Retrospektiv udstilling på Holstebro Kunstmuseum udviser rettidig omhu for Kirsten Christensen, der som 80-årig vedbliver at være vital og aktuel

Kirsten Christensen har opnået fornyet opmærksomhed på det seneste, og fremstår i sit livs efterår som en særdeles markant kunstner. 80 års fødselsdagen markeres på Holstebro Kunstmuseum.

Udstillingen Drømmen rider forbi – det haster er et udtryk for rettidig omhu overfor en kunstnersjæl af en sjælden karat, og for hvem det fremadskridende liv som skabende menneske dag for dag bliver endnu desto mere en uopsættelig hastesag.

Udstillingen på Holstebro Kunstmuseum indeholder et bredt udsnit af Kirsten Christensens alsidige, kunstneriske arbejde. De store og keramiske billeder i begittet stentøj, som var hendes foretrukne materiale i karrierens begyndelse på kunstakademiet. Akvareller og oliekridttegninger tilføjer senere det kunstneriske udtryk en kolorit, der er mere strålende og ekspressiv end leret med dets mere dæmpede jordfarver.

I udstillingen ses også de tidlige geometrisk-abstrakte kompositioner og de fabulerende livs- og sindsskildringer, der vidner om en ung, følsom kvinde med stærke, indre kampe. Samt længselsfulde scenerier, der i en skøn blanding af ord og billeder fortæller ublufærdigt, karskt og humoristisk om livets genvordigheder og grundvilkår: Barndom, køn, seksualitet, alderdom og død.

Denne type værker, hvor erindring og drømme mødes gennem udtryksfulde karikaturer, fantasifulde indskydelser og hemmelighedsfulde antydninger, er skabt på baggrund af kunstnerens ’eget’ liv, og de skildrer et familiært persongalleri og dets relationer, sådan som hun har rekonstrueret dem i den kunstneriske proces, hvorved de flyttedes fra fotoalbummets statiske glemsel over til en reaktualiseret tilstedeværelse på de store keramiske flader.

Det personlige og følelsesladede er alment og relevant

Kirsten Christensen er eksponent for en i hendes generation sjældent applauderet kritisk-realistisk kunst med afsæt i den personlige livshistorie.
Dette i mange tidligere generationers øjne private indhold har længe levet i mørket på ateliererne rundt omkring, fordi dets nærgående og følelsesladede indhold ikke før nu for alvor betragtedes som relevant og almengyldigt. Mange kvindelige kunstnere led tidligere under denne diskurs magt, idet de fra hjemmets fangenskab måtte beskæftige sig med de nære ting og de problematikker og motiver, som det profane hverdagsliv skænkede dem så intim adgang til, og dermed også gav dem motivationen til at betragte og bearbejde i deres kunst.

Hos Kirsten Christensen indtager samlivet med moderen, dennes alderdomssvækkelse, plejehjemsophold og død en central rolle. Senere bearbejder hun sin egen svære sygdom, og begge motivkredse får ekstra tyngde af en række keramiske billeder af grave, hvor de døde ses som i arkæologiske udgravninger, og hvor rækker af ryghvirvler og afsjælede kroppe beskrives på samme tid usentimentalt og nænsomt nærværende.

Senere i den kunstneriske produktion introduceres emner som menneskets rovdrift på naturen og verdensrummets kosmiske uendelighed. Som symbol på det uskyldsrene svæver gårdhunde, springende hjorte og andre dyr lystbetonet rundt i magisk vægtløshed. Dyr optræder talrigt i værkerne og minder os om, at vi også er natur, og at naturen bevidner vores adfærd, handlinger og færden. Som tavse vidner til de rå skildringer af virkeligheden fungerer dyrene som symboler på det fortrængte og ubevidste i menneskets natur.

Er bekendelseskunst suspekt?

I sammenhæng med Kirstens Christensens kunstnerbiografiske værker, der råt for usødet beskriver livsomstændigheder i det, vi kan kalde “bekendelsesform”, gør museet en dyd ud af at understrege, at der ikke er tale om “selvbetragtning”. Snarere handler billederne om at ”beskrive almenmenneskelige vilkår på en ærlig og oprørsk måde”.

Denne påpasselige omgang med det sprængfarlige private er et levn fra den undertrykkende diskurs, som jeg nævnte ovenfor, og den lever fortsat hos mange kunstnere og kunstformidlere, og særligt er ”det private” et fokuspunkt, når kunstneren er en kvinde.

Det skyldes, at kvinders erfaringer i patriarkatet i bedste fald er sekundære og ofte desværre suspekte. Målestokken for det sande og gode i verden er ”the default male”, og af den grund forbindes den maskuline erfaringsramme altid automatisk med det almene.

Tænk et øjeblik på de tusindtallige billeder, der findes i verden, af mandlige kunstnere, der betragter sig selv, deres kroppe og omgivelser. Forfatteren Siri Hustved, ramte hovedet på sømmet, da hun i sin tid beklagede sig over, at Knausgård med det selvbiografiske syvbindsværk Min Kamp blev indstillet til alverdens litteraturpriser, mens ingen af de utallige kvinder, der længe før ham, havde indtaget og udviklet selvsamme konfessionelle genre, havde modtaget hæder og interesse på tilnærmelsesvis samme niveau.

Kirsten Christensen besidder et mod, som ikke kun er sjældent i hendes egen generation. Hun har siden sin ungdom haft en evne til at se tingenes sammenhænge med et klart og sandhedssøgende blik. Hun har brugt sin stemme først tøvende, siden med fuldt overlæg – og med bevidstheden om dermed at risikere at blive modtaget med hårdhed og kulde.

Hendes frejdighed må også have haft en pris, er jeg sikker på. For i sin helhed er hendes kunst båret af lige dele social indignation og kropsliggjort protest: hun har øje for svigets, foragtens og undertrykkelsens mange ansigter og deres dygtige forklædninger, deres krumspring og humbug. Hun talte allerede tidligt i sin karriere om ting, om hvilke det ikke var god tone at tale højt om i offentlige rum.

Klarhed i sindet

Dette klarsyn og dette mod til at sige tingene højt og utilsløret, giver hendes kunst en friskhed og en vitalitet som er ungdommelig og løfterig i den forstand, at nuancerne træder frem og skaber kontraster og polaritet. Alt det, der giver os troen på, at det nytter noget at tale om og beskrive dét ved livet, der er svært og fyldt med paradokser.

Læg hertil, at Kirsten Christensens kunst forløses i et rum fyldt med (galgen)humor, poesi og skønhed: de uforlignelige ingredienser kunstneren har til sin rådighed, og som giver udtrykket en særegen personlig, visionær og okkult kraft: en form for moderne shamanisme, klagesang eller ritual.

Ikke underligt, at Kirsten Christensen også er optaget af den gådefulde svenske kunstner Hilma af Klint (1862-1944), hvis indflydelse er tydelig i de helt friske oliekridtstegninger, der via abstrakte farvekompositioner billedliggør energetiske sansninger frembragt gennem intenst nærvær og bevidsthed.

Det er måske her drømmene i disse år får lov til at ride forbi som syner for den modne kunstners indre øje? På vejen mod støvets år opnår den vise en klarhed i sindet og en renhed i udtrykket, som tilsyneladende er i overensstemmelse med evnen til at bebo livet med lige dele alvor, glæde og lyst.

Drømmen rider forbi – det haster er en anbefalelsesværdig udstilling med stor dybde og stor horisont. Det samme gælder bogen, der udgives sammen med udstillingen og indeholder mange fine tekster fra Kirsten Christensens egen hånd.