Post-internet: Et liv og en kunst koloniseret af internettet

Det kan virke som en banal konklusion, men internettet er ikke længere et fænomen, man blot forholder sig til. Det er en virkelighed vi alle lever, og den realitet er der en masse kunstnere, der undersøger æstetisk og kritisk under termen post-internet kunst. Dette begreb og denne kunstneriske praksis er afsættet for årets Overgaden Lectures, der blev indledt den 13. oktober og afrundes den 18. nov.

Den Net Art, der opstod i takt med internettets udbredelse fra 80’erne til 00’erne, var i høj grad en undersøgelse af teknologien, dens muligheder, begrænsinger og magt. Post-internet Art er konsolideringen af internettet og dets gennemgribende indvirkning på vores eksistens. Vi har med post-internet kunsten ikke længere en distance til internettet, men er snarere kroppe, sind, bevægelser og tanker udfoldet på dets præmisser. Og det er dét Post-internet kunsten undersøger som det nok vigtigste felt i samtidskunsten i dag.

Fra fænomen til virkelighed
”Da Marisa Olson præsenterede begrebet i 2005, handlede det om at flytte fokus fra internet-baseret kunst (Net Art, red.) til en kunst, der i bredere forstand var influeret af internettets eksistens og logik. Men i dag er næsten alt hvad vi gør forbundet med internettet, hvilket gør hele begrebet og dets afgrænsning diskutabel. Jeg tror vi er kommet til det punkt, hvor post-internet kunsten handler primært om den psykologi, der er forbundet med en netbaseret kultur, for slet ikke at tale om vores kommunikation og forbrug i dag,” forklarer den tyske kunstner og kurator Andreas Schlaegel, der står bag årets Overgaden Lectures, der har post-internet kunsten som tema og præsenterer en lang rækker aktører fra feltet under titlen: Superslick Surfaces – VISUAL ART AND THE DIGITAL CONTEMPORARY.

What I make is less art “on” the Internet than it is art “after” the Internet. It’s the yield of my compulsive surfing and downloading. I create performances, songs, photos, texts, or installations directly derived from materials on the Internet or my activity there, skrev Marisa Olson i 2006 i forbindelse med sine publiceringer om emnet på Rhizome (blog og organisation dedikeret den digitale kunst siden 1996 i New York).

Også herhjemme er der tale om et egentligt felt af kunstnere og udstillingssteder, der har forholdt sig til denne post-internet tilstand, hvor udstillingssteder som fx TOVES og IMO projects står som tydelige markører og kunstnere som fx Rasmus Høy Mygind, Amalie Smith, Kristoffer Ørum, Hannah Heilmann, Janus Høm, Amitai Romm, Anne Haaning, Mads Lindberg, Astrid Myntekær, Uffe Isolotto, Ditte Ejlerskov, David Stjernholm og Anna Ørberg for blot at nævne nogle eksempler. Realiteterne er, at rigtig mange – og flere og flere – kunstnere forholder sig til denne post-internet tilstand.

Intet valg – nærmere tab
I denne naturaliserede tilstand ligger også paradokset og problematikken omkring begrebet, der trods post- præfikset, hverken betegner et egentlig efter eller opgør. Snarere en erkendelse og et vilkår vi står midt i – også blot som sansende kroppe, der optager og udspiller tidens normer.

”Engang kunne vi vælge, om vi ville sidde i en ryger- eller ikke-rygerafdeling, men den mulighed har vi slet ikke i forhold til nettet. Vi er hele tiden online, og der foregår ekstreme ting, vi slet ikke forstår virkningerne af,” pointerer Schlaegel.

Det handler altså om et tab, ikke bare af uskyld, men af vores selv. Tænk bare på nutidens vokskende uro omkring data, overvågning, rettigheder, overgreb og hvordan disse emner er knyttet til vores følelser og forestillinger om identitet og eksistens.

Netop derfor mener Andreas Schlaegel, at der en tydelig melankoli forbundet med begrebet og post-internet tilstanden.

”The Post-Internet is a condition of sorts: an affective affliction of when the ego got lost in the cloud,” skrev Gary Zhexi Zhang (”Post-Internet Art: You’ll Know It When You See It”, Elephant #23, Summer 2015).

