Retromedier – genbrug #3

Af
23. februar 2015

Hvorfor er så mange nutidskunstnere optaget af gammeldags teknologier fra kassettebånd til polaroidkameraer? Torben Sangild giver et bud og advarer mod at betragte dem som egentlige autentiske.

Fra Astrid Kruse Jensens værkserie Within The Landscape, hvor aftjente polaroidfilm er mediet. (værkudsnit)

Hvorfor er så mange nutidskunstnere optaget af gammeldags teknologier fra kassettebånd til polaroidkameraer? Torben Sangild giver et bud og advarer mod at betragte dem som egentlige autentiske.

Af
23. februar 2015


info


Man kan efterhånden ikke gå ind på en udstilling med yngre kunstnere uden at støde på tilbageskuende eller ligefrem udgåede medier: Grammofoner, overheadprojektorer, floppydisks, diasapparater, larmende 8mm-film, samlinger af kassettebånd, polaroidbilleder osv. Hvorfor er disse medier så interessante i disse år? Jeg vil forsøge at give en række mulige forklaringer:

1. Charme
Der er en charme over gammel teknologi, som blandt andet kan findes i den æstetik, der kaldes ‘retro-futurisme’. Det er den charme, der gjorde, at jeg blev så glad over at få at vide at flere hospitaler faktisk bruger rørpost nu. Det er den charme, film som ‘Brazil’ og Delicatessen’ trækker på, hvor man trækker på noget gammelt og noget fremtidsagtigt på én gang. Man finder det for eksempel i designet af mange af Hartmuth Stockters opfindelser.

Mere generelt er gamle apparater charmerende fordi de kobler sig på en nostalgi og på en mere synlig og letforståelig teknik end nutidens strømlinede digitale teknologier uden synlig mekanik. Mekaniske ting der bevæger sig og larmer er mere fascinerende end statiske kabinetter.

2. Erindringsudtryk
Når en film eller et fotografi er grumset og sort/hvid, når en lyd er fuld af knitren, når der i det hele taget er mediestøj, er det velegnet til at udtrykke fortid og erindring. Det har en umiddelbar patina, som bliver benyttet i mange sammenhænge. Det knytter an til beslægtede udtryk af længsel, nostalgi og mystik, af traumer eller fortidig lykke, af noget svundent, noget glemt. Retromedier er særdeles velegnede til den slags udtryk, og vil som regel under alle omstændigheder have disse følelser klæbende til sig.

3. Håndgribelig sanselighed
Ikke blot er det mekaniske mere synligt, det er også mere håndgribeligt. De fysiske processer og de mekaniske dele kan repareres af fingernemme hænder. Man kan skille apparaterne ad, smøre dem, justere dem, gennemskue mekanismerne.

Men selv uden at have konkret håndsomgang med apparaterne har man fornemmelsen af en mere håndgribelig sanselighed. Man kan se og høre filmspolen køre rundt. De små fejl og støjelementer giver medierne en mere konkret, grumset sanselighed. Deres gradvise nedslidning og ustabilitet er en del af dette.

Naturligvis er de digitale medier lige så fysiske. Men mange af deres konkrete aktivitet er usynlige. I stedet får vi strømlinede brugerflader, der virker næsten magiske eller virtuelle. I stedet for knapper trykker vi på ‘knapper’ på en skærm. Her kan de mekaniske medier give en anden form for tilfredsstillelse, uden at det behøver være en decideret kritik af den digitale teknologi.

4. Håndværk og omhyggelighed
Det hångribelige ligger også ofte som en kvalitet for kunstneren i hendes arbejdsproces, hvor mange af de ældre medier kræver en større grad af omhyggelighed og fingernemhed. Der er en langsomhed og grundighed i processen, og dette at nørkle med noget mekanisk teknik, som de fleste har forladt og næsten glemt, kan i sig selv give en tilfredsstillelse.

Desuden kan kunstneren bruge mediet til at miste noget af kontrollen gennem de forskellige usikkerhedselementer og støj, som de tilbyder. Det ses fx i Astrid Kruse Jensens brug af polaroidteknikken eller Morten Riis’ mekaniske musikmaskine, der hele tiden skal vedligeholdes, også mens den spiller.

Autenticitetens spøgelse
Der ligger en masse fine kvaliteter i brugen af retromedier. Og samtidig ligger der også en faldgrube, man skal være opmærksom på. Når man siger patina, håndgribelighed, nostalgi, synlighed, og langsomhed, siger man næsten også, at denne kunst er mere autentisk. Mere ægte og nærværende, mere varm og spontan, i modsætning til de kolde, kalkulerede, fremmedgørende digitale medier.

Autenticitet i forbinelse med kunstværker er altid problematiske, som jeg tidligere har skrevet om her, og disse medier har selv en gang været det mest inautentiske, man kunne forestille sig. Men man kan sige, at der er nogle autenticitets-effekter, som skal holdes ud i strakt arm og tages for, hvad de er: Effekter, udtryksmuligheder, koder. Men de virker, og de er pokkers charmerende.


Fakta