Praksisbaserede kunstforskere X: Marie Kølbæk Iversen

Marie Kølbæk Iversen er optaget af mytologier og magiske traditioner, som hun undersøger gennem en research-baseret praksis, der udfordrer vor kulturs rationelle paradigme og gennemhuller spaltningen mellem det materielle og det spirituelle.
Hun arbejder for tiden på en ph.d. om sin kunstpraksis, men mener, at komplekse spørgsmål, der har med billedproduktion at gøre, ikke udelukkende kan beskrives teoretisk. Den rumlige og æstetiske dimension er altafgørende for hende, fortæller hun i dette interview, der er det tiende i vores serie om praksisbaserede kunstforskere.

Lisbeth Bonde: Din ph.d.-afhandling har titlen Neo-Worlds: The Transformative Potentialities of Fright. Kan du løfte sløret lidt mere for sammenhængen mellem din forskning og de forskellige udstillinger, du har haft i de senere år – her tænker jeg foruden værket til Louisianas Måneudstilling, på din nylige udstilling hos ARIEL i Kvindernes Hus i 2020, og på udstillingerne The Way of Mu (2018) og NÅR (2021) i Gether Contemporary?

Marie Kølbæk Iversen: Alle de udstillinger, du nævner, indgår i min afhandling som del af dens resonansrum. I afhandlingen trækker jeg blandt andet på etnopsykiatrisk traumeforskning, der i modsætning til klinisk psykologi og traumatologi arbejder med at afsøge forskellige folkekulturers tilgang til rædselsoplevelser, som anses som yderst farlige, men også potentielt svangre med transformativ kraft. Eller vendt på hovedet: det radikalt transformerede og transformerende må nødvendigvis ankomme via rædslens kontaktflade, fordi det afkræver en aflæring af alt det, man tror man er, kan og ved.

I shamanistiske kulturer kultiverer man netop rædselserfaringens visionære kapacitet – det, der i vestlig kontekst hedder ‘hallucinationer’ eller ‘ud-af-kroppen-oplevelser’ – til at skue endnu-ikke-manifesterede horisonter. I den sammenhæng synes jeg, det er tragisk, at vi i det moderne Vesten afskriver rædselssyner som patologiske – eller som tegn på patologi i form af for eksempel PTSD (post-traumatic stress disorder) – fordi vi dermed afmonterer vores transformative agens.

Det er tragisk, fordi det netop er os i Vesten, der skal forandre os, hvis vi som globalt samfund skal afbøde de katastrofale konsekvenser af for eksempel klimakrisen. Men det kan vi ikke, fordi vi er spundet ind i en mytisk fortælling, der fremstiller verdens gang som en entydigt evolutionær størrelse, og som kun tiltænker det videnskabeligt generaliserbare troværdighed og agens. Men som jeg fremhævede i min seneste udstilling, NÅR, med afsæt i sandsynlighedsforskeren Nassim Nicholas Talebs arbejde, så har verdens gang altid været styret af såkaldt ‘sorte svaner’—positive eller negative begivenheder, som anses som usandsynlige, før de indtræffer, men som realiserer sig med store konsekvenser til følge. Ikke mindst i dét perspektiv giver det mening at engagere rædselssyner som en gyldig refleksionsform, fordi det kan forberede individuelle og kollektive hjerner, kroppe og sind på at undergå ukendte og uforudsete transformationsprocesser.

Læs også: Gallerirevy om udstillingen Når

På baggrund af etnografiske optegnelser fra Amazonas opsummerer de franske etnopsykiatriatere Tobie Nathan og Catherine Grandsard rædslens potentiale således: “The ability to cope with being frightened is equivalent to the ability to perceive different worlds based on unknown logical principles”. (Evnen til at kunne udholde sin rædsel er lig med evnen til at opfatte anderledes verdener, der baserer sig på ukendte logiske principper).

Med min forskning vil jeg gerne – fra min kunstneriske forankring – tage et ansvar for at bidrage med perspektiver på, hvordan vi som vestlige subjekter kan transformere os hinsides vores aktuelle rovdrifts-inkarnation.”

Mytisk tænkning

LB: Du er desuden ph.d.-stipendiat ved Kunstakademiet i Oslo, hvor du i din praksisbaserede afhandling undersøger “aktiv mytisk tænkning og rædslens transformative potentiale mellem industrialiserede og ikke-industrialiserede verdener”. Kan du konkretisere denne beskrivelse?

MKI: Flere af mine nyere arbejder bygger på, hvad jeg vil betegne som ‘aktiv mytisk tænkning,’ et begreb, der også egner sig godt til at forstå min værkpraksis. Det handler især om vekselvirkningen mellem livsverdenen, som den udfolder sig helt konkret, og et mere abstrakt niveau, der indordner konkrete oplevelser i en større rammesætning på tværs af tid og sted. I det moderne Vesten har vi tradition for at afsondre konceptuel tænkning fra materiel gestaltning. Tænkere som Deleuze og Guattari har fremført det synspunkt, at det immaterielle ‘koncept’ finder sin ligeværdige modpart i det mytologiske motiv—‘mytemet’—i ikke-industrialiserede samfund. Men mytemet er alligevel væsensforskelligt fra konceptet, i og med at mytemet ikke kan tænkes separat fra livsverdenen. Aktiv mytisk tænkning sammenfletter tanker om verden med vores væren i verden og verden selv. Jeg har siden 2015 eksperimenteret med at anvende denne tilgang i min kunstpraksis gennem min værkkreds om Io. Projektet startede med videoinstallationen Io/I, som fokuserer på Jupiters inderste og største måne, og som indgik i Louisianas udstilling Månen i 2018.

