Praksisbaserede kunstforskere V: Nanna Debois Buhl: Kosmiske billeder

Nanna Debois Buhl er i disse år igang med sit praksis-baserede Ph.D projekt Sky Studies: Cosmic Code, Images, and Imaginaries, der kredser om undersøgelser af rummet på tværs af en række faglige discipliner. I en række researchbaserede værker har hun undersøgt aspekter af kosmos i et frugtbart samarbejde med naturvidenskabelige forskere, og vi har sat hende i stævne i hendes atelier på Amager til en samtale om hendes forskning og kunst.

Du har valgt at sætte fokus på studier af firmamentet eller himlen, skyerne, hvad du kalder de kosmiske kodninger, billeder og forestillinger, som du forsøger at gentænke på et mere kompleks grundlag og med inddragelse af en lang række fagdiscipliner, herunder kunstneriske, astronomiske, computervidenskabelige og klimamæssige, samtidig med at du også gerne vil se ind i fremtiden? Hvorfor interesserer disse emner dig så meget, at du vil vie en hel Ph.D-afhandling til dem?

”At arbejde på en Ph.D. giver mig mulighed for at komme i dybden med problemstillingen og også udvikle min kunstneriske praksis i samspil med teoretiske og videnskabelige overvejelser. Hovedvægten i mit projekt ligger på himmellegemerne og det astronomiske, som jeg er meget optaget af, mens skystudierne udgør et delelement, som handler om fotografi og meteorologi. I min praksis veksler jeg generelt mellem at eksperimentere visuelt og at undersøge stofområder eller spørgsmål fra forskellige perspektiver, og jeg har længe været optaget af spørgsmål omkring historieskrivning og repræsentation.”

Månehukommelse

Det hele begyndte i 2018, da Nanna Debois Buhl bidrog til Louisianas udstilling Månen med fotogravure-serien Moon Memory; en fotografisk afbildning af prototyperne af hukommelsesplader med NASA’s månelandingssoftware til den første bemandede rejse til Månen i 1969.

Disse plader havde kobbertråde, der blev vævet af væversker. De var forløbere for vore dages computer-hukommelse. Princippet var, at enten vævede de kobbertrådene omkring eller også igennem små magnetkerner, således at de repræsenterede computerprogrammets binære kode af nuller og ettaller.

I arkiverne på Massachusetts Institute of Technology, hvor Apollo 11 programmeringen blev udviklet, fotograferede Nanna prototyper til de vævede hukommelsesplader. De grafisk enkle, men smukke kobbertråde, forener en traditionel, kvindelig sysselsætning som vævning med rumteknologi af den mest avancerede art.

“Når vi tænker på månelandingen, er de første billeder på nethinden ofte af astronauterne, der tager de første skridt på Månen”, forklarer Nanna Debois Buhl. “I et interview med hovedprogrammøren Margaret H. Hamilton om hendes oplevelser omkring dette epokegørende arbejde kom jeg til at tænke på, om man ved hjælp af billeder af hukommelsespladerne – den fysiske manifestation af de computerkoder, som gjorde månelandingen teknisk mulig – kunne fortælle historien om månelandingen på en ny måde”.

“Kuratoren Marie Laurberg inviterede mig til at realisere projektet til udstillingen Månen på Louisiana. Ideen var således at tage fat i en kanoniseret fortælling og skifte fokus ved at ændre billederne. På den måde opstår der nye fortællinger. Det var disse kobbervævninger, som fik mennesket sendt til Månen, og man siger polemisk, at de var en del af den første bærbare computer, som i rumskibet skulle fylde og veje meget lidt.”

Læs anmeldelse: Når månen bliver vild.

Den menneskelige computer

Sidste vinter viste Fotografisk Center Nanna Debois Buhls todelte udstilling Stellar Spectra; en udforskning af astrofotografiets historie og æstetik. I fotografiske afbildninger af himmelrummet mødes spekulation, teknologisk udvikling og visuelle eksperimenter, og det var for Buhl en referenceramme for at tale om billeders materialitet,
videnskabshistorie og fremtidsforestillinger.

