Et rodnet vokser vildt i København

Den selvorganiserede kunstscene er i fuldt flor lige nu. Med noget der minder om pulsslagsintervaller, åbner, lukker og åbner de kunstnerdrevne udstillingssteder som aldrig før i København. Under Cph Art Week, lørdag den 3. september, kan du besøge en række af dem til Projektsrumsdag. Men hvilken rolle har disse udstillingssteder egentlig på kunstscenen, og hvorfor ser vi så mange af dem netop nu? Det har vi spurgt fem kunstner- og kuratordrevede projektrum om.

Det går lang tid tilbage, dét med at tage skeen i egen hånd. Minimum fem årtier, tilbage til dengang i de eksperimenterende tressere, hvor stort set alle traditioner og strukturer var i opbrud.

Mest legendarisk er det selvorganiserede kunstakademi Eks-skolen, som Poul Gernes og kunsthistoriker Troels Andersen oprettede den 24. oktober 1961, men nærmer man sig Østerport i København, får man øje på et endnu ældre eksempel: Den Frie Udstillingsbygning, som blandt andre J.F. Willumsen, ægteparret Slott-Møller og Vilhelm Hammershøi tog initiativ til i 1891, for at skabe et alternativ til den ekskluderende salontradition på Charlottenborg.

I dag er det – til forskel fra dengang – noget nærmere reglen end undtagelsen, at kunstnere og kuratorer driver deres eget sted. Bare i fredags, den 26. august, åbnede tre nye selvorganiserede udstillingsrum i København – på fredag åbner ét mere.

”Der er gang i mange gode initiativer uden for den traditionelle galleri- og institutionsscene lige nu. Det er simpelthen dér, det sker!”

Sådan lyder det fra Jacob Lillemose, kurator og stifter af projektrummet X AND BEYOND, og én af de fem aktører fra projektrumsscenen, jeg har sat i stævne for at få svar. Svar på, hvad det er for en fantastisk gødning, der lige nu får et kunstnerisk rodnet til at spire i København.

At skabe rammer
Men vi starter først et andet sted. Hos OK Corral, som for nyligt åbnede i nye lokaler på Frederiksberg efter et opsagt lejemål i Carlsberg-byen. Her driver seks billedkunstnere i fællesskab et udstillingsrum, men hensigten er ikke, at de selv skal udstille på adressen, tværtimod vil de sende bolden videre til andre:

”Vi ønsker at skabe nogle rammer, hvor især unge kunstnere og kuratorer kan få rum og mulighed for at eksperimentere,” fortæller Johannes Sivertsen fra OK Corral. ”Der findes en række gallerier og udstillingssteder i København, som ikke er bange for at lave noget decideret eksperimentalt, forskellen er bare, at vi ikke rigtig har noget at tabe, når vi gør det,” siger han.

På en måde er det netop den selvorganiserede kunstscenes privilegium, mener han:

”Vi er per definition ikke forpligtet til noget. Det er lidt en kliché, men vi er et frirum og en grobund for unge kunstnere. Det mest betydningsfulde, vi kan gøre, er at skabe nogle ordentlige rammer og stole på, at de kunstnere, som kommer, fyrer den af i vores lokaler.”

Ung og ambitiøs impuls
Hos et af de nyere skud på stammen, Vermilion Sands, der tidligere på året åbnede som ikke-kommercielt udstillingssted på Tagensvej, Ydre Nørrebro, er ambitionen at præsentere noget nyt for den danske kunstscene:

”Det er vigtigt for en afbalanceret kunstscene, at der findes steder, som hverken er kommercielle eller institutionelle,” fortæller kurator Nikolaj Stobbe, som sammen med billedkunstner Kevin Malcolm driver stedet.

Særligt dét at nedbryde grænser, mener de er vigtigt:

”Vores udstillingsprogram for 2016 omhandler kortlægning af grænser. Ved at omfavne en symfoni af stemmer, metoder og positioner ønsker vi at igangsætte samtaler i overgangsrum mellem konventionel tænkning og forståelse. Vi arbejder særligt med at nedbryde grænserne mellem såkaldt succes, generationer af kunstnere og forskellige typer af praksisser,” uddyber Nikolaj Stobbe.