Kunsten i kulturen i økonomien
Berlin Biennalen var i følge Sclaegel et rigtig klart eksempel på mange af de her tendenser med uklare afsendere bag mange af værkerne, et gedigent forbrug af materiale fra nettet og slørede grænser mellem kunst, kultur og kommercielt forbrug – de fleste værker vippede frem og tilbage mellem reklame- og kunstgreb og satte dermed publikum i samme tvetydige tilstand, hvor budskaberne kredser om selv-bearbejdning, mode, skønhed og gentager dogmer fra en neoliberal forretningsmodel, men hele tiden med fortabelsen som muligt resultat.

Biennalen præsenterede sig således: This is a format that works for everything where speaking and selling collapse in the principle of exchange. This is how the intangible becomes real and the real becomes incomprehensible.

Læs anmeldelsen af biennalen her

Schlaegel forklarer:

”Med post-internet kunsten er internettets uskyld for længst borte. Der er en erkendelse af nederlaget til de neoliberale forretningsmodeller og en lidt kynisk ’fuck it’ attitude i denne bevægelse. Verden er blevet til en form for IKEA, hvor vi kan indrette vores liv fra vugge til grav. Hver gang vi ønsker noget nyt, har internettet et svar, også før vi selv ved det. Vores liv er på mange måder både monopoliseret og koloniseret af internettet. Det forsøger kunsten både at affinde sig med, men også at stille sig kritisk overfor ved at indlejre og kopiere nettets mekanismer og logikker. I sidste ende er det jo også et forsøg på at illustrere hvor kortsigtet denne tilgang til verden er.”

Synlighed og usynlighed
Hvordan kaperer vi en virkelighed, hvor vi kostant kan få alting, tilbydes alt det vi behøver, efterlader spor og data overalt og kan ses hele tiden?

Det sidste spørgsmål forsøgte den tyske billedkunstner Hito Steyerl kritisk og eksemplarisk at rejse med sit værk How Not to be Seen: A Fucking Didactic Educational .MOV File fra 2013, der blev vist på Venedig Biennalen samme år.

https://artforum.com/video/mode=large&id=51651

Spørgsmålet om data, og især databasernes uoverskuelige mængde informationer (såkaldt Big Data), der lagres konstant og mere eller mindre kontrolleret er også i de sidste ti år blevet et centralt spørgsmål i post-internet kunsten. Et af de mere kritiske indslag er fra i år (5. feb.-1. maj 2016), hvor kunstner, skribent og aktivist Laura Poitras (kendt som journalisten og aktivisten, der stod for håndteringen af Edward Snowdens lækkede dokumenter) udstillede på The Whitney Museum of American Art. Hendes soloudstilling Astro Noise forenede kunstneriske og aktivistiske strategier og bevægede sig tematisk fra sorgbearbejdning, overvågning til nære lokale krigsdokumenter og –beretninger.

Udstillingen havde en kynisk understregning af overvågningens amoralske overskridelse af privatsfæren, og ved udgangen af udstillingen indså man, hvilke data man uforvarende havde afgivet via sin mobiltelefon.

En præsentation af præsentationen
Der er i samme tråd og i følge Schlaegel en særlig ting ved vores allesammens ageren på nettet i dag, der peger på en ny måde at forstå publicering på. Vi publicerer alle sammen hele tiden.

”For kunstnere har det selvfølgelig en stor betydning, hvordan man er offentlig og publicerer sit værk. Hvis du tænker på udstillingen som en helt fundamental måde at producere et pubikum på, så har internettet nogle helt andre måder at skabe publikum, indhold og få feedback på. Der er i samme tråd rigtig mange kunstnere, der i dag undersøger og udfordrer vores forståelse af kunstneren som individ og subjekt. Men det er et grundlæggende vilkår for os alle sammen: vores digitale identitet er i konstant konkurrence med vores reelle identitet. Den iranske og New York-baserede kurator Mohammad Salemy kalder det en egentlig borgerkrig vi står midt i mellem det virtuelle og det relle.”

Læs blandt andet om kunstneren Amalia Ulmans Instagram-performance-værk, Excellences & Perfections fra 2014 i denne artikel.

”Der er en kritikalitet i post-internet kunsten, men den kommer i en glat og glitret indpakning, en maskerade, der igen er en direkte kommentar til samfundets neoliberale konstruktion og overfladiske forbrug og selvforbrug. Det er en ’præsentation af præsentationen’, som i dens sloppy–glossy overflade gør det tydeligt, at det er alt andet bæredytigt. På den måde er denne strømning igen, ligesom popkunsten for eksempel var det, interesseret i overfladen, fordi det er tidens materialitet.”