Politisk performance og kropslig kommunikation

”I dag handler det mere om at konstruere end om at dekonstruere.”

Ordene er kenyanske Ato Melindas, som KUNSTEN.NU møder i forbindelse med udstillingen Incommensurable Identities (oversat: ikke-indbyrdes-målbare identiteter). Hun er vokset op i Holland som datter af en kenyansk mor og en ugandisk far, er uddannet i USA og nu bosat i Nairobi i Kenya.

Det er denne postkoloniale virkelighed, hun selv lever i, der er et omdrejningspunkt for udstillingen, hvor afrikanske motiver er sat sammen med bauhausmøbler, danske keramikvaser og art nouveau mønstre.

”Det handler ikke om dekonstruktion af et specifikt magtforhold”, fortæller hun. “Jeg undersøger, hvordan europæisk og afrikansk kultur mødes: Og der, hvor den ene møder den anden, skabes der et rum, et sprog. I mine performances prøver jeg at opsummere og vise, at identiteter, som er forskellige, alligevel godt kan passe sammen. Det er dét Incommensurable Identities handler om. Hybride identiteter.”

Identitet er en proces
Som verdensborger i det 21. århundrede arbejder Ato Malinda ud fra en overbevisning om, at identitet er en proces. Dette er iblandet erkendelsen om, at det arbejde, hun udfører, defineres af den verden og den tid, hun lever i:

”Man kan ikke leve adskilt fra sine erfaringer. Man bringer migration med sig overalt som en støbeske, man former sin identitet i. Det, at jeg har boet i Holland, USA og Kenya kan ses i mit arbejde: Det har gjort mig til den kunstner, jeg er.”

På post-postkolonial bølgelængde med omverdenen
Hun uddyber:
”Jeg tror, at min generation arbejder i en post-postkolonial kontekst. I dag handler det ikke nødvendigvis om racisme og magt. Jeg arbejder i stedet med, hvordan Europa passer sammen med Afrika. Jeg tror ikke på, at vi kan leve adskilt fra hinanden.”

Globaliserende postkort
Værket Untitled Series Curaçao er en direkte reaktion på Ato Malindas egne erfaringer fra et besøg på den hollandske koloni-ø for et par år siden:

”Der var denne her caféejer i Curaçao, som ikke ville servere for mig, fordi jeg er sort. Så jeg valgte at lave en t-shirt med skriften ”I love black people”. Og så gik jeg rundt i byen som en performance.”

Kropslig kommunikation
At bruge kroppen som redskab er en grundsten i Ato Malindas praksis:

”Når man ser nogen bruge deres krop til at kommunikere et budskab, kan man virkelige række ud til folk og tale med dem. Det er liveperformancens styrke.”

Performance som medie er blevet Ato Malindas primære arbejdsmetode blandt andet på grund af hjemlandets traditionelle og patriarkalske strukturer, som er centrale temaer i hendes praksis.

I performancen Is Free Dumb fra 2010 præciserer hun, hvordan kroppen effektivt kan bruges som et redskab til kommunikation: Her sad hun i et bur opstillet på en gade i Nairobi, iklædt en dragt som nairobianske kvinder kun bruger indenfor hjemmets fire vægge og læste moderne dameblade.

Performance som medie er blevet Ato Malindas primære arbejdsmetode – blandt andet på grund af hjemlandets traditionelle og patriarkalske strukturer, som er centrale temaer i hendes praksis.

I performancen Is Free Dumb fra 2010 præciserer hun, hvordan kroppen effektivt kan bruges som et redskab til kommunikation: Her sad hun i et bur opstillet på en gade i Nairobi, iklædt en dragt som nairobianske kvinder kun bruger indenfor hjemmets fire vægge og læste moderne dameblade.

”I Is Free Dumb fokuserer jeg på mental frihed og på, hvordan det er at være kvinde i Nairobi. Jeg ville undersøge sammenstødet mellem det traditionelle og det moderne samfund ved at bruge rekvisitter som for eksempel buret og damebladene. Det handler om at nedbryde det traditionelle kvindebillede, som stadig består.”

Modvillig feminist
Referencer til sorte kvinders identitet og plads i samfundets synes at være overalt i Ato Malindas arbejde:

”Jeg arbejder med, hvordan det er at være kvinde i det 21. århundrede med alle de blandede traditioner, som findes. Den røde maling og jorden jeg smurte mig ind i under liveperformancen ved åbningen af udstillingen symboliserer, hvordan kvinder tilsmudser sig med blandt andet plastikkirurgi.”

De utvetydige referencer og udtalelser til trods er hun vægelsindet omkring at vedkende sig som feminist:

”Faktisk bryder jeg mig ikke om ordet eller begrebet ‘feminisme’: Jeg synes, at det rummer nogle betydninger, som er med til at skabe grænser mellem mennesker. Jeg er bevidst om, at mit arbejde befinder sig inden for kategorien feminisme. Men jeg er af den mening, at kategorier er overflødige, da de er med til at sætte flere skel i stedet for at ophæve dem.”