Robotgenereret orddiarré og algoritmisk civilisationskritik

Kunsthal Aarhus´ kunstneriske leder Joasia Krysa siger i introduktionen til udstillingen, at Systemics Series skal bidrage med at ”konstruere kollektiv menneskelig viden snarere end destruktion (og krig)”  – og vise ”hvordan kunst, teknologi og videnskab kan omdefinere muligheder udover nutidens standardiserede former for, hvad og hvordan viden produceres”.

Nørderier og besættelse
Således vagt af de smukke hensigtserklæringer, er man klar til at lade sig indfange af halvmørket i sal 1, hvor Suzanne Treister (f. 1958) har fået lov til at folde sit flermediale værk Hexen 2.0 ud. Treister er en pioner inden for sit felt, og hendes projekter er gennemnørdede på en måde, som ligner en besættelse. I salen er installeret alkymistiske diagrammer, et håndlavet tarot-dæk i vitriner på gulvet. På væggene: foto-tekst-værker, storformat tegninger og en video.

Hexen 2.0 har afsæt i Macy-konferencen (1946-1953), hvis primære mål var at lægge grundstenen for en generel videnskab om menneskesindets funktioner. I kataloget står der, at projektet ”undersøger filosofiske, litterære og politiske reaktioner på teknologiske fremskridt, herunder krav fra anarko-primitivisme og Post Leftism, Theodore Kaczynski/The Unabomber, techno-gaianisme og transhumanisme, og sporer forudgående idéer af Thoreau, Warren, Heidegger og Adorno i forhold til visioner for utopiske og dystopiske fremtider fra science-fiction litteratur og film.”

Overvældende informationstæthed
Som betragter er det svært ikke at bliver overvældet at informationstætheden og referencemassiviteten i værkerne, og da deres idiosynkratiske karakter samtidig er så påtrængende, er jeg optaget af overvejelser omkring, hvordan jeg skal investere mig selv i deres aflæsning.

Ifølge kataloget tilbyder Hexen 2.0 ”et rum, hvor værkerne kan anvendes som redskab til at forestille sig alternative fremtider”.

Jeg oplever, at det i nogen grad er rigtigt, når man betragter de fascinerende og smukke tarotkort, men at det overordnet problematiseres, fordi fokus er på Macy-konferencen, som set fra nutiden, virker sær og anakronistisk. Ligeledes iscenesættelsen af rummet i forsøget på at mime en mere klassisk museal tradition.

Jeg oplever, at kunstneren i for høj grad dyrker sin fascination af datidens æstetiske formater og på den måde mister projektet objektivitet og dermed kritisk værdi.

Da det er svært at få øje på værkets nutid, blegner de alternative og fremtidsorienterede aspekter, som tydeligvis er indlejret deri.

Den sikkert helt bevidste fastfrysning rent æstetisk, får i mine øjne, og vel stik imod hensigten, værkerne til at fremstå tilbageskuende og uden potens i deres trygge afsondrethed – som modernistiske kunst-feticher bag glas og ramme.

En endeløs krigsdagbog
I sal 2 blænder YoHA (Matsuko Yokokoji og Graham Harwood) i samarbejde med Matthew Fuller op for Endless War – en datasamling som knytter sig til NATOs invasion i Afghanistan i 2001. Operationen blev understøttet af et indberetningssystem, som registrerede al interaktion mellem NATO-enheder og lokalbefolkningen.
I 2010 frigav WikiLeaks The Afghan War Diary: flere end 91.000 rapporter fra  krigen i Afghanistan. Mange af de artikler, som siden blev skrevet på baggrund af dagbogen har bidraget med ny viden om, hvordan krig udføres i dag.

Magtens algoritmiske forestillinger
Endless War er en real-time behandling af The Afghan War diary ud fra en række abstrakte, analytiske perspektiver. Værket udfoldes via tre sammenhængende vægprojektioner og en minimalistisk elektronhjerneagtig lydside.

Publikum inviteres til at slå sig ned på bænke i hele salens længde. Her er det hensigten, at du vil opdage sammenhængen mellem den måde, krig tænkes på, og den måde krig udkæmpes på: At tænkning og handling forstås som, potentielt endeløse, databehandlingsprocesser og, at ”magtens algoritmiske forestillinger således sammenvæves med det imperiale eventyrs fiasko.”

