Rendezvous popper op med videoinstallationer

Af
18. september 2016

Pop up-udstillinger i midlertidige lokaler er en tendens i rivende udvikling. Kunsten.nu undersøger fænomenet i en artikelrække henover efteråret. I Aarhus har ambitionerne vokseværk hos de fire kuratorkvinder i Rendezvous Curators, der netop har lanceret deres tredje pop up-udstilling Projektion, hvor fem videokunstnere behandler fænomenet kropslighed. De mener, at det er på sin plads at drømme stort.

Værk af Søren Krag. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen

Pop up-udstillinger i midlertidige lokaler er en tendens i rivende udvikling. Kunsten.nu undersøger fænomenet i en artikelrække henover efteråret. I Aarhus har ambitionerne vokseværk hos de fire kuratorkvinder i Rendezvous Curators, der netop har lanceret deres tredje pop up-udstilling Projektion, hvor fem videokunstnere behandler fænomenet kropslighed. De mener, at det er på sin plads at drømme stort.

Af
18. september 2016

Pop up-udstillinger i midlertidige lokaler er en tendens i rivende udvikling. Kunsten.nu undersøger fænomenet i en artikelrække henover efteråret. I Aarhus har ambitionerne vokseværk hos de fire kuratorkvinder i Rendezvous Curators, der netop har lanceret deres tredje pop up-udstilling Projektion, hvor fem videokunstnere behandler fænomenet kropslighed. De mener, at det er på sin plads at drømme stort.

Der lugter svagt af øl på førstesalen i opgangen Vester Allé 26, Aarhus C. Jeg er kommet dagen efter ferniseringen på Rendezvous Curators tredje pop up-udstilling Projektion, hvor der dukkede mellem 175 og 200 mennesker op. Fem unge kunstnere, som alle er studerende på (eller nyligt færdige fra) kunstakademier i Norden, udstiller projektioner i seks mindre rum, og lokalerne, som kuratorgruppen har fået sponsoreret af Tækker Group, passer som hånd i handske til udstillingens format:

”Det her sted er perfekt, fordi vi udstiller videoinstallationsværker med lyd. Vi har gjort det svært for os selv ved at vælge det medie, for hvis vi havde fået tilbudt ét stort rum ligesom de to forrige gange, ville vi have haft et problem med lyden,” siger Søs Bech Ladefoged, kurator i Rendezvous.

Rendezvous fra venstre Mathilde Renberg, Stine Skjødt Mygind, Søs Bech Ladefoged, Amalie Marie Laustsen. Foto Jacob Friis-Holm Nielsen
Rendezvous fra venstre Mathilde Renberg, Stine Skjødt Mygind, Søs Bech Ladefoged, Amalie Marie Laustsen. Foto Jacob Friis-Holm Nielsen

Videokroppe
”Vi skal opleve kunsten ud fra vores egen krop og ikke tillægge værkerne en merværdi, som de ikke nødvendigvis indeholder,” står der på side 11 i kataloget til udstillingen Projektion. Værkerne er udvalgt med henblik på deres kropslige potentiale, og udvælgelsen har resulteret i en videoskulptur med psykedeliske paint-mønstre af Søren Krag, to s/h videoer af svenske Jonna Hägg, som zoomer ind på naturen, Olga Benedictes auditivt pågående video filmet fra henholdsvis en løbende og en svømmende krop samt et fællesværk af Anne Zychalak Stolten og Olga Benedicte, der har beskuerens krop som omdrejningspunkt. Kuratorerne har derudover inviteret en ekstra kunstner til at fuldende udstillingen, nemlig Nilas Dumstrei, som bidrager med videoinstallationen Hypochondria. Det kropslige aspekt ved Dumstreis værk består i, at det tøj, som skuespillerne bærer i videoen, ligger i rummet og kontrasterer den flade projektion med deres tredimensionalitet.

Olga Benedictes solobidrag med titlen Kroppen under anstrengelse appellerer til beskuerens krop, på trods af at der ingen kroppe er at se på videoerne. Hun fortæller:

”Det er bevægelserne fra en krop, der skaber billedet. Hertil har jeg arbejdet med lyden på en maskinel måde ved at sætte flere lydspor oven i hinanden. Jeg har bevidst forsøgt at skabe et intimiderende ubehag hos beskueren; på den måde bliver kroppen aktiveret.”

