Retten til hvilket liv?

Øregaard Museum markerer 100 året for salget af De Vestindiske Øer til USA med udstillingen Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights, der opløser både historiens og nutidens forståelse af identitet og rettigheder, og imens datidens kunstnere leverer dramatisk lokalt og illustrativt bagtæppe, sætter samtidskunstnerne definitionerne under produktivt og radikalt pres.

Det kan virke absurd at ville diskutere rettigheder midt i Danmarks nok tættest befolkede ambassade- og diplomatkvarter, hvor de meter høje gitterporte, overvågningskameraer og fremmede flag skuler ned på én og antyder en markant distance i civilstatus, imens man passerer på fortovet på vej til Øregaard Museum.

Til gengæld kan det så også føles virkelig passende at insistere på lige netop en diskussion om kolonialismens og slaveriets historie, arv og menneskelige konsekvenser i netop denne kontekst, da diplomatiet hviler på selv samme historie og magtstruktur, og selve Øregaard fungerede som sommerresidens for familien Søbøtker, der var én blandt flere danske plantageejere på De Vestindiske Øer, hvor vi som den vigtigste nation høstede datidens hvide guld (sukker) med alt hvad det indebar af menneskelig udnyttelse og degradering.

100 år efter (tænk lige over, at der ikke er gået længere tid…), vi solgte den vestindiske koloni til USA, tager Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights et afsæt i en samtidsdiagnose, hvor de etiske og sociale grænser er i skred grundet teknologien og socioøkonomiske udviklinger, står der i pressematerialet.

Men hey, her i Gentofte er grænsen sgu rimelig klar, imens den rigeste én procent krystalliserer med kynisk klarhed de civile skel i dagens globale virkelighed. Men ok, der er også bevægelser, der udfordrer strukturen, og det er nogle af disse bevægelser, der blandt andet studeres i udstillingen.

Et kritisk blik på civilisationen
Den egentlige undersøgelse i den ret uortodokse og derfor uhyre interessante udstilling er overskridelserne, der stiller spørgsmålstegn ved rettigheder, og hvem de tilskrives hvornår. Her med blikket rettet både på de tidlige tanker om civilisation, Øregaard som en koloniherrers ejendom og teknologiens udviskning af grænsen mellem resurse og individ. En skjult magt i disse processer er blikket – altså hvordan man har betragtet individer, naturen og teknologier i en given tid, og hvilke friheder og rettigheder de kunne og burde tilskrives.

Det vilde ved Citizen X er, at den produktive forvirring rent faktisk opstår og frisætter beskuerens konventioner, og det er en kæmpe kuratorisk bedrift, som Øregaard og de to kuratorer, Lotte Nishanthi Winther og Toke Lykkeberg, har begået. Inden man tager til Øregaard kan det stærkt anbefales at tage et kig i det YouTube-arkiv som kuratorerne har samlet under titlerne Human Rights, Nature Rights og Robot Rights. Det er en sjælden kuratorisk generøsitet der eksekveres her, som glimrende uddyber udstillingens undersøgelse af ’fremskridtet’ og rettighedernes gråzoner, og hvornår noget eller nogen opnår en status af at være retssubjekter.

Rettighedernes relativitet
I det store hele er det en relativering, der udfolder sig, når man træder indenfor i museet og mødes af robotten Amy – Albert Eckhouts 2,5 meter abnorme, ’ædle vilde’ portræt: Tarairiu Kvinden fra 1641 sat over for Pedro Neves Marques’ videoværk YWY, the Android (2017), hvor en androide tolker mellem genmodificerede planter og beskueren.

I næste rum møder vi Jens Juels portrætter af Adam og Susanne Søbøtker fra 1792 blandt samtidens sært eksotiserede objekter i mødet med kunstnerkollektivet DIS’ videoværk med robotten Bina, der hakkende, skelende og halvsovende blotter sit følelsesmæssige mindreværd.