”Udstillingens værker tog afsæt i to kvindelige pionerer inden for astro-fotografiet. Det drejede sig om den irsk-britiske Margaret Lindsay Huggins (1848-1915), der arbejdede med spektroskopi, som gjorde hende i stand til bryde en stjernes lys op i dets enestående farvespektrum eller sagt på en anden måde: Stjernernes DNA. Spektroskopet var i stand til at afbilde stjernernes kemiske og materielle sammensætning, så man kom universets materielle sammensætning nærmere”.

“I installationen A Human Computer undersøgte jeg ideer om, hvad en computer er, har været og kan blive, med afsæt i den irsk-britiske astronom Annie Maunder (1868-1947), der havde arbejdet som ”menneskelig computer” i den prædigitale tidsalder ved at indsamle og systematisere fotooptagelser af solen”.

“De to videnskabskvinder gav mig lejlighed til at reflektere over de mekanismer, der gør ting synlige eller usynlige, huskede eller glemt. I lighed med Inge Lehmann (1888-1993), Danmarks indtil for få år siden relativt ukendte pioner inden for geofysikken, er de to irsk-britiske forskere stort set ukendte”.

Læs anmeldelse af udstillingen Stellar Spectra: Nanna Debois Buhl genopdager astro-videnskabens kvindelige pionerer på Fotografisk Center.

Hvad fik dig egentlig sporet ind på at skrive en Ph.D?
”Da jeg sad i arkivet på MIT og kiggede på de vævede hukommelsesplader, slog det mig, hvor mange ting, man gennem dem kunne undersøge og spørge til – i forhold til historieskrivning, køn, fremtidsforestillinger, relationer mellem det analoge og det digitale – og det blev anledningen til, at jeg søgte midler til en Ph.D”.

“Mit projekt består af tre dele: 1) Studier af tidlig astrofotografi fra slutningen af 1800-tallet, der bl.a. materialiserede sig i udstillingen Stellar Spectra på Fotografisk Center. 2) Undersøgelser af kodning og vævning, der udmøntede sig i værkerne til Måne-udstillingen på Louisiana, herunder mere generelt forholdet mellem håndarbejde og teknologi i rumkapløbet. Og endelig 3) En undersøgelse af forholdet mellem det molekylære og det planetare i astronomiske billeder og forskning”.

“Jeg er interesseret i billeder, som redskaber til at kortlægge viden og til at spekulere med. Og når det gælder den gængse astronomihistorie, så forsøger jeg at spørge til, om man kunne bidrage med andre fortællinger end de allerede indskrevne ved at undersøge de involverede materialer, mennesker og historierne bag dem?”

Spekulationer om skyer

Indtil den 3. oktober i år kunne man desuden opleve Buhls udstilling To Speculate with Clouds på udstillingsstedet Annual Reportt drevet af grafiker-trioen Alexis Mark. Temaet var en undersøgelse af tordenskyers bevægelsesmønstre og fraktale strukturer, og hvorledes videnskaben gennem studier kan beregne klimaudviklingen i denne antropocæne tid, hvor den globale temperatur stiger, hvilket vil påvirke vores livsbetingelser drastisk.

Her havde hun især rettet søgeren mod tordenskyer både som kunstnerisk motiv, meteorologisk fænomen og som ildevarslende tegn.

I udstillingen indgik en række fotografiske solariseringer af tordenskyer, kombineret med en computersimulering af tordenstormes påvirkning af miljøet samt en række algoritmebaserede tekstfragmenter, der løb hen over en monitor.

Udstillingen og Buhl’s tilhørende kunstnerbog Cloud Behavior hvilede bl.a. på et samarbejde med litterater, forfattere og forskere fra Niels Bohr Instituttet.

Skyer har til alle tider interesseret mennesker – og de indgår i rigt mål i billedkunsten helt tilbage til det tidlige landskabsmaleri. Du fremhæver den britiske amatørmeteorolog Luke Howrads inddeling af skyer i cirrus, cumulus og stratusfæriske skyer og den nye videnskab nephologien, der opstod i begyndelsen af 1800-tallet. Det kan man læse om i din nye bog Cloud Behavior, der er en antologi med mange forskellige bidrag.

”Jeg vil nok snarere kalde den en kunstnerbog, opbygget som en montage bestående af mine fotografier, forskellige tekster, mytologiske billeder og computer simuleringer”.