Installationsfoto af Olga Benedicte og Anne Zychalak Stoltens værk. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Installationsfoto af Olga Benedicte og Anne Zychalak Stoltens værk. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen

Professionalismen stiger
Det er omtrent et år siden, at de fire kunsthistoriestuderende Amalie Marie Laustsen, Mathilde Renberg, Stine Skjødt Mygind og Søs Bech Ladefoged a.k.a. Rendezvous Curators lancerede deres første pop up-udstilling Tradition/Reaktion i et slidt lokale på Aarhus’ Sydhavn. Målet er at udstille kunst af høj kvalitet lavet af spirende kunstnere, som endnu ikke er fuldt ud etablerede.
At vise den unge kunst i uformelle og anderledes omgivelser er væsentligt for gruppen, som sigter efter høj professionalisme i udstillingerne, og mener at pop-up formatet kan bringe kunsten ud til et bredt publikum. Også formidlingen er vigtig for de fire, og derfor dokumenteres alle udstillinger i små publikationer. Mathilde Renberg og Søs Bech Ladefoged reflekterer over deres første år som kuratorgruppe:

”Der er sket en enorm udvikling i, hvem der gerne vil skrive om os, og hvem der følger os på de sociale medier. Det er ikke længere kun vennerne fra Aarhus Universitet, som støtter os,” siger Søs Bech Ladefoged, og Mathilde Renberg supplerer:

”De ting gør, at ambitionsniveauet bare er vokset. Den her udstilling er jo helt vild.”

Jonna Hägg: untitled. Still.
Jonna Hägg: untitled. Still.

Projektion har været et stort projekt blandt andet på grund af tekniske udfordringer og problematikker ved at rykke ind i lokaler, man overhovedet ikke kender. Men uanset hvad sætter gruppen professionalisme højt på dagsordenen, og det er vigtigt for Rendezvous, at de udfrier kunstnernes forventninger til dem som kuratorer. Et eksempel herpå er betalte rejseomkostninger:

”Med Projektion-udstillingen er det ikke sikkert, at vi sælger nogle værker, så vi kan ikke tilbyde kunstnerne, at de får penge ud af det. I det mindste kan vi sørge for, at de ikke har for mange udgifter i forbindelse med udstillingen – som eksempelvis at få fløjet Olga ind fra Helsinki,” siger Søs Bech Ladefoged med et smil.

Pop up for evigt?
Forkvinde Stine Skjødt Mygind er netop færdiguddannet kunsthistoriker, og de tre andre bliver det om et års tid. Det betyder, at de fire kuratorer på et tidspunkt håber at kunne tjene penge på deres arbejde med kuratering. De vil ikke løfte sløret for deres planer på længere sigt, men det er sikkert, at der kommer en fjerde (og måske sidste) pop up-udstilling:

”Helt i begyndelsen lavede vi en gentleman-aftale om, at vi ville lave fire pop up-udstillinger, fordi vi ikke ville være en døgnflue,” siger Mathilde Renberg. Rendezvous håber på at kunne afholde den næste udstilling i maj 2017, så den støder belejligt sammen med Art Weekend Aarhus.

Flere artikler om pop up fænomenet:

KYHLs BUNKER: Pop up udstilling i bunker.
Mayor Project: Nutidig hotelkunst.

Fakta

Pop up: Kunsten trænger af og til ud af kunstinstitutionerne, gallerierne og projektrummene og folder sig ud i midlertidige lokaliteter. Her kan den nå ud til et nyt publikum og ikke mindst selv blive udsat for helt anderledes kontekster og rammer. Fænomenet kaldes pop-up-udstillinger, og museer kan anvende pop-up til at lave nye samarbejder, mens uafhængige kuratorer drager fordel af de eksperimenterende og midlertidige lokaler. Pop-up kan give rum til den eksperimenterende kunst, og udstillingssteder kan uden den store økonomi fremvise deres visioner. Kunstnerne på Projektion: Anna Zychalak Stolten: født 1992. Studerer på tredje år på Det Jyske Kunstakademi. Jonna Hägg: født 1989. Studerer på fjerde år på Konsthögskolan i Malmö. Nilas Dumstrei: født 1989. Uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2015. Olga Benedicte Sandborg: født 1988. Har afsluttet tredje år på Det Jyske Kunstakademi. Aktuelt studerer hun på University of the Arts Helsinki. Søren Krag: født 1987. Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi 2015.