Residency-programmer er for kunstverdenen som komposten i haven

Der findes mange tilbud om kurser, workshops, coaching og uddannelser, som kunstnere og kunstfaglige kan gøre brug af for at dygtiggøre sig. Et af dem er residencies, hvor kunstnere og kunstfaglige får tildelt et ophold i tilknytning til en institution eller et værksted, hvor der for en tid er mulighed for at fordybe sig i en kunstnerisk proces. Kurator og kunstskribent Stine Lundberg Hansen funderer over fænomenet og beretter fra residencies i Tromsø og Næstved.

”Det er ligesom en kompostbunke. Man fylder på og på, og umiddelbart kan man ikke se, at der sker noget, men nede i ligger det hele og arbejder.” Jeg er i Tromsø på residensophold og besøger Jasmina Bosjnak på hendes kontor på Troms Fylkeshuset. Vi taler om residency-programmer. Hun står for det residency-program, jeg er en del af; et program, der har kørt en del år, men som nu også har åbnet op for kunstkritikere og kuratorer.

Residency-programmer er en umiddelbart usynlig del af kunstverdenen for mange uden for miljøet. De er ingen samlet ensformet masse, men som svampehyfer spredt ud mange steder i forskellige varianter. De er oftest målrettet kunstnere, men en del programmer rummer også andre fagligheder indenfor kunst- og kulturverdenen såsom kuratorer, forskere, skribenter og så videre.

Residency-programmer ligger i afsondrede naturområder og i byer, og opholdet kan spænde fra et par dage til flere måneder. De oprettes hos private, som regionale eller nationale instanser eller tilknyttet institutioner. De findes med eller uden rejsen, med eller uden stipendiat og med eller uden krav om produkt. Nogle residency-programmer inviterer, andre har open calls. Det er ikke i Europas storbyer størstedelen af residency-programmerne ligger; de ligger oftest udenfor i kunstscenens periferier, hvor det er mest tydeligt, at forbindelse og udveksling i kunsten er essentiel.

Et residensophold kan måske opfattes, som at krydre nogens noget, når vi nu alle er en del af et effektivt tællesamfund, hvor alt skal måles og vejes i produkter og output. Men residency-programmer er for kunstverdenen som komposten i haven. Svær at være foruden, hvis man virkeligt vil have noget til at gro.

I Tromsø har jeg en lejlighed til rådighed; alt andet sørger jeg selv for. Jeg er ikke kunstner, men har fået opholdet som kunstskribent og kurator. Hvad skal jeg i Tromsø, spørger familie og venner, der ikke har nogen daglig gang i kunstmiljøet. Og hvad skal jeg egentligt? Jeg har artikler og notesbøger med mig, jeg skal mødes med nogle, jeg kender, og nogle jeg ikke kender endnu. Jeg skal besøge museer og udstillinger. Og jeg skal skrive. I lejligheden hænger et lille digt fra en kunstner, som var i residens i lejligheden for nogle år siden. Tak for rummet, skriver vedkommende, som gav plads til at skabe værker.

Formålsløsheden

Tilbage i Sydsjælland, hvor jeg bor, har jeg fulgt Artist in Residency (AIR)-programmet på Grafisk Værksted i Næstved. Et program ledet af kunstner Sarah Bodil Tierney. Kunstnerne i AIR-programmet har bolig til rådighed og et forløb i værkstedet, hvor leder, kunstner og trykker Jan Kiowsky samt Sarah Bodil Tierney er til rådighed for sparring og hjælp med de grafiske processer. Sarah Bodil Tierney insisterer på programmet som organisk. Der er intet slutprodukt, det lader de processerne i værkstedet afgøre.

”Der skal være plads til formålsløsheden, til tiden og det snævre i kunsten,” siger Sarah, da vi sidder i hendes køkken på Møn og taler om AIR-programmet. ”At kunstneren i residens kan danne nye tankemønstre og eksperimenter med grafikken som udgangspunkt og ikke nødvendigvis med henblik på salg. Grafikken er desværre forbundet med at være et redskab til at skabe prisvenlige værker med en trykker som håndværker i processen. Jeg vil gerne udfordre residenskunstnerne til selv at være både trykker og kunstner for at kunne nyde godt af grafikkens muligheder og samtidig tilbyde en mulighed for at udvikle nye veje i den praksis, de har med.”

