Portræt af en karrierekvinde

Der er hun så, Helle Thorning-Schmidt, selvsikkert poserende med armene over kors, gråblå øjne og et tvetydigt smil, flankeret af to buster af for længst afdøde mænd. Billedet er malet af Ditte Ejlerskov og har fået ganske meget kritik for både det malertekniske niveau og det anonymt magtfulde udtryk. I denne klumme vil jeg kigge nærmere på billedet og kritikken af det.

Vi begynder i centrum af billedet, med ansigtet, der er ganske vellignende, men som også har noget udtryksløst over sig. Hendes ansigt er blevet sammenlignet med Mona Lisas, idet det er uklart, om hun smiler eller ej, men det er alligevel begrænset, hvor meget mystik der er her, selvom hendes mund er noget tvetydig i sit udtryk. Højre side synes at smile, venstre at se mere bestemt ud. En (overfor-)tolkning kunne være at se dette som en subtil kommentar til Socialdemokratiets højredrejning i hendes tid som statsminister.

Hun er anonymt klædt og står i en selvsikker, men også lukket, positur, der udstråler styrke og fasthed – måske ligefrem trods. Hendes krop og ansigt siger både “det er mig, der bestemmer” og “kom ikke for tæt på”. Her er vi også inde at røre ved hendes image: Helle Thorning-Schmidt led under et image som glat, tjekket og uden sprækker. Det samme gjorde Anders Fogh Rasmussen, manden hun mente at kunne slå. Og som selvsamme Anders Fogh spøgende bemærkede ved afsløringen af dette maleri, bliver han først nu helt bange for, at personen på billedet faktisk kan slå ham. Hun er sødere i virkeligheden, understreger han.

Feministisk månelanding
Ifølge Ditte Ejlerskov ville Thorning gerne kigge direkte ud på beskueren og eje det rum, hun stod i, frem for det mere indadvendte, hammershøiske billede, kunstneren først havde forestillet sig (ifølge interview i Berlingske 21/4).

Der ligger en feministisk manifestation i dette. Vores første kvindelige statsminister valgte bevidst en feministisk kunstner og ønskede at indtage rummet og fremstå stærk – en “månelanding i patriarkatet”, som kunstneren sagde i sin tale. Det er yderst rimeligt at understrege dette.

Risikoen ved denne strategi er bare, at Thorning stadig fremstår utilnærmelig og nærmest anonym – et ikon, som kritikerne påpeger. Eller som en advokat, der poserer på et foto til et advokatfirmas hjemmeside. Hun er kvinde, hun er statsminister, hun har fortsat sin toppostkarriere, men man får ikke et indblik i hendes personlighed, og mange vil ondskabsfuldt påstå, at hun heller ikke har en.

Jeg kunne godt forestille mig et portræt, der både manifesterede hendes styrke og samtidig viste en mere personlig karakter.

Lad os til sammenligning kigge på Michael Kviums fremragende portræt af Poul Nyrup Rasmussen. Her ser vi nok en bestemt leder, men samtidig markerer den lidt akavede fodstilling noget sårbart, noget gennemtrængeligt.

Og Nyrup sidder ned, vi kigger ned på ham – der er dermed et tvetydigt magtforhold mellem os og ham. På Ejlerskovs portræt er der ingen sådanne tvetydigheder; Thorning tager magten i rummet.

Med Hammershøi på Instagram
Rummet er vandrehallen, og Thorning står på billedet direkte foran den væg, hvor billedet hænger. Det er en sjov detalje, der har en vis effekt, når man ser det hænge der. Hun er omgivet af to buster, der forestiller C.C. Hall – ham, der drev danskerne i krig i 1864 – og den næsten glemte krigsminister A.F.T Scherning.

De synes ikke at have nogen anden betydning i billedet end at repræsentere den patriarkalske tradition fra dengang, der kun var mandlige politikere. Thornings ‘månelanding’ udvisker dem som næsten blot skygger, badet i lyset fra vinduerne.

Baggrunden med de grå nuancer er tydeligt inspireret af Hammershøi, og kunstneren har selv fortalt, at hendes oprindelige idé var at lave et decideret hammershøisk billede, men det gad Thorning altså ikke. Hun ville udstråle kraft, ikke indadvendthed.

Ditte Ejlerskov kan godt male, men som portræt betragtet er det ikke teknisk overlegent, og stilen er anonym; det kunne umiddelbart være malet af mange andre. Det er her en stor del af kritikken sætter ind, særligt i sammenligning med det tidligere Thorning-portræt af britiske Jonathan Yeo i en mere personlig og teknisk raffineret stil, der trækker på impressionisme, fotorealisme og et anstrøg af mild kubisme.

Konceptuelt maleri
Her skal man huske, at Ditte Ejlerskov er en slags konceptkunstner, der benytter sig af maleriet som ét af sine virkemidler fremfor at være Maler med stort M. Hun er optaget af mediebilleder, ikke mindst af kvindelige popikoner, og har udtalt, at hun er inspireret af de lidt glatte, redigerede fotos på sociale medier. Hammershøi møder Instagram.

Om det er det rette valg til et statsministerportræt, kan man sagtens diskutere. Men Helle Thorning har ikke blot valgt kunstneren, de har også løbende været i dialog om billedet.

Overraskende nok valgte Anders Fogh Rasmussen også en konceptuel kunstner frem for en Maler med stort M til sit portræt, nemlig Simone Aaberg Kærn, der lavede et yderst kritisk portræt i teknisk underlegen propagandastil, hvor Fogh kort sagt bliver stående som manden, der førte Danmark i krig.

I Ejlerskovs portræt er der tilsyneladende ingen subtile symboler, medmindre man køber ideen om mundens højredrejning.

Portrættet står tilbage som en hyldest til Danmarks første kvindelige statsminister som selvsikker, men også utilnærmelig. Og netop det kan ses som en mildt kritisk gestus; at bekræfte ideen om Thorning som en distanceret karrierekvinde.