“Praksisbaseret forskning giver utroligt god mening for museerne”

Museet for Samtidskunst i Roskilde deltager i nyt forskningsprojekt, der vil undersøge den museologiske praksis uden for museets mure. “Forskning er med til at udvikle organisationen og  understøtte vores strategi om at gøre os fri af selve museumsbygningen og finde de rette platforme og kontekster til forskellige kunstneriske formater”, forklarer museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksen.

Hvad sker der, når kunstmuseet slipper de traditionelle udstillingsformer i de hvidmalede gallerirum og begiver sig ud i verden for at etablere nye rammer og formater for kunstoplevelsen? Rammer og formater, der rent faktisk matcher nogle af de mangfoldige kunstneriske praksisser, som netop ikke er tilrettelagt til museumsrum?

Det er sådanne spørgsmål, det nye forskningsprojekt vil fokusere på. Postdoc-projektet er finansieret af Ny Carlsbergfondet og skal eksekveres i et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst og Københavns nye forskningscenter Kunsten som forum. Forskningscentret har som formål at undersøge kunstens samfundsmæssige værdi og udforske de fællesskaber, der bliver til i mødet med kunsten. Københavns Universitet slår postdoc-stillingen op i det nye år.

Vi har spurgt museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksen, om forskningsprojektets potentialer for museet.

“Vi er enormt glade for at være en del af dette forskningsprojekt, da det i høj grad vil være med til kvalificere vores arbejde og ønsker for museets fremtid. Det er en del af vores strategi, at vi i stigende grad vil bevæge os uden for museets mure og bringe samtidskunsten ud til et nyt og større publikum”

Det hedder sig, at doc’en er praksisbaseret: Hvad kommer det til at betyde, og er der udstillinger på tegnebrættet, der skal underbygge forskningsprojektet?

“Praksisbaseret forskning giver utrolig god mening for museerne, fordi forskningen bliver en del af museets arbejde på en helt særlig måde; en del af hverdagen, diskussionerne, planlægning og kvalificering af indhold og aktiviteter. På den måde udvikler forskningen faktisk også hele organisationen. Forskeren vil både få arbejdsplads på universitetet og være en del af et nyt og afsindigt spændende forskningscenter, Kunsten som forum, og samtidig arbejde her på museet med den praksisbaserede del. Og ja, vi har udstillinger planlagt i år, men der er rig mulighed for at kuratere fremadrettet i samarbejde med resten af museet”.

Hvad ligger til grund for forskningsprojektet? Har museet nogle konkrete erfaringer, der har udløst udformningen eller relevansen af projektet?

“Museet er undfanget på baggrund af en fluxus-festival i Roskilde i 1985 og har altid arbejdet i overensstemmelse med denne arv bl.a. gennem performance- og lydfestivaler samt et flerårigt projekt, Museet går i byen. De sidste par år har vi grebet det an på en ny måde: Her har samarbejder med andre aktører fyldt rigtigt meget, og museets samarbejdsflade er udvidet markant.”

“Vi ’popper op’ i forskellige sammenhænge, møder nye publikummer og viser indhold, der peger tilbage på vores aktiviteter på museet. Vi har lavet Podcast for Samtidskunst, som kommissionerer lydværker, der kun findes på denne platform, lavet online-udstillingen .gif, produceret LP’er osv., som alt sammen er en måde at distribuere og tilgængeliggøre kunsten på.”

“Pt har vi også et projekt uden for museet, i sociale boligbyggerier i Roskilde, med bl.a. billedkunstner Arendse Krabbe”.”

“I 2020 skruer vi endnu mere op for denne måde at være museum på, hvor vi gør os mere fri af selve museumsbygningen og finder de rette platforme og kontekster til de forskellige kunstneriske formater. Der er fx. mange kunstpraksisser, der ikke retter sig specifikt mod et gallerirum og de konventioner, der er gældende her, og vi vil bl.a. også undersøge, hvordan vi kan repræsentere dem”.