Et andet kendetegn ved mytetænkning er, at man ikke kan spore fortællingen om et bestemt mytem, her Io, tilbage til én urmyte, som så er den sande version af denne myte. Mytisk tænkning ophæver idéen om et start- eller slutpunkt og giver i stedet plads til en endeløs række af transformationer. På den måde sidestilles mytens forskellige versioner med hinanden som vidnesbyrd om tilværelsens kontingens. For at kunne beskrive mytetænkningens operationer lancerede den franske antropolog Claude Lévi-Strauss begrebet ‘transformationsgruppe’ som samlende enhed for mytiske fortællinger relateret til ét bestemt mytem, for eksempel Io. Ved at tænke i transformationsgrupper omgår man tilbøjeligheden til at fremhæve én version af en myte som mere original eller arkaisk end de øvrige. Derfor er det også et begreb, som det virker meningsfuldt for mig at overføre til mit kunstneriske arbejde, der i høj grad præges af en fortsat genforhandling af bestemte motiver i en værkkreds uden ønsket om at fremhæve nogle værker som hovedværker på bekostning af andre.

Alle værker i kredsen om Io har for eksempel bidraget til processen, og sammen fortæller de hendes flertydige historie. Hun både ophøjes til guddom i oldtiden, underkastes og fordømmes til evig vandring med den naturvidenskabelige revolution i 1600-tallet, forvandles til måne, for senest at blive skudt i smadder af en asteroide-klynge og så videre. På den måde rummer det også et opgør med den konceptuelle tilgang til kunstnerisk praksis, fordi mine værker lever i kraft af deres konkrete manifestationer, som konceptkunsten generelt er mindre optaget af. Den kan modsat siges at anse konceptet for overordnet de materielle gestaltninger, og dermed bibeholder den de afsondringer mellem tanke- og livsverdener, som jeg er interesseret i at udfordre.

Når jeg giver mig i kast med at genfortælle Io-myten, går jeg samtidig i gang med at genforhandle præmisserne for den verden, myten optegner, og dens forbindelser til verden i dag. Med min fortælling udfordrer jeg eksempelvis de perspektiver på kvindelig autonomi og autoritet, som ligger til grund for vores kosmologiske orientering i Vesten, og som reaktualiseredes så sent som i 2011, da NASA sendte rumsonden Juno af sted til Jupiter.”

Læs også: Når månen bliver vild

I dag hersker der i Vesten en idé om, at vi er hinsides mytisk tænkning. Men det er langt fra tilfældet. Når NASA opkalder deres rumsonde efter Juno, er det tegn på, at der fortsat opereres med versionerede udgaver af en fortælling, som blev initieret i 1600-tallet af den tyske astronom Simon Marius, der gav Jupiters måner de navne, vi bruger i dag.

Det rumlige og æstetiskes betydning

LB: Men myterne er jo bundet sammen af nogle fortælletråde, der tilsammen danner én stor fortælling om altings opståen?

MKI: Ja, de udgør meget store forklaringssystemer, og jeg tror heller ikke, det er meningen, at ét enkelt menneske skal kunne overskue en mytes totale transformationsgruppe. Vi engagerer derimod de dele af et mytekompleks, som giver mening for os hver især. Sådan er det også med kunstværker – beskueren kommer med ét perspektiv, og jeg kommer med et andet, og sammen taler og tænker vi os ind i en større og omskiftelig omverden, som også kigger på os og indskriver os i sin.

Der er nogen, der tror, at samtidskunst er en rebus, de skal løse. Men sådan forstår jeg det ikke. Jeg mener, at man kan opleve mine værker uden forudsætninger og for eksempel blive fascineret af deres fremtoning. Jeg forsøger at undgå at instrumentalisere det visuelle og i stedet at gøre det til medfortæller på en måde, hvor den æstetiske erfaring ideelt set kan generere samme indtryk som en naturoplevelse. Jeg kan ikke nøjes med en akademisk forskningstilgang eller stille mig tilfreds med, at et kompleks er løst på papiret. Den rumlige og æstetiske dimension er altafgørende for mig.

LB: Hvad driver din nysgerrighed?

MKI: Jeg bevæger mig gerne derhen, hvor den gængse forklaring ved nærmere eftersyn ikke er fuldt dækkende. Jeg søgte ind med maleri på Kunstakademiet og kom senere til at arbejde med blandt andet fotografi og video. Men jeg var altid meget optaget af farvelære, som vi arbejdede med på Laboratoriet for Lys og Farve under lektor Henrik Boëtius. Efter at have dimitteret blev jeg forskningsassistent ved laboratoriet og fik til opgave at efterprøve nogle forsøg af den amerikanske forsker Edward H. Land. Forsøgene udfordrer Newtons idé om farveblanding. Newtons farvelære er ikke forkert, men kan ikke forklare alle tilfælde af fænomenet farvesansning – for eksempel kan den ikke forklare, hvordan vi kunne frembringe et billede i fuld farve inklusive blå og grønne toner med kun røde og gul-hvide farvekilder. Jeg kan godt lide fænomener, der står og vipper på kanten af erkendelsen, og som undviger entydig kategorisering.