“For mig som fotograf er det interessant at studere, hvorledes den fotografiske udvikling har farvet vores oplevelse af eksempelvis skyer. For med Howards kategorisering og fotografiets opfindelse kunne man fastholde skyerne i deres foranderlighed. Min interesse i skyer blev vækket, da jeg læste om den svenske dramatiker og kunstner August Strindbergs skyspekulationer. I En blå bok (1907) forestiller Strindberg sig at skyerne vender tilbage på himlen over Stockholm på bestemte tider af døgnet og i bestemte formationer og spekulerer over hvad det betyder. Strindberg og nutidens klimaforskere deler en interesse i at læse tegn og varsler i skyerne”.

“I processen blev jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvordan videnskabsfolk studerer skyer, og hvilke visualiseringsteknikker de bruger. Jeg kontaktede skyforskere fra the Atmospheric Complexity group på Niels Bohr Instituttet, som også er med i bogen, hvor de fortæller om, hvordan de undersøger klimaforandringerne ved at studere tordenskyerne over de tropiske have”.

“De lavtliggende, tætte skyer reflekterer sollyset og lægger et beskyttende lag omkring jorden, hvorved de holder varmen ude, mens de højtliggende stratosfæriske skyer lader solens stråler passere igennem dem. Dermed bidrager de til den globale opvarmning”.

“Det er vældig komplekst at studere skyer, der både er uhyre store og meget små; deres bevægelser foregår både på vanddråbe-niveau og i store vejr-systemer. I min samtale med Jan Olaf Härter, der forsker i biokompleksitet ved Niels Bohr Instituttet, fortæller han om hvordan tordenskyer genererer flere tordenskyer, når de nærmer sig hinanden, og hvordan han benytter både observationer og computermodeller til at forstå disse dynamikker.”

Du opererer med en fotografisk undersøgelse af skyernes æstetiske fremtrædelsesformer?
”Ja. Det startede i forsommeren 2018, hvor jeg begyndte at fotografere skyer på himlen over København. Paradoksalt nok viste det sig at være en usædvanlig skyfri periode. Så hver gang der var skyer på himlen, fór jeg ud med mit kamera. Men som sommeren viste sig at blive usædvanlig tør, føltes det i stigende grad ubehageligt relevant at studere skyerne. Jeg fotograferede skyerne med et analogt medium-format kamera og eksperimenterede med billederne i mørkekammeret”.

“I mørkekammeret havde jeg Strindbergs malerpalet og tænkning in mente; jeg ville et andet sted hen end en meget realistisk gengivelse. Jeg opdagede, at jeg kunne jeg skabe nogle farvegradueringer, inspireret af Strindberg’s ekspressive palet, når jeg efterbelyste fotopapiret med lys i forskellige farver fra min mobiltelefon. Det var magisk, om ikke alkymistisk, og det samme fotografi kunne aldrig skabes to gange. Det er unika-fotografier, og resultatet beror på kombinationen af fremkalder-tider, det farvede lys fra mobiltelefonen og håndens bevægelser over papiret, når det eksponeres med lyset. Jeg lavede omkring 180 fotografier af skyer, der spænder fra det registrerende til det dramatiske og farvemættede, hvoraf en del er med i bogen.”

Du er en konceptuelt arbejdende kunstner, som arbejder med fotografiet som ét af dine gennemgående medier?
”Ja, jeg arbejder ofte med fotografiet, fordi det giver mig rig mulighed for at eksperimentere visuelt i vekselvirkningen mellem det analoge og det digitale. Fotografiet gør mig i stand til at hente noget ind udefra. Noget, som jeg kan bearbejde og undersøge på nye måder med henblik på at belyse nogle underliggende mønstre og strukturer og udfolde nye historier om vores omgivende virkelighed”.

“I mit projekt materialiserer mine værker sig desuden som film, vævninger, installationer, skrift og kunstnerbøger. Jeg arbejder i øjeblikket selv med vævning og algoritmebaseret tekst og skal næste efterår tilbringe et semester på MIT, hvor jeg skal sammenkæde mit kunstneriske arbejde med research om computer-historie og rumfart og genbesøg i arkiverne”.

“I mit projekt kombinerer jeg på den måde det at lave værker med en meta-refleksion over, hvilke historier og betydninger værkernes materialer og teknologier rummer. For mig er det en pointe, at det kunstneriske, det teoretiske og det historiske arbejde med materialet spiller sammen.”