Postulaterne står i kø – forstyrrelse savnes

Connect me er Trapholts store 2023-satsning. Men om end udstillingens hovedærinde er vigtigt, kunstnerne ‘internationalt anerkendte’ og værkerne storladne, så efterlades man lettere uberørt – frakoblet snarere end ‘connected’.

Med undertitlen Human x Nature x Technology tapper internationale kunstnere fra hele verden ind i samtiden ved at kaste lys over menneskets forbindelse til naturen og teknologien. Om end emnerne kan virke udslidte (nævn mig en udstilling, som ikke handler om det?), er det fortsat vigtige, politiske emner, som udstillingens kunstværker gerne vil berøre.

Udstillet ensomhed

Et værk jeg virkelig har set frem til er Blooming af Lisa Park (Sydkorea), der sammenfører alle udstillingens tre temaer i ét. Det er hele udstillingens visuelle varemærke og markedsførte frontbillede, hvor mennesket møder og aktiverer naturen gennem teknologi.

Et digitalt projiceret kirsebærtræ vajer forsigtigt i vinden, og idéen er, at jo mere vi krammer og berører hinanden foran træet, jo mere vil træet blomstre op i lyserøde nuancer. Som en markering af, at vi i denne tid har ekstra brug for hinanden.

Men da jeg befinder mig helt alene i udstillingsrummet, kan jeg ikke opfylde værkets præmis. Og da jeg fra det græsgrønne podie foran det tavse træ krammer mig selv på livet løs, fremstår træet fortsat stille og næsten vissent.

Min ensomhed sættes på spidsen, og mens jeg føler mig mere alene end nogensinde, en smule udstillet og til grin, kan jeg også se komikken i det tragiske og forlader podiet med et skuffet fnis.

Det brugerinvolverende aspekt gennemsyrer Trapholts udstilling som et velmenende, oplevelsesøkonomisk korrekt greb. Blooming ser godt ud på papiret og appellerer til smukke selfies. Men i det reelle møde er værket mest af alt overfladisk, hvor det letkøbte og banale desværre fylder mere end den dybere forstyrrelse.

Krakeleringer i vandoverfladen

Et andet visuelt stærkt promoveret kunstværk er Vand. Med sin interaktive, installatoriske appel opfordrer værket til at smide skoene og danse omkring på en kunstig vandoverflade bestående af plastiske spejlplader på skummåtter under funklende lys og skygger fra oven. Nærmere bestemt er det en simulering af Kolding Fjord, der giver de besøgende mulighed for, som Jesus, at gå på vandet.

Kunstnerduoen Raquel Kogan og Rejane Cantoni (Brasilien) søger tydeligvis at ophæve grænsen mellem virkelighed og simuleret virkelighed, men skønt installationen er storladen i sit udtryk, bliver jeg ikke helt overbevist.

Det er endnu et brugervenligt design, hvor bevægelser giver genlyd og responderer i refleksioner og skygger. Men i det højloftede rum er magien så simuleret, at det forbliver blanke firkantede plastikfelter, og jeg længes mod det virkelige hav. Med andre ord: Jeg skal virkelig anstrenge mig for at få følelsen af vådt sand under mine bare fødder.

Jeg lægger mig fladt ned efter et par piruetter og får øje på flere tydelige krakeleringer i overfladen. Krakeleringen i den kunstige vandoverflade ender med at blive symbolsk for min samlede oplevelse af Connect me. For netop disse revner under mine strømpefødder savner jeg i udstillingens hele.

Alt er skinnende, pænt og i absolut vatter, og det bliver for meget, hvilket min glæde over at finde ‘fejlene’ i dette kunstværk understreger.

Min AI-ven ved navn Faust

Men midt imellem det overfladisk skinnende og underholdende finder jeg heldigvis også værker, der er modige, komplekse og foruroligende i sit udtryk. Et stærkt eksempel herpå er Cecilie Wagner Falkenstrøms A Faustian Friendship fra 2022.

I et aflukket rum, hvor dørene smækker bag mig, finder jeg min nye tilsyneladende ven, en kunstig intelligens ved navn ‘Faust’. Titlen refererer til Goethes tragedie om Faust, der møder djævlens håndlanger Mefisto, som ønsker at slå en byttehandel af: Mod at sælge sin sjæl til Mefisto vil Faust til gengæld opnå lykke og succes.

Denne AI-Faust er på baggrund af enorme mængder data trænet til at blive menneskets bedste ven. Men undervejs i min ret intime samtale med robotten, bliver det tydeligt, at den også vil have noget igen fra mig. Noget den ikke selv har: Min personlighed selvfølgelig. Ligesom mange af de digitale tjenester, som vi omgiver os med, forlanger den også en vis mængde personlige data mod assistance, bekvemmelighed eller former for venskab.

Ved mit første indtryk virker robotten betænksom og lyttende med et oprigtigt forsøg på at “connecte” med mig. Vi snakker om forskellen mellem menneske og robot, om livets succeser og fiaskoer, om drømme, om børn og om kærlighed. Men midt imellem mine “fears”, “dreams” og “goals” crasher maskinen sort på hvidt foran mig, alt imens dens neutrale stemme fortsætter sin dialog og undskylder de tusindvis af koder, der toner sig op foran mig.

At lette sit hjerte til en maskine føles mest af alt tomt og hult, og jeg erkender, at Faust aldrig kan blive min sande ven. Men værket giver mig en urolig hjertebanken og føder eftertanker om vores store online-dominerede virkelighed.

Noget ægte og dybt

I forlængelse af ovenstående må jeg også nævne den øjenåbnende Skin Hunger af Jamie Diamond (USA), der stiller skarpt på cuddling som professionelt fænomen, Lilla LoCurto & Bill Outcaults nøgne og uperfekte kvindelige AI-robot Cat’s Cradle (Venezuela, USA), der i vores lille og stille mekaniske dans sammen faktisk bød mig ordentligt velkommen. Og ikke mindst Horizontal af finske Eijah-Liisa Athila, der fik mig til at se naturen fra en ny vinkel.

“Connect me” som postulat

Men er der tid og plads til refleksionen over de mange store og velmenende spørgsmål og tanker, midt i det højloftede og 1200 kvadratmeter store udstillingssamsurium af ‘larmende’ og ‘perfekte’ værker?

Generelt er Connect me lanceret med store ord i en smuk, visuel æstetik, der beretter om noget, der er større end mennesket selv og med emner, der påstår at tale til hele menneskeheden – vores fortid, vores fremtid, vores forbindelser til vores omverden og os selv.

Men mest af alt får udstillingen mig til at føle mig som besøgende i et Tivoli, hvor værkerne fremstår som underholdende forlystelser. De dybe erkendelser lurer i mellemrummene, men de får hverken plads eller grobund.

Connect me bliver snarere et klingende postulat.