Britisk-tamilske Christopher Kulendran Thomas’ totalinstallation New Eelam (2016) indtager det tilstødende lokale, der med reference til den tamilske frihedskamp introducerer et ’flydende globalt medborgerskab’, hvor resurser streames frit og tilgængeligt, og identiteten opstår i et ’hacket’ overlap mellem data og virkelighed, koder og materie. I Øregaard ligner installationen enhver anden cheasy start up-lounge med dårlig kunst og global hipness-faktor, men dykker man blot en smule under post-internet overfladen, ligger der et kritisk potentiale, der forløser individet, resurserne og udfordrer de globale magtstrukturer (se mere på new-eelam.com og i denne tekst fra Berlin Biennalen 2016, hvor værket sidst blev vist).

De syv samtidskunstnere i udstillingen, der spiller kritisk op mod historien, har netop blandet etnisk baggrund og forholder sig til ideer om nationen, individet og rettigheder med denne tvetydighed, og det bliver særlig tydeligt, når man bevæger sig ovenpå i udstillingen, hvor der i mine øjne sker noget, der også rykker sig fra det historiske og eksemplariske til det kritiske og mere hårdføre greb, der kræver mere end en ekstra sukkerknald i kaffen.

Kræfter nedefra
Masar Sohail står for udstillingens revolutionære værk THE REPUBLIC OF T.M. (2015) – sidst vist under Astrid Noacks Ateliers udstillingsserie Heritage Is Commoning, hvor den sokratiske dialog tages ud i en ekstrem version og konsekvens i et forsøg på at redefinere en stat og retssystem konciperet fra samfundets bund. Værket passer langt bedre ind i Citizen X som radikalt potentiale som Tony Montanas sociale opstigning i Scarface end i diskussionen om vedkommende kulturarv, vil jeg mene.

I næste rum træder vi ind udstillingens store overraskelse: værket Deep Down Tidal (2017) af dansk-fransk-amerikanske Tabita Rezaire, der skaber historisk og kritisk forbindelse mellem kolonialiseringens søgen efter ’den nye verden’ og globale handelsruter og de fiberkabler, der i vor tid gentager samme infrastruktur og magtudfoldelse (den vestlige verdens kontrol over resurser og trafik) bare med internettets lovprisninger om frihed som grundsten.

Det er et ret ’knaldet’ installatorisk værk med væg-til-væg tæppe, spåkugle og en nostalgisk web-æstetik med delfiner, grafiske effekter, kantede beats og pågående new wave-æstetik samlet i et videoværk, der først ligner en sampling mellem et gammelt videospil og en reklame for sexferier, men midt i det hele rammer værket ret præcist som en reflekteret kritik af de skjulte og dunkle dimensioner af nettets postulater om frihed og ‘den nye verden’.

Så kan du lære det!
Og som en krads afrunding står vi konfronteret af Ajay Kurians Prep (2015), hvor tre robotter indgår i et Edward Kienholz-agtigt adfærdsstudium (lig Five Car Stud (1969-1972)), hvor den ene ligger på jorden, den anden overpisser ham, imens den tredje forsøger uden held at dokumentere hændelsen. Med titlen kunne der udlæses en lidt kreativ betydning; at der er tale om en robot, som af sine såkaldte kammerater forberedes til et liv med mennesker, som formentlig vil pisse på hans rettigheder og krav om frihed.

I januar 2017 besluttede EU-kommissionen dog at udvikle Civil Law Rules on Robotics. Disse ’regler’ skal sikre, at robotter handler i menneskehedens interesse og danne fælles tråd i diskussionen, om de juridisk skal behandles som ”personer”, ”dyr”, ”objekter” eller noget helt fjerde. En illustrering af, at denne udstilling og det kritiske perspektiv som den fremkalder faktisk er ’nødvendigt’, som Lykkeberg pointerede i åbningstalen, hvis vi ikke ureflekteret skal gentage fortidens umenneskeligheder.