”Derfor vil jeg gerne have nogle kunstnere ind, som ikke nødvendigvis har en grafikerbaggrund, men som har en nysgerrighed og interesse for, hvad grafikken kan, og derved kan udfordre værkstedets praksis og virke tilbage på medlemmerne af Grafisk Værksted, kunstnere, der bruger stedet i deres arbejde.”, fortæller Sarah Bodil Tierney.

AIR-programmet på Grafisk Værksted i Næstved har indtil videre huset et samarbejde mellem kunstner Anders Aarvik, uddannet fra Royal College of Art i England i MA print, og glaskunstner Peter Hermansson, der udforskede glasteknikken graal overfor den grafiske teknik kobbertryk. Også performancekunstner Rose English har været en del af programmet og arbejdede også på tværs mellem grafik og glas både i Grafisk Værksted og i glasværkstedet hos naboen Holmegaard Værk.

”Rose English var meget kompromisløs i sine idéer”, fortæller Sarah, ”og det synes jeg, at grafikken har godt af; at det ikke kun er teknikken, der bliver det primære. Men at der sideløbende arbejdes med kontekst og feltstudier.”

En eftermiddag sidder jeg i værkstedet og følger artist in residency Cecilie Gravesens grafiske afprøvninger af en halskæde af post its, hendes datter har lavet. Gravesen arbejder oftest i medier som installation og video med ting og objekter, og hvordan disse bruges mellem mennesker. I AIR-programmet har hun kastet sig over fotogravure. Hun ved ikke, hvad det skal blive til. Foreløbigt er det undersøgelser og afprøvninger, der ligger i forlængelse af hendes praksis.

”Mine arbejder på papir er generelt en undersøgelse af de temaer, jeg sideløbende bruger i film og installationer”, siger Cecilie. Hun har forklæde på og er i gang med at forberede en plade med tryksværte.

”Jeg ser det sådan, at de flygtige genstande og billeder, som jeg bruger, fastholdes kortvarigt i trykpressen, før de forsvinder i cirkulation igen. Det interesserer mig, hvordan verden aftegner sig eller ‘tørrer sig af’ i materielle genstande. Ved at samtale med mennesker, som omgås objekter, vil jeg pege på det statusskift, som materielle ting hele tiden undergår; fra attråværdig forbrugsgode til helligdom, politisk redskab, museumsgenstand eller affald.”

Momentum

‘Re-’ betyder igen eller på ny og ‘sedere’ at sidde. At forblive siddende. Residens er at tage bolig; at bebo et sted. At være i residens betyder, at man ikke er gennemrejsende, at man har muligheden for at frigøre sig fra turistens blik. Det er både midlertidigt og alligevel en bosættelse, hvor man flyder ud i én eller anden form for hverdag eller rytme med stedet med mulighed for udveksling af blikke, af idéer, af praksisser, af steder.

”Jeg har set frem til den form for momentum et residency kan være”. Cecilie Graversen lægger et stort ark papir til tørring, hvor en collage af fotogravuretryk spreder forskellige ting og objekter henover papiret. Udover perlekæden af post its, har Graversen fundet planter og materialer på Møn.

”Det er sådan et holdepunkt uden for den daglige kalender, som man godt kan se som en form for decentrering eller forstyrrelse af vante arbejdsvaner. Det er også en mulighed for at forholde sig til et specifikt sted. Jeg er til daglig bosat i London, og der er mange fordele ved at være væk fra et urbant center og at zoome ind på materialerne og det lokale landskab.”

Residensophold tilbyder et rum til at noget kan opstå; en plads til fordybelse og kontinuitet. Det tilbyder tiden til at lade omgivelserne trænge ind. Til at udveksle med stedet. En dvaletilstand, hvor noget kan fyldes i, processere og kompostere.

