Robert Jacobsen på alsidig samtidskunstdate

Den 4. juni i år ville ’Store Robert’ være fyldt 100 år. Samtidig er det 50 år siden Esbjerg Kunstmuseum fik sit eget hus at udstille i.

Det markerer museet ved at invitere otte samtidskunstnere til at sætte egne værker i spil med stedets fine samling af Robert Jacobsen-skulpturer. En rigtig god udstillingsidé, der stiller store spørgsmål, som det overlades til publikum at besvare.

Robert Jacobsen er ikke mindst berømt for sine elegante sortmalede ’tegninger i jern’ fra den såkaldt konkrete skulpturs storhedstid i 1950’erne.

Esbjerg Kunstmuseums samling på 11 værker spænder imidlertid fra tidlige organiske former og fabeldyr i træ og sten over komiske skrotskulpturer, forfinede bemalede sætstykker og knortede jernting med markante svejsninger og omhyggeligt patinerede partier.
Robert Jacobsens værk er abstrakt og figurativt, formelt og pjanket, nøgternt og sanseligt – det er som også værktitlerne indikerer Blå bevægelse, Forfulgt poesi og Uden titel mellem hinanden.

Udstillingens store fortjeneste er, at de otte gæster skærper vores blik for netop denne mangfoldighed i Robert Jacobsens produktion. Og en del værker er både skulpturelt skarpe og morsomme.

Øl, hornmusik og hullemaskine
Tankevækkende nok er det de to udenlandske gæster Truls Melin og Karsten Konrad, der leverer de mest humoristiske kommentarer til fødselaren.

Melin med sine søsyggrønne vandrørskonstruktioner (Druknad sjöman, 2002) og Konrad i forførende genbrugsparafraser over den modernistiske skulpturs tilsyneladende henvisningsløse abstraktion.

For eksempel med temaet øl og hornmusik i det til lejligheden skabte værk Brass Bohemia. Og sådan kan Robert Jacobsen-skulpturer jo præcis ’lyde’: jazzede og klar til bægerklang.

Måske er det et tilfælde, at de danske repræsentanter synes at gå mere andægtigt til Store Robert.

Det kan blive formelt på den lidt (for) pæne facon som i Veo Friis Jespersens lydefri konstruktioner i jernrør og matteret plexiglas eller i Troels Aagaards op-art-inspirerede maleri.

Men det kan også være knivskarpt og materielt fængende som i blandt andet Rikke Ravn Sørensens perforerede geometrier. De æteriske papirkrystaller, der balancerer på tynde stænger, er formet i hvidt papir, men har tilsyneladende været udsat for en sulten hullemaskine, så vi også har kiggeadgang til de indre resonansrum.

Selv om skulpturerne i deres hvidhed næsten truer med at opløse sig i de maksimalt hvide museumsomgivelser, har de en overraskende markant udsagnskraft og et meget forfinet spil mellem abstraktion og (haps, haps, haps-) narration.

God udstillingsidé – information savnes
Karin Lind tager i sine værker ofte udgangspunkt i stedets arkitektur, som hun med minimalistiske trækonstruktioner kommenterer og griber ind i.
Til denne udstilling forekommer det mig, at hun i værket Growth eats growth har taget afsæt i det særlige søjlemotiv, der findes i arkitekturen i Esbjerg Musikhus, som kunstmuseet er bygget sammen med.

Om hun snarere er inspireret af en detalje i en Robert Jacobsen-skulptur får man imidlertid ikke at vide. Museet er meget fåmælt i sin præsentation af de otte samtidskunstnere og om de tanker, der er gjort i forbindelse med at føre Robert Jacobsen up to date: intet katalog, ingen saltekster, intet interview på hjemmesiden med deltagerne.

Det er fint nok med opfordringer til publikum om at tænke selv og afprøve forskellige (par-)øvelser i et smukt indrettet Robert Jacobsen-laboratorium.

Man bliver imidlertid nysgerrig efter at høre kuratorernes bud på, hvordan de besvarer deres egne spørgsmål: ”Hvad betyder Robert Jacobsen for samtidskunsten? Hvordan løftes hans kunstneriske arv i dag? Hvordan kan yngre kunstneres praksis belyse den måde, han var kunstner på?”

Esbjerg Kunstmuseums gode udstillingsidé lægger op til en interessant og sjov udveksling mellem vores forventninger til Robert Jacobsens modernistiske kunst og så udvalgte skulptører, der arbejder på den anden side af en postmoderne revolte.
Jeg synes, man i sammenstillingen får tiltrængte, og mindre endegyldige, nye briller at se Robert Jacobsens værker igennem.

De tænksomme kunstnere, man har inviteret, havde imidlertid fortjent at få en introduktion, der netop passer til denne lejlighed.
Mange af værkerne taler udmærket for sig selv, men pointen er jo, at de skal diskutere med Robert Jacobsen. Og det er afgjort en dialog, der sagtens kan tåle også at komme på tryk. – For eksempel en Robert Jacobsen 100-års-blog?