Og det med at nedbryde grænser – eller i hvert fald at krydse dem – går igen hos flere af de projektrum, jeg taler med. Hos Vermilion Sands ønsker man at etablere en platform for tværfaglig vidensdeling ved – ligesom hos OK Corral – at invitere folk udefra til at udstille og kuratere, men også ved at inddrage talks, screenings, oplæsning og performances i udstillingerne. En udstillingspraksis, Iben Elmstrøm, kurator og daglig leder af SixtyEight Art Institute i indre by, også peger på:

”Scenen i København har taget en drejning på det seneste med en gruppe af danske, yngre kunstnere, der virkelig udfordrer definitionen af samtidskunst. Vi ser, at der er en voksende interesse for de diskursive elementer, der omgiver udstillingerne, i form af symposiums, talks, screenings og formidlingstekster. Da SixtyEight startede i 2010 handlede det om at skabe en platform, så unge kunstnere og kuratorer fra ind- og udland kunne arbejde tæt sammen. Den udvikling er vokset i København. Efterhånden ser man mange små steder, hvor der arbejdes tæt sammen over længere perioder med kolleger fra en international kontekst, og hvor der arbejdes med nye former, formater og formidlingsmetoder,” fortæller hun.

En udvikling, der hviler på en lang tradition, ifølge Elmstrøm:

”Selvorganisation har længe været et succesfuldt ideal for kunstnere og kuratorer i København. Et ideal, der skaber nogle højt kvalificerede kunstnere og kuratorer, som rustes til at lave samtidskunst – ikke ud fra trends, men ud fra selvstændige og selvorganiserede definitioner og formater.”

Det ideal skal forfølges, mener hun:

”Den energi og impuls, vi ser på den selvorganiserede scene lige nu, bliver kun mere og mere relevant i en tid, hvor store udstillinger, nye kunsthaller og biennaler oftere og oftere er infiltreret i urbane og økonomiske udviklingspotentialer. Desuden går vi et efterår i møde, hvor samtidskunsten ser ud til at stå for skud i den politiske debat. Her kan de unge kunstneres stemmer og produktion ikke tydeliggøres nok,” udtaler hun.

Fra ’alternativ’ til ’mikroinstitutioner’
I Københavns nyeste bydel, 2150 Nordhavn, bor projektrummet BETON, som er drevet af billedhugger Julie Bitsch og Erik Duckert. Sidstnævnte peger på en interessant udvikling på den selvorganiserede scene:

”Noget bemærkelsesværdigt ved den såkaldt selvorganiserede eller kunstnerdrevne del af kunstscenen er navneskiftet; særlig internt, men også eksternt taler man ikke længere om ’den alternative kunstscene’. Scenens selvbetegnelse er ligesom skredet fra termen ‘alternativ’, som signalerer ideologisk opposition og ‘andethed’, til nu at bestemme sig via sit blotte organisationsprincip, altså som netop selvorganiseret, kunstnerdrevet og lignende,” siger han.

”I stedet for ’andethed’ oplever vi til gengæld et boom i nye varianter af det samme, for eksempel de nye tematiske udstillingssteder, som Pernille Albrechtsen (red: skribent og redaktør kunstkritikk.dk) i en kronik meget passende kalder ’mikroinstitutionerne’, altså små selvorganiserede udstillingssteder, der mimer de større institutioner.”

I sin kronik peger Albrechtsen på den pulje, Statens Kunstfonds oprettede i 2010 til specifikt at støtte nye udstillingssteder de første to år; en økonomisk foranstaltning, der uden tvivl er en del af svaret på, hvorfor vi ser så mange nye selvdrevne udstillingssteder vokse op. Siden 2010 kan man således sige, at kunstfondens støtteordning har været med til at kultivere de selvorganiseredes organisationsprincipper yderligere – med kunstfondens fokus på at give støtte til tematisk planlagte udstillingsprogrammer for to år ad gangen.

De tematiske udstillingssteder
Og sådanne tematiske udstillingsprogrammer ser vi meget eksemplarisk udfoldet hos både Vermilion Sands, SixtyEight Art Institute, BETON, OK Corral og også X AND BEYOND, som specifikt fokuserer på, hvordan kunst og populærkultur engagerer sig i nutidig katastrofekultur:

”Vi tror på, at det er vigtigt at diskutere katastrofer, og det er dér, vi først og fremmest gerne vil skabe betydning – at udvikle et mere avanceret vokabular til at forstå og handle på katastrofer. Derudover vil vi selvfølgelig også gerne udvide forestillingen om, hvad et udstillingssted kan være på en seriøs og eksperimenterende, men samtidig uhøjtidelig og imødekommende måde,” fortæller Lillemose.

Ifølge ham er det vigtige dog ikke de institutionelle rammer, men et personligt engagement:

”Man taler så tit om betydningen af institutionelle strukturer, om støtte, der skal redde institutioner, og selvfølgelig skal man have økonomi til at køre et sted, men jeg tror på, at det personlige engagement, at stå frem som et menneske og ikke bare en forvalter af en institution, er ligeså vigtigt, hvis ikke vigtigere,” siger han og fortsætter:

”Initiativer, som har en umiddelbar og personlig energi, der ikke er rettet mod ’kunstøkonomien’, men afspejler en lyst til at træde uden for denne økonomi og lave ting på andre præmisser. I love it! Det er meget inspirerende at være en del af.”