Prisregn til dimittender

Det er anden gang, og altså lige ved at være en tradition, at 15. Juni Fonden uddeler hæderspriser til i alt seks nydimitterede kunstnere og designere, tre udgået fra Kunstakademiet i København og tre valgt blandt dimittenderne fra Designskolerne i Kolding, Bornholm og København. Prisen, der er på 40.000 kr. kan ikke søges, men tildeles ud fra de værker, som kunstnerne har præsenteret på de respektive afgangsudstillinger. I år tilfalder priserne designerne Emil Lagoni Valbak, Niels Sylvester og Birgitta Fontél samt billedkunstnerne Julie Riis Andersen, Karl Isakson og Felia-Gram Hanssen.

Felia Gram-Hanssen (f. 1983) er uddannet fra Skolen for Mediekunst. Felia Gram-Hanssen er både musiker og billedkunstner og arbejder i et felt mellem performance og installation. 
Felia Gram-Hanssen får prisen for værket JUXtransmission, som var en halv time lang musikalsk performance, som hun selv omtalte som opbygningen af en lydmobile.

I sin motivering skriver jurymedlem Anders Kold: ”Strukturen: Tre store diagrammatiske tegninger i sort akryl på væggen og så selve performancen med tre trommeslagere med fuldt trommesæt placeret foran hver deres monitor, hvor de hver observerer en performers fysiske udfoldelse i et tilstødende rum. Med alt dette stiller værket beskueren overfor nok så bekendte problemstillinger: Hvad foregår der, hvad er relationen og hvad er min rolle? (…) I og med værkets rytmiske og kropslige effekt kan man godt sige, at det i sin fulde udfoldelse lader beskueren vakle mellem struktur og kollaps, og dér er og bliver værket ikke bare åbent over for vores blik – beskuerens og deltagerens – det er aldeles afhængigt af det. Strategien er ikke ny, men får med Felia Gram-Hanssens værk fornyet præsens og mening. Her rejses ikke monumenter, i stedet bygger man sammen en lydmobile. Noget der drejer og rækker i alle retninger.”

Julie Riis Andersen (f. 1988), Skolen for Mediekunst får prisen for sit flimrende, grafiske tapetværk Måske er man om tusinde år noget kraftigere og mere uforstyrret.

Om værket skriver jurymedlem Claus Carstensen bl.a.: ”Værket er fyldt med modsætninger. Det er på samme tid undseligt, poetisk, aggressivt og arrogant. Undseligt fordi det ikke gør nogen stads af sig, det er noget så banalt som et tapet og kunne for så vidt lige så godt have været en butiksvinduesdekoration. Poetisk fordi det bliver læst ind i et poetisk rum med reference [jf. værkets titel] til Rainer Maria Rilkes Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge. Aggressivt fordi det udøver en vanvittig vold mod øjet (snarere end det med Julie Riis Andersens egne ord udøver “vold mod arkitekturen”) – det er ikke til at holde ud at se på med et fokuseret blik, blikket drifter. Og så er det sidst, men ikke mindst, et arrogant værk, fordi det skubber beskueren væk fra sig, fordi det distancerer sig i forhold til beskueren. (…) Det bevæger sig uafladeligt mellem et indre og et ydre niveau, mellem ‘bevidsthed’ og ‘perception’. Det er fysisk, kropsligt, efemært og springer i skala. Det er i bedste forstand et fænomenologisk værk, der handler om kroppen og de fænomener, der omgiver den. Og derfor handler det også om tid, om ungdom og alderdom, om stigning og fald, om forfaldet, timeligheden i forhold til noget der måske om tusind år er helt forandret.

Karl Isakson (f.1983), Skolen for Tidsbaserede midler, får prisen for sin installation udgjort af i alt fire værker og samlet under titlen På radion talar de om ett hål i jorden.

Mai Misfeldt skriver i sin motivering: ”Karl Isaksons bidrag til Afgang 2015 befandt sig konkret i et hjørne. Et hjørne er et intimt sted, et sted man kan gemme sit ansigt, mens man vender ryggen til verden. Karl Isakson arbejder med den moderne teknologi, f.eks. mobiltelefonen, der jo per se er udadvendt, kommunikerende, men han gør det paradoksalt nok på en indadvendt, nærmest meditativ og poetisk måde. Det gælder lige fra den måde han anbringer sine værker på til den lille folder, der var lagt ud som præsentation af dem.(…) Det er meget forskellige elementer, Karl Isaksen har sat sammen i sin lille ophobning af udsagn. Men der er hele tiden noget, der foldes ind i noget andet, eller sendes igennem et filter af noget andet. Der er en transport, et kredsløb, en mediering, og på den måde både en anden vinkel og et tab af information til stede. Værkerne er på en og samme tid teknologiske, nøgterne, og samtidig forenet i en følsomhed. En fælles tone, næsten hviskende sart og samtidig urovækkende, advarende.”