarbejdet skal laves der, men det berører os alle, fordi vi har brug for den nye viden, som billedkunstnerisk forskning kan bibringe os.

Der er behov for at styrke den billedkunstneriske forskning, herunder metodeudviklingen, så vi ikke alle skal starte forfra, men i højere grad kan stå på skuldrene af hinanden og dermed styrke fællesskabet og den kunstneriske udvikling. I processen må vi have blik for både videnskabernes og vores egen fejlbarlighed, grænser for erkendelse og vores ufuldkommenhed som mennesker og kunstnere, sådan som også Voltaire antyder i den indledende fortælling.

Kunst og videnskab har undren og nysgerrighed til fælles, samt ønsket om at eksperimentere, og der er således meget, der binder os sammen. I dette ligger kimen til en ny omverdensforståelse og et helhedsorienteret syn på naturen og vores relation til den. Vores blikke er i denne tid skærpet for, at det mikroskopiske niveau har potentiale til komplet at omskabe vores samfund og samvær.
Den aktuelle klimakrise nødvendiggør fra det makroskopiske niveau et nyt natursyn, hvor menneskets intime sammenknytning med natur og klima ikke længere kan ignoreres. Det natursyn har vi som kunstnere en vigtig rolle i at forme og skabe prismer til.

Planetarisk poetik må i nogen grad være et opgør med det antropocentriske verdensbillede. Inger Christensens fremfører i digtsuiten Det, at menneskene er verdens ord. Det er planetarisk poetik. Men vævningen skal måske være tættere endnu. Et planetens parlament, hvor væsner og planter og geologiens komponenter kan udveksle og forhandle mere flydende, er en poetisk nødvendighed.
Kan kunsten konstituere en ny virkelighed gennem en poetik, der er tættere på denne vævning mellem menneskene og alt det, der ikke er menneske? Jeg tror det. Vi kunstnere har banen ret meget for os selv. Når det gælder natursyn og forståelsen af verden, er behovet for nye forståelser enorm.

Som jeg allerede har antydet, kan en planetær poetik give os sigtelinjer til en planetær politik. I forhold til den grønne omstilling mener jeg, vi skal danne en kunstnerisk klimakommission. For kun halvdelen af den grønne omstilling er teknologisk. Resten er kulturel og kunstnerisk. En sådan kommission kan tage mange former, være åben og poetisk eller helt konkret, men skal tage afsæt i kunstnerisk produktion og skaberkraft.
Filosoffen Peter Sloterdijk siger ’du skal ændre dit liv’ i troen på, at vi kan ændre kulturen og understøtte den fælles livsinteresse. Der er produktive kræfter på spil, som vi kan omsætte kunstnerisk til nye forståelser og måder at leve på.

Kunst er en produktionsform, der kræver stor arbejdsintensitet i tanke, handling og håndværk. Det kræver udveksling af viden, kunstneriske diskussioner, nærvær og dannelse af netværk at skabe nyt. Ikke alle flyveture er nødvendige, og meget kan klares digitalt, men kunstnere skal mødes og udveksle, og vi skal møde vores publikum. Det store perspektiv og vigtigheden af det skal også med. Kunstproduktion har samlet set et meget lille klimaaftryk, og for publikum er kunstoplevelser noget af det mest klimavenlige forbrug, man kan have, som Concito også tidligere har omtalt her på sitet.

Om modernismen var sort eller hvid, kan man diskutere, men den var i hvert fald ikke grøn. Blikket for overudnyttelse af planetens ressourcer, fossil økonomi og for kritikken af kolonialisering var ikke modernitetens – i den forstand har den været sort. Det hvide både som farve på gallerirummet og villaerne, som adskillelse og udgrænsning af kunsten fra verden, men også som hudfarven på afsenderne. På mange måder er det tid et opgør med den kunsthistorie, vi har fået overleveret og se til, at vi ikke ubevidst gentager fortidens mønstre.

BKF har som ét politisk tiltag foreslået, at kunstens institutioner udvikler hver deres diversitetspolitik i relation til de særlige forhold, der gør sig gældende på netop den institution. De skal årligt offentliggøre, om de efterlever den.

På det organisatoriske plan skal vi arbejde for at skabe stærkere kunstnerorganisationer ved at gå sammen i større enheder og mere forpligtende partnerskaber. BKF har rigtigt meget power og giver meget power til kunstnerne. Vi arbejder ikke kun kunstpolitisk, men også som brancheorganisation for at skabe nye muligheder og flere jobs til kunstnere. Det gør vi med fokus på det kommunale, det digitale, det grønne og de almene boliger.
Men vi ønsker at skabe mere analysekraft for at kunne gå endnu mere kvalificeret ind i de store samfundsdiskussioner og for at kunne oplyse politikere og levere gennemregnede forslag.
Det vender tilbage til ønsket om at kunne arbejde med flere optikker. Vi er som faggruppe stærke på det kvalitative og poetiske, men der skal udvikles på analysekraften. Et kulturens analyseinstitut vil kunne kvalificere debatten og give os viden om bl.a. ligestilling i kunsten, om publikum og arbejdsforhold i branchen.

Billedkunstnernes Forbund, DBF, UKK og Organisationen Danske Museer har forhandlet os frem til bedre vilkår for udstillende kunstnere og klarere rammer for museerne. Det er en aftale, der gavner alle. Kunsthallerne har været med til at opfinde og udvikle aftalen, og jeg håber mange vil tilslutte sig anbefalingerne.

Mange kunsthaller er allerede på niveau, eller skal blot løfte honorarniveauet en smule, for at være med. De fleste fonde er indforståede med at styrke kunstnernes honorering. Kunstnernes egen økonomi er den mest sårbare del af hele produktionskæden. Aftalen er derfor et afgørende skridt mod en mere bæredygtig kunstverden med bedre arbejdsvilkår for kunstnerne.

En planetær poetik må bygge på poetisk og æstetisk åbenhed og nysgerrighed; ikke på vedtagne dogmer eller moralisering. Det kræver at vi er selvkritiske og stiller spørgsmålstegn ved vores viden og metoder som kunstnere og til vores organisering og arbejdsvilkår. Meget er i denne tid uafklaret, men netop deri ligge der store muligheder kunstnerisk såvel som kunstpolitisk.