‘Rigtig’ dårlig kunst

Det forkerte som mulighed
”There might be only one way of being right, but various ways of being wrong” står der i pressemeddelelsen til udstillingen WORNG, som er slang for ”wrong”.

Kunsten kan i sin mangfoldighed være ”rigtig” på mange måder, ofte med det resultat, at kunsten bliver en undskyldning for de mest ligegyldige udstillinger, hvor alt er relativt. Kunstscenen får berøringsangst og ingen gider at tage stilling til, hvad de ser.

WORNG prøver ikke at være ”rigtig på den”, men bugner af fejl og mangler og påråber sig muligheden for at nå til det punkt, hvor det forkerte er den eneste mulighed.

Investér i Goodiepal
Der er god stemning på den milde ferniseringsaften og Goodiepal er en integreret del af den. Han skaber skæve lydkompositioner på sit elorgel og sælger lp’er til spotpris. For 169,50 eller 12,50 danske kroner kan man erhverve sig en plade, somer sponsoreret af en finsk irer i reklamebranchen.

I pladerne ligger der pengesedler, lavet i samarbejde med danske romaer, en blankocheck til Goodiepals konto eller en kopi af hans hævekort. Goodiepal yder nemlig gratis studiehjælp til den danske ungdom for tiden, og i følge rygtet, er der mange, der har hævet fra kontoen, hvor der oprindeligt stod 200.000 kroner.

Play back lecture
Goodiepals tilstedeværelse i lokalet er ikke til at komme udenom eller for den sags skyld, blive klog på. Derfor er han den helt rigtige til at skabe en form forsamlingspunkt i en udstillingen som kultiverer ‘det forkerte’.

Goodiepals Playback lecture fungerer under det her tag, fordi den udlever kunstinstitutionens mantra om, at alt kan være kunst i dag. Og Goodiepal personificerer de spørgsmål, der rejser sig i mellemrummet mellem kunsten og noget andet.

Om hans værk er en koncert, en hjælpeorganisation, et pladeselskab eller kunst er et fedt.

Et dumt monster
Monster Movie af Takeshi Murata er sammensat af ødelagte filer, som er klippet sammen til en fire minutter lang film, hvor et abelignende monster skiftevis toner frem på skærmen i et farveorgie af pixeleredebilledfiler.

Filmen er med vilje dårligt produceret og der er intet narrativ eller nogen handling, som holder én beskæftiget.

Sammen med den buldrende underlægningsmusik er Monster Movie uudholdelig at se på i længere tid, ikke fordi den er dårlig produceret, men fordi den ikke vil noget som helst, ud over at referere til sin egen ligegyldighed.

Skævt tårn hænger skævt
Kristoffer Akselbo har bidraget med et fotografi af det skæve tårn i Pisa – der hænger skævt. Ved næste øjekast skifter billedet til opret position og snyder dermed vores naturlige sanseapparat. Vi griner lidt.

Værket viser, hvad der sker, når kunsten bliver en tom gimmick uden noget teoretisk afsæt og synes at spørge: kan vi virkelig ikke forvente mere af kunsten?

Underværket ligger en række kopierede tekster med titlen “Replikatorene”, som er skrevet af forfatteren Ferdinand Ahm Krag og kopieret af kunstneren Marie Kølbæk Iversen, som også er repræsenteret på udstillingen.

Teksten handler om, hvordan den biologiske evolution er baseret på fejl, udløst af udbredelsen af kopier. Man kan nærlæse sig frem til svaret, hvis man kaster sig over den ti siderlange tekst. Det er der ikke mange der gør den fredag. Til forskel fra Kristoffer Akselbos værk er dette komprimeret teori, der er sat ind i en luftig konceptuel ramme.

Umuligt projekt
Efter en tur rundt i udstillingen er ens sædvanlige kunstneriske analyseapparat gevaldigt udfordret, for hvordan kan man kritisere en udstilling, der insisterer på at sætte sig på tværs af alle kunstinstitutionelle konventioner?

Som der står i pressemeddelelsen: ”The artists here do not just embrace failure, they also cultivate it”.

Værkerne taler ikke sammen, der er ingen titler eller labels eller nogen gennemgående rød tråd. Derfor virker hvert værk selvrefererende og navlebeskuende.

Vellykkede fejlskud
Taget sin præmis i betragtning, er WORNG en virkelig vellykket udstilling, fordi den udstiller kunstscenens bagside og tabuer, ved at udstille værker som insisterer på at være dårlige. Mange af værkerne udfordrer ens analyseapparat og kan ses som en latterliggørelse af kunstscenens æstetiske eller konceptuelle mantraer.

I WORNG taler værkerne ikke udover sig selv, de spiller ikke bolden op eller insisterer på interaktion. De står bare og glor ligegyldigt og spørgende tilbage på én.