Stiller denne museologiske praksis – der overskrider det traditionelle møde mellem individ, genstand og sted – større krav til museumsgæsten?

“Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det ”større krav”. Vi ønsker ikke at stille større krav til publikum. Men vi er bevidste om, at det kræver noget nyt af os, og dermed nok snarere stiller større krav til os selv. Ikke mindst kræver det andre formater for formidling og øget kommunikation. Kuratering af/’på’ et distribueret museum slås – ligesom alle andre institutioner – om tidens distribuerede opmærksomhed, så det kræver noget særligt at slå igennem lydmuren og vække opmærksomhed. Til gengæld kan elementer som ’overraskelse’ eller følelsen af noget generøst, at få foræret noget, være virkelig værdifulde og åbnende i en kunstoplevelse, man ikke vidste, man ville få”.

Den museologiske praksis, der lader kunsten overskride museets mure, er ikke uden fortilfælde. Eksempelvis kan nævnes projekter på Kunsthal Nord (Udstillingskuber i byrummet, 2017) og Kunsthal Aarhus (Museum uden vægge, 2015). Hvad er det nye i jeres projekt?

“De to eksempler, du nævner, er begge kunsthaller, og forskellen er jo, at vi har andre forpligtelser, nemlig de museale. Derfor spiller samling og arkiv en stor rolle – og forskning er netop også en museal forpligtelse. Så derfor dette forskningsprojekt.”

“Der er flere projekter, som jeg er inspireret af. Kunsten to go i Aalborg var et virkelig godt eksempel på museologisk arbejde uden for murene. Munchmuseet i Oslo har også lavet et virkelig interessant og ambitiøst projekt, Munchmuseet i bevægelse, hvor kuratering af samtidskunst og et tæt samarbejde med Kunsthal Oslo bidrager til at fortælle, at museet både idemæssigt og helt fysisk er i bevægelse, fra ét område af byen til et nyt.

“Disse to eksempler finder sted, mens de pågældende museer er i en transitionsfase og står over for at skulle flytte ind i en ny museumsbygning. Museet for Samtidskunst vil gerne bygge et nyt museum, da vores hus ikke har de faciliteter, publikum forventer samt den plads og den fleksibilitet, der skal til for at præsentere samtidskunst.”

“Vi starter vores transitionsfase ved at undersøge og lære af møder mellem publikum, kunst og kontekst allerede nu. De erfaringer, vi gør os, skal gerne glide over i udtænkningen af et nyt museum. Så på den måde er det meget anderledes end de eksempler, som vi begge har nævnt”.

“Jeg er også meget inspireret af Råängen i Lund i Sverige, hvor kommissionering og kuratering af stedsspecifik samtidskunst danner udgangspunkt for samtaler, talks og seminarer om byudvikling, fremtiden, tro mm. (det er Domkirken, der huser det). Her er der ikke et konkret endemål, men i stedet en åben proces, hvor andre inviteres ind i dialogen om udviklingen af det område”.

“Jeg er også interesseret i Indianapolis Museum of Contemporary Art, som nu kalder sig I/C og har forladt deres tidligere bygning. I stedet er de lydhøre over for kunstnernes behov og opererer ud fra en ’multi-site’-tankegang. Vores projekt er nok en blanding af alt dette og noget andet, som jeg ikke ved, hvad er endnu”.

Vil forskningsprojektet indbefatte samarbejder med andre kunstinstitutioner?

“Der er ikke som sådan tænkt andre kunstinstitutioner ind på forhånd. Men vi samarbejder altid gerne med andre. Projektet er som sagt forankret i Kunsten som forum på KU, som også huser andre forskningsprojekter med andre museer som samarbejdspartnere. På den måde vil der formentlig ske udvekslinger af viden og erfaringer, forskerne imellem. Vi har et stort samarbejde med Roskilde Festival i 2020. Festivalen er jo ikke som sådan en kunstinstitution, men alligevel en institution i sig selv, der hvert år etablerer årets største kunstneriske event. Det er oplagt at dette forskningsprojekt også knytter an til samarbejdet med Festivalen”.