Power til de marginaliserede!

Wu Tsang giver den fuld skrue på Copenhagen Contemporary med to markante værker, der taler højt og klart om større tolerance i forhold til alle ´de andre måder´, mennesker udtrykker sig på, og generøst bader os i ren kærlighedspower fra en stærk undergrundskultur.

Hvor findes friheden, sandheden, kærligheden? Det er store spørgsmål, der stilles i kinesisk/amerikanske Wu Tsangs videoværk Into A Space Of Love (2018), der er det ene af de to værker i kunstnerens aktuelle udstilling Diversity is Reality på Copenhagen Contemporary. Og svaret er “undergrunden”: Skab en modkultur, et fristed, hvor du kan insistere på, at dit udtryk får plads og tildeles værdi.

Into A Space Of Love er på en gang et aktivistisk kampråb og en hyldest til personlige og kulturelle udtryk, der insisterer på sin egen ret, selvom de falder uden for normerne.
Akkurat det samme kan siges om udstillingens andet værk, Shape of a Right Statement, der er skabt ti år tidligere i 2008. Selvom de to værker er særdeles forskellige i form og udtryk, er de fælles i ånd og udgør tilsammen en skarp ramme for en helt igennem bevægende udstilling.

Hvem bestemmer, hvornår man er et kommunikerende væsen?

Shape of a right statement er Tsangs første kunstværk, men ikke noget kunstneren dengang tænkte på som kunst. På det tidspunkt var Tsang aktivist i LGBT-bevægelser og organiserede fester med dragperformere i en queerklub i Los Angeles, og værket opstod i den kontekst.

Værket er en fem minutter langt video, hvor Tsang – intenst, med stift blik og en tåre i øjet – re-performer Amanda Baggs manifest In My Language. Baggs er forkæmper for autisters rettigheder, og hendes manifest kan opleves på Youtube. I første halvdel af In my Language ser man blandt andet Baggs snuse til en bog, berøre forskellige genstande og ´lave lyde´. I anden halvdel taler hun igennem en talemaskine til os ´på vores sprog´. “Det er kun, når jeg indtaster noget på jeres sprog, at I opfatter mig som et kommunikerende væsen”, siger hun blandt andet i sin flammetale for retten til at interagere med sine omgivelser på måder hinsides de alt for trangt definerede normer.

Tsang fremførte flere gange Baggs manifest i klubben i LA, inden hun indspillede sin genopførelse til Shape of a right statement, og hun gjorde det med en skjult øresnegl i øret. Tsang hører altså Amanda Baggs, samtidig med at hun selv taler, og det giver en ret vild effekt. Tsang fremstår nærmest som et medie – det virker, som om der er en, der taler gennem hende. Spørgsmålet om, hvordan man egentlig taler på vegne af andre, hvordan man oversætter og skildrer andre mennesker og miljøer, er ofte et subtilt lag, Tsang spiller ind i sine værker.

I genopførelsen sker der det, at Baggs statement udvides. Først til at gælde som et statement for LGTB miljøet, som Tsang er dybt involveret i. Men udover det rækkes der mod et universelt niveau. For hvem kan til fulde identificere sig med ´normen´ for, hvordan man udtrykker sig, og hvem kan i virkeligheden helt forstå det sprog eller den form, som en anden udtrykker sig i?

Fest og farver

Shape of a right statement er minimalistisk og helt knapt skåret. Anderledes med Into A Space Of Love, som er et brag af en film, der er orkestreret i stort udtræk med dans, farver, dybe basgange og inciterende rytmer.

Hybridværket, der blander dokumentar med fiktionsfilm og performance, handler om Housemusik-scenen og den undergrundskultur, som i høj grad blev skabt med rødder i queer-, latin- og afroamerikanske fællesskaber i 1980´erne. I filmen spiller markante figurer som Venus X og Shaun J Wrigth en slags studieværter, der udlægger aspekter af undergrundskulturen, mens der veksles mellem dans, performances og dokumentaragtige interviews med eksempelvis Kevin Aviance – dragqueen, danser, musiker mm, som har nået en vis position i mainstreamkulturen med optrædener sammen med blandt andre Madonna, Whitney Houston og Robert de Niro (i filmen Flawless).

Det hele er skruet overbevisende flot og funky sammen i et flow af udsøgte billeder, performances, statements, timing og rytme. Man flyder bare med. Filmen er en portræt set indefra af en undergrundskultur, der netop bliver et fristed, hvor mennesker, som ellers bliver set skævt til, marginaliseret eller mødt med had og vold, kan udtrykke sig på egne præmisser. Her i særdeleshed via kroppen, dansen og performancen, et sprog der er helt fremme i alle Tsangs værker.

Hjertet banker

Og Tsang tøver ikke med at tale om frihed, sandhed og kærlighed. Into A Space Of Love er eksekveret uden håndbremse og et af de mest overbevisende og dedikerede partsindlæg,  jeg har oplevet, om hvor meget POWER, et undergrundsmiljø kan rumme.

Filmen har et fandenivoldsk hjerte, der banker i takt med Housemusikkens stortromme på alle fire taktslag, men at baggrunden er dyster, skjules ikke. “Undergrunden er en måde at undslippe slaveri og psykisk totur”, siger Venus X-studieværten – med sigte til det normative tryk fra en hvid heterosexuel kulturel dominans. Så musikken, dansen, glimmeret og de farvede balloner er groet frem på trods, og også at forstå som en form for traumebearbejdelse.

Det er et miljø, som iværksætter en helt uhørt helende kraft. “Jeg kan ikke selv forstå, hvordan jeg stadig kan lave alle disse bevægelser med min krop”, siger Kevin Aviance, som vedholdende bevæger sig sprællevende og dynamisk efter i en menneskealder siden 70´erne at have optrådt i klubber – og efter at have overlevet et grimt hadoverfald i 2008. “Det må være noget i musikken, der gør det”, griner han.

Hacket af mainstreamkulturen

Ja, hvem der bare var dragqueen og kunne danse som Kevin! Hvem der bare kunne trykke den af, skide på hvad de andre siger og udtrykke sig som den, man føler, man er. Der er ikke noget at sige til, at undergrundskulturer – hvor paradoksalt det ellers kan forekomme – bliver eksotiske, hotte og hacket (og udvandet) af mainstreamkulturer. Det skete for Housemusikken, som det er sket for snart sagt alle modkulturer.

Det er det heller ikke så sært, at kunstinstitutioner som Whitney og Tate og nu altså også CCC eeelsker at lave udstillinger med en kunstner som Wu Tsang. Tsangs værker repræsenterer den normbrydende frihed, som kunstinstitutionerne, disse super kontrollerede kulturrum, netop ikke er i stand til at realisere, men til stadighed har en våd drøm om at kunne.

Men tak alligevel for at give os en udstilling, der både opfordrer til at undersøge sin egen position i det normative magtspil, råber om større tolerance i forhold til alle ´de andre måder´, mennesker udtrykker sig på, og som generøst bader os i kærlighedens livgivende eliksir fra en stærk undergrundskultur.
Som en af In the space of loves hovedpersoner, Shaun J. Wright, siger det: “Vi ejer den, den er vores, men vi giver den gratis væk”.