Replika og danseben

I sine videoer benytter Jesper Just (f. 1974) et udpræget filmisk sprog med en gennemtænkt scenografi og lyssætning, der mimer film noir‘ens intimitet og bløde lyssætning i dunkle rum. Han er eminent til at sætte handlingen op i en specifikt udvalgt, arkitektonisk ramme. Bag det hele ligger et dybfølt ønske om at vise menneskets komplekse og ofte modsigelsesfyldte følelsesliv. Nu kan Just-afficionados – som der forståeligt nok er stadig flere af – tage en tur ud til Galleri Nicolai Wallner og se fotografier fra denne kunstners videoinstallation Intercourses, som han repræsenterede Danmark med ved Venedig Biennalen i fjor.

Selve videoinstallationen kan man fra maj måned og hen over sommeren opleve på ARoS, der blænder op for den hidtil største udstilling med Justs videoer.

Replika som kritik
Handlingen i Intercourses finder sted i en forstad til Hangzhou i det sydlige Kina. Her har en entreprenør bygget en replika by af Paris’ smukke Boulevard Hausmann-kvarter i billigt beton. Det er altså en arkitektonisk 1:1 kopi i dårlig kvalitet af denne bydel med Eiffeltårnet i en 1:3-udgave. Just, for hvem stederne altid er stemningsskabende, sender i denne videoinstallation generelle og dagsaktuelle tematikker som globalisering, fremmedgørelse, kulturelt tilhørsforhold og finansiel grådighed til tælling.

Wallner-versionen har fået titlen ’A Ruin in Progress’. Men i stedet for videoer viser han altså fem store sort-hvide fotografier samt en skulptur, der er en hybrid mellem en bygning – en rekonstruktion af det famøse replikabyggeri, der er ved at udvikle sig til et ruinagtigt slumkvarter – og et siddemøbel i hvidkalket gasbeton med en bambusbevoksning. Denne skulptur er et lille ekstrakt af den store ombygning af Den Danske Pavillon i Venedig, som Just havde omdannet til et kinesisk spekulationsbyggeri.

Herudover vises videoen Llano, hvor vi oplever – og hører – plaskende regn i en ørken (endnu et paradoks), optaget på det sted, hvor et forladt, socialistisk utopia i det sydlige Californien ligger hen som en uhyggelig spøgelsesby.

Overrasker med fotos
Just svarede ellers sidste år, direkte adspurgt under et møde i hans atelier i Brooklyn, at tanken om at lave decideret fotokunst lå ham fjernt. At han – med mine ord – fortsat udelukkende ville koncentrere sig om at skabe sine raffinerede videoer, som genremæssigt ligger et sted mellem MoMA og Hollywood. Derfor var min forundring stor, da jeg entrede Galleri Nicolai Wallner og så hans fotografier, der ikke må forveksles med filmstills. Kunne de virkelig bære at optræde som autonome værker uden filmens flow, lyd og frem for alt fortælling, tænkte jeg?

Umiddelbart virker de noget tamme i sammenligning med Venedigs brusende totaloplevelse. Dog alligevel: Yder man disse fotografier tid og opmærksomhed, så rummer de et stumt og vibrerende nærvær, og ligesom videoerne sætter de gang i fantasien, for publikum inviteres til at fundere over disse arkitektoniske besynderligheder og det molesterede landskabs sørgelige forfald, og det hele ligger og vipper et uafgjort sted mellem fiktion og virkelighed.

Døde murere og den griske hærgen
De døde murere er danske mureres hævn over en arbejdsgiver, der behandlede dem dårligt under byggefasen. Så indmurer de en tom ølflaske i muren, som til evig tid vil hyle, når vinden blæser i en bestemt retning på muren. Det var den gennemgående lyd i Venedig, som vi naturligvis ikke får med på den nye udstilling.

De fine sølvgelatine aftryk fanger en rig palet af gråtoner. Landskabet omkring de fake, parisiske karréer er arret, opgravet, pløret og lagt øde af menneskenes griske hærgen, og Eiffeltårnet står som en mærkværdig rekvisit i denne sørgeligt grinagtige kulisse. En ruin over det kinesiske samfunds alt for voldsomme og alt for hurtige modernisering og kapitalisering. En sort mand vandrer rundt i landskabet, så man tror – hvis ikke man vidste bedre – at billederne er taget i Afrika i en tidligere fransk koloni. Wallners rå garage klæder billederne og de øvrige værker virkelig godt.

Monk – humoristen i international samtidskunst
Inde ved siden af residerer den britisk fødte, berlinbaserede konceptkunstner (f.1969) Jonathan Monk, som Wallner i egenskab af topgallerist med langtidsholdbare samarbejdsprojekter med de samme kunstnere, nu viser på 20. år.

Allerede ved indgangen lægges der op til udstillingens tema: Tiden og vores opfattelse af den.

Det slås helt konkret an i værket Rock Around the Clock – en stortromme, som trommer timerne, når klokken slår hel. Hvis man skulle have lyst til at udskifte Bornholmeruret, så er der her et vildt morsomt, musikalsk alternativ!

Et andet kinetisk værk inde i det bageste rum All the Possible Combinations of Eight Kicking Legs (One at a Time) består af fire par dameben, der – iklædt forskelligt farvede strømpebukser – sparker lystigt røv eller danser can can?

Det er John Davidsens dameben fra 1960’erne, som her har fået tildelt et utal af bevægelsesmuligheder. Faktisk er benene programmeret til at sparke i 40.320 forskellige sekvenser, som det tager 170 timer at afspille, oplyser galleriet. Det er et surrealistisk og virkelig morsomt værk, der kalder en masse frække associationer frem. Som publikum kan man ikke lade være med at gætte med på, hvilket ben der sparker næste gang.

Gadens kavaleri
Der er også en giga stor, venstre fod. Det er en forstørret gipsafstøbning af Monks egen fod. Der skulle være to af dem, men den ene er gemt et sted i galleriets baglokale. Sådan leger Monk som altid med galleriinstitutionen og med publikum. Resten af udstillingen består af to ”miljøer” fra 1950’erne.

Det ene er et foto af en smuk, nøgen pin-up i en fristende halvt rygvendt stilling. Hun har efterladt et skilt med påskriften ’Back in five minutes’ på sin stol – der rent fysisk er til stede ved siden af billedet. Det andet er et tilsvarende arrangement med en nøgen pin-up, som snart vil vende tilbage til sit toiletbord: ’Back Soon’.

Det er gadens lette kavaleri, som her er optaget af deres ‘arbejde’ – og Gud ved, hvor lang tid det mon tager? Det er en fin og humoristisk reminder fra Monks side om, hvad tid er – for hvordan definerer vi ”fem minutter”? Nogen gange er det fem minutter, andre gange betyder det om lidt.

Mens Just interesserer sig for stedernes væsen og deres påvirkning af menneskene – her et stykke af Kina, der åbenbarer en rå kapitalistisk udnyttelse af en drøm om Europa – er Monk interesseret i tiden og dens subjektive eller objektive betydning. Værkerne henleder vores opmærksomhed direkte på tiden, samtidig med at vi som publikum forbruger den foran dem. Derudover sætter Monks værker en merbetydning i spil, der handler om begær, prostitution og can can-dansende dameben – med humoren som afsæt.