Refik Anadols dataskulpturer er en ensidig drøm på Arken

Det er ikke særlig farligt eller synderligt involverende, og det er nok det største problem med Refik Anadols kolossale og dragende data-installationer på Arken. For midt i menneskets fatale indvirkning, forbrug og skildring af naturen, ligger et spørgsmål og en meget konkret krise, vi står midt i, som denne udstilling kunne have italesat, eller måske ligefrem involveret de besøgende i. Men det er ikke tilfældet.

Med det store internationale bidrag til Arkens fugl-føniks lignende rebranding med Marie Nipper ved roret er vi trådt ind i en kunstnerisk dagsorden, drevet af bl.a. kunst-mastodonter som Johann König og MoMA, som Nipper ikke er tøvende med at sætte sig i relation og liga med. Det var grebet, da hun tog over ved Copenhagen Contemporary i 2018, og det er det også nu. Det er de øverste hylder, der er i spil, og det er unægteligt stærkt eksekveret og en kæmpe gevinst for København – og nu også Ishøj! som en ufravigelig del af kunst-metropolen.

Tyrkiske Refik Anadols er netop toppen af poppen, König og MoMA har lige været der, og hans aktuelle udstilling, Nature Dreams, er den første i en trilogi af udstillinger om vores forhold til naturen og teknologien under titlen Nature Future.

Dataskulpturer fra det digitale ocean

Udstillingen tæller tre kæmpestore videoinstallationer, der dog ikke opfører sig som video. De er nemlig hele tiden i forandring og genereres realtime (i hvert fald i ét af værkerne) af indsamlet data fra det store hav af data på internettet. Dataskulpturer, kalder kunstneren dem selv.

Værkerne fordeler sig på museets facade: Winds of Denmark (2023) baseret på meteorologiske data (vises dog kun om aftenen!), i museets ’Kunstakse’: Nature Dreams (2021) baseret på uploadede naturfotos og i en seks-kanals rum-installation: Machine Memoirs-Space (2023), hvor det for undertegnede var ret uklart, hvad kilden egentlig var.

Hvert værk rummer både en billede- og lydside, hvor et ganske sfærisk – og ret ufarligt drømmende – lydbillede suppleres af sekvenser med hvirvlende og bølgende formationer i skiftende former og farver i en ofte væskelignende tilstand. Associationerne svinger mellem polystyren (plastperlerne i flamingo), søgræs eller pasta (råbte børnene i hvert fald), og mestendels synes det fredfyldt og meditativt, kun flygtigt afbrudt af nogle få tsunami-lignende dønninger.

Kunsten og det antropocæne

Vores eksistens med naturen er vores – og ikke mindst næste – generations helt fundamentale spørgsmål. Vi har efterhånden også anerkendt, at det er vores indvirken, der forårsager de ekstreme konsekvenser, vi oplever i vor tid og skæbnesvangre fremtid. Vi er delagtige på en måde, som vi ikke før har forstået, og et af samtidskunstens helt store ærinder er med sit både perspektiverende, sanselige og involverende apparat at give den erkendelse en egentlig kropslig og følelsesmæssig dimension, hvor vi genfinder vores forbindelse til naturen gennem materier og intelligenser, som er fælles for vores eksistens – naturens og menneskets.

Ny-materialismen har blandt andet sat sådanne dagsordener i kunsten, og på den anden side har kunstnere med dybe afsæt i teknologiens natur forsøgt at skildre en form for ny natur, en virkelighed, der er syntetisk og digital, fyldt med 0- og 1-taller, men som også er den måde, vi eksisterer, handler og interagerer på i flere og flere sammenhænge, helt naturligt.

Det kan efterhånden være svært at forstå og trække afgrænsende streger mellem det digitale og analoge/fysiske, og vi er ofte tilstede, kommunikerer, handler og interagerer ‘fygitalt’ – begge dele på samme tid. Vore kroppe er digitale, imens de er kød og blod.

En ny natur og romantik

Data og de algoritmer og kunstige intelligenser, der håndterer dem, er en form for ny natur, der er overalt, og derfor er den også en form for ny horisont, vi – nogle måske nervøse, andre spekulative eller optimistiske – kigger ud i. Det er måske lidt højstemt, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på dels Caspar David Friedrichs Vandreren ved tågehavet (1818) og dels Olafur Eliassons artificielle sol (The Weather Project) i turbinehallen i Tate Modern i 2003.

Den romantik og konfrontation med vores afgrund, der forbinder disse to kunsthistoriske øjeblikke, udspiller sig også på betongulvet foran Anadols Nature Dreams. Det er skønhed, nærhed og forgængelighed vævet sammen, samtidig med at vores rolle som menneskehed er ufravigelig. Vi er alle ofre for vores hovmod, når solen slukker, og naturen kun findes som en sky af billedfiler.

Manglende meddelagtighed

Men. Det er ikke en oplevelse eller erkendelse, der formidles særlig godt af udstillingen som helhed eller af værkerne selv, der som megen post-internet kunst ophøjer en digital finish, der ikke synes at rumme spor af hverken synteserne eller vores menneskelige indvirken.

I det 7×7 meter store Nature Dreams er der nogle fine momenter, hvor man genkender motiver og kategorier fra vores digitale motivverden og billedkultur, men nærmere en form for involvering og kritisk formulering kommer vi altså ikke i udstillingen.

Der er heller ikke et ’formidlingsrum’ til udstillingen, hvor vi kan komme ind i og bagom værkernes digitale natur, og det er et kæmpe minus. For så var udstillingen ikke endt med at være så ufarlig for os som publikum. Det nærmeste vi kommer, er den pulserende, blinkende bagside på Nature Dreams og så udstillings-hjemmesiden, hvor vi netop ser ’data-morphingen’ og visuelle overflader, der tydeligt er sammensat i de skyllende, pixelerede bevægelser over skærmen.

Når det er sagt, så har jeg virkelig sjældent set så mange besøgende på Arken, og ej heller så mange i stort set alle aldersgrupper, der var optaget af værkerne.
At interaktionen så også ender i utallige selfies, har sin egen paradoksale skønhed.