Jeg forsøger mig i Tromsø med denne dvaletilstand, hvilket ikke er svært, da mit ophold begynder præcis den dag, mørketiden officielt indtræder, og solen ikke længere kommer op over fjeldene. Ud over væggene i lejligheden begynder tekster at sprede sig, skrevet på bonner, brochurer og andet, jeg har samlet op i byen. Jeg har en væg af komposterede ord, som jeg tager med mig, som skal modnes, omsættes eller bare være fodtrin på vejen.

Residens-ophold er også forbindelser mellem steder og et netværk af møder mellem kunstnere, fagfolk og mellem praksisser. I Tromsø ligger Gjesteatelieret, jeg bor i, i en bygning kaldet Kysten, hvor opimod 50 lokale kunstnere har deres atelier og arbejdsplads.

Jeg møder kunstnere på gangen, inviteres ind, og vi snakker om deres processer og værker og mit ophold. Der er værksteder, man kan bruge. Jeg mødes med den samisk/norske kunstner Marte Lill Somby ved trykpressen, hvor hun er i gang med at afprøve at trykke træsnit ned i rensdyrskind. I 2016 var Marte Lill Somby del af et residency-program på Nuuk Kunstmuseum, hvor jeg dengang arbejdede, og hvor vi lærte hinanden at kende.

De seneste par år har udstillingen De Sprogløse turneret Norden. Et fotokunstprojekt af Somby og grønlandske Jukke Rosing om sprog, identitet, krop og landskab. Projektet udsprang af dette residency-ophold, da Rosing og Somby mødte hinanden i forbindelse med udstillingen Assinga på Nuuk Kunstmuseum i 2017; en tematisk kurateret udstilling som netop tog afsæt i fire nordiske kunstnere, der havde været på residensophold i Nuuk, sat sammen med og overfor fire kunstnere med rødder i Grønland.

Centrum periferi

På Rønnebæksholm ved Næstved er nogle af de udstillende kunstnere del af residency-programmet FællesRum, hvor de bor og arbejder på stedet op til udstillingen; for eksempel udstillingsaktuelle Melanie Kitti og Adam Christensen, der var en del af sidste års udstillingsprogram.

Udover at give kunstnerne et arbejdsrum handler dette også om at skabe en forbindelse; at kunstnerne udveksler og arbejder med stedet, som udover kunsthal er en 700 år gammel herregård med park og have og mange små og store kunstprojekter. Men integreringen handler ikke kun om rum, men også om hverdag og rytme, og om hvordan en kunstner i residens både indgår i og skubber til denne hverdag.

Spørgsmålet om, hvad der præcis kommer ud af et residens-ophold er på mange måder irrelevant. Snarere bør spørgsmålet kredse om, hvilke forbindelser et residency-programmer skaber, mellem kunstnere og mellem teoretikere, mellem praksisser og mellem steder, og mellem kunstcentre og kunstperiferier.

Kunsten kan kun skabe forbindelser ved at flytte sig og bevæge sig ud af sine egne indforståede bobler, sit eget centrum, både stedets, materialets, tænkningens; den må møde noget andet end sig selv.

Ord som udkant og provins i det danske sprog viser med al tydelighed, at vi har en idé om, at noget er centrum, andet er (langt) udenfor. Men et centrum er flytbart alt efter, hvor du placerer dig. For mig bosiddende på Sydsjælland eller i Arktis er de europæiske storbyer, uanset deres insisteren på kunstcentrum, en periferi.

Netop disse tyngdepunkter leger residency-programmer med; udvekslinger af centrum og af blikke. Periferi-center er ikke bare en geografisk eller sproglig kategori, men hænger også sammen med, hvordan vi skaber vores kunsthistorie(r); hvem kommer med, hvem gør ikke, hvem befinder sig i centrum, i udkanten, i periferien, og hvem er helt udenfor.

Kunsthistorien – eller historien generelt – er ikke kun et kvalificeret spil, som optager de bedste, men handler lige så meget om placeringen.

Residens-programmer handler om at flytte blikke og at flytte centrum, om udvekslingen og forbindelsen, og om at kompostere; for at noget kan få lov at gro.