Værkets fascinationskraft afhænger af hvilke metaprogrammer, du selv er udstyret med. Jeg er visuel og kinetisk, og derfor var min interesse også begrænset. Foran de monumentale dataskærmes endeløse kolonner var mit blik på ørkenvandring, og derfor slog jeg hurtigt op i kataloget for at få facit på plads. En mere digitalt-auditiv person ville sandsynligvis synes bedre om værket – sådan rent æstetisk og formelt.

Læsning for robotter
På første sal findes desuden hardcore konceptværker af Ubermorgen, Linda Hilfling og Jakob Jakobsen.

Ubermorgen bombarderer e-boghandlen Kindle Store med robot-genererede e-bøger.

”Disse titusindvis af bøger er skabt af millioner af Youtube-kommentarer – denne unikke kollektive proces åbner døren til en ny litterær genre af decentraliseret menneske-maskine fiction writing.”

Eksempler på disse findes i stakkevis af A4-prints  sammen med et par bogstakke til fri afbenyttelse – men efter at have taget teksterne i nærmere øjesyn, konstaterer undertegnede, at man nok skal være en robot for rigtig at finde denne nye fragmentariske og attituderelativistiske litteratur tiltrækkende – endsige opbyggelig.

Ordflommens uendelige og retningsløse karakter virker udmattende og bidrager til at gøre værket ligegyldigt.

Psykoakustik
I kunsthallens underetage huserer Florian Hecker med lydværket Untitled (F.A.N.N.). Også her indbydes du til at slå dig ned på skamler foran tre højtalere, der udsender computergenereret støj med en volumen, der fylder hele det tomme rum.

Den tyske kunstner har studeret data- og psykolingvistik, og der står i kataloget, at Hecker beskæftiger sig med ”specifikke kompositoriske udviklinger af efterkrigstidens modernitet, elektroelektronisk musik såvel som andre ikke –musikalske discipliner. Han dramatiserer rum, tid, og selvopfattelse i sine soniske værker ved at isolere specifikke auditive begivenheder i deres singularitet og strækker derved grænsen for deres materialisering. Deres objektuelle autonomi udsættes og vækker samtidig sansninger, erindringer og associationer i en fordybende intensitet”

…eller psykobable?
Institutlederen fra Göethe Instituttet Annesusanne Fackler tilføjer i samme katalog, ”at Hecker giver os den utroligt gode erfaring at opleve lyden uden dog på samme tid at kunne gribe og forfølge den. Man kommer til at tænke på begreber som psykoakustik og high-level thinking, når man lytter til hans unikke kompositioner.”

Jeg er ked af her offentligt at indrømme min uformåenhed overfor dette ´enestående´ værk. Jeg og et par garvede kunstpublikummer følte os helt ude af stand til at mærke den ”utroligt gode erfaring”, som netop denne uhåndgribelighed skulle bidrage med. Den voldsomt ophøjende og overakademiserede katalogtekst virker derfor mere som et fortænkt postulat.

En smuk tanke
Helt grundlæggende er det en smuk tanke, at kunsten skal bidrage til positive ændringer i verden, og det er fint at ville være med der, hvor kunsten interagerer med andre forskningsfelter og vidensområder. Hvis man vil bidrage til den påskønnelige nedsivning af viden fra forskningscentrene, er det nødvendigt at bearbejde materialet, så den demokratiske intention forløses, og det bliver klart, hvad disse mennesker har på hjerte, og hvorfor deres budskaber er vigtige og absolut skal lanceres i en kunsthal?

Kedsommeligt politisk korrekt
As we may think er sikkert både et velment og begavet forsøg på at åbne kunstens rum for forskning og politisk intervention, men kritikken er forudsigelig og kedsommeligt politisk korrekt.

Som udstilling betragtet er problemet, at denne type konceptkunst har svært ved at skabe den varme kollektive ånd, som den postulerer at ville omfavne. Hvis du tørster efter nye horisonter, inspiration og smittende kollektiv energi, så virker udstillingen nok en anelse for abstrakt og kølig – her runger dine skridt hult i salenes tomhed.  

Til gengæld kan du muligvis blive inspireret, hvis du går hjem med kataloget og researcher rigtig grundigt på nogle af de informationer og begreber, de udstillede værker så rigeligt er belæssede med.