Rød Rute i bevægelse

Jeg står med en lille rød folder i hånden. Det er tid til en gåtur gennem byen, en rute gennem byens mangfoldige geografier og begivenheder. Folderen giver et forslag: Den Røde Rute. Som et kantet grafisk tegn strækker ruten sig ud på Århus-kortet. Hele 43 arrangementer er tegnet ind. De venter forude. Jeg sætter foreløbig kurs mod Store Torv og havneområdet, hvor en håndfuld kunstprojekter udfolder sig.

På vejen gennem Rosenpassagen er der musik. Et lille opmærksomt publikum sidder uden for Café Rosenhaven og lytter til en duo. Musikken virker velkendt, ’Time, time, time’. Det er Tom Waits’ musik, der smyger sig henover en grå, udstrakt parkeringsplads, hvor pludselige vindpust varsler en flygtig sommers snarlige slutning. Festugen kan antage mange former. En sådan uventet musikalsk forvandling ved et goldt hushjørne i en midtby-baggård udgør et positivt særkende ved Århus Festuge.

Jeg vandrer videre, ned mod havnen. Tonerne sidder stadig i kroppen. Vi er mange på den røde rute. En strøm af mennesker. Fremad går det.

Sansninger og konstruktioner
Ruten gennem Filmby-området udgør en særlig udfordring. Der er nærmest tale om en labyrint. Vi er små grupper, der forsøger at spotte de udlagte spor, de røde felter. Det lykkes, og vi finder Kunstnerværkstedet Spanien 19B ved havnen. En fin cirkelbue af røde sko viser vej ind i en port. Pigesko. En livshistorie fortalt fra størrelse 32 og opefter. Årstidernes sko, modesko og praktiske pigesko står sirligt der på den grå asfalt. Indenfor opfordres jeg til at gå ind i en stor trækasse. Jeg overvældes af røde flader og rødt lys. I hovedtelefonerne lyder strubesang. I ét nu befinder jeg mig langt fra både rød rute, kunstnerværksted og lørdag i Århus Festuge. Farve og lyd aktiverer en sansemættet rutschetur. Oplevelsen mellem de fire kraplakrøde vægge er til at bære – eller antager en positiv karakter – ved netop en viden om, at jeg igen kan vælge at træde ud i det rå værkstedsrum. Jeg klamrer mig frydefuldt til den tanke.

Arealet mellem Kunstnerværkstedet og Udstillingsstedet Spanien19C er fyldt ud af installationen Rumstativ. Det må man sandelig sige, det er: et stativ, der danner et vældigt og flygtigt rum. Den Røde Rute krydser her den luftige konstruktion af genbrugsbrædder, som om aftenen danner ramme for alskens musik- og filmgenrer.

En heftig bylyd fanger mit øre inde fra Udstillingsstedet Spanien19C. Jeg trækker et sort klæde til side, og en svimlende, forfærdende og betagende vision af en metropol viser sig. Den hvælver sig op og udefter. Neonfarvede markeringer og flader angiver konturerne. Samtidig opleves de mere grå og knapt synlige dele af værket som ét svimlende fald.

Transformation af byens randområder
Udenfor igen følger jeg ruten hen til et ydmygt randområde i den århusianske geografi: et hjørne i det tidligere kuldepot, hvor betonkonstruktionen til kranen hvælver sig højt over jordniveau. Her møder vi entreprenør-ånd og virkelyst. En campingvogn udgør centrum for en række bygge- og værkstedsinitativer. Kunstnerne indtager og transformerer en bid af byen. De kalder sig parasitter. Samtidig vil den fremadskridende udfoldelse af projektet i løbet af Festugen resultere i en platform næsten oppe i højde med den gamle kulbane. Et udsigtspunkt. Et tilflugtssted, måske. Vi har at gøre med en gestus til by og borgere. Tag den.

Opløftet drager jeg videre ad Den Røde Rute. Bag Bruuns Galleri svæver en særlig lugt – eller er det en duft? Det er cellulose, viser det sig. En gruppe unge er i gang med graffiti ledsaget af høj musik. En lille oase mellem golde bygninger.

På Hallsti venter overraskende begivenheder. En voldsom lyd høres fra banegravens side. Der sker vist noget dramatisk dernede på skråningen, som ellers udgør er et absolut nulpunkt her i byens hjerte. Nu er der krig. Jeg ser et udkast til en kanon-konstruktion og en spraymalet kontur af en soldat, der fører en minesøger.

Længere ned af Hallsti bliver Den Røde Rute til en virkelig rød rute. Stien er overalt dækket med rødt tæppe. Her møder vi en kunstnergruppe, som tager ideen alvorligt. Det er flot og smukt og konsekvent gennemført. Tak for det.

Et sving til siden og man befinder sig i en baggård, der er omformet til et imødekommende loungeområde. Her kan en træt århusianer hvile ud og kigge op mod et stykke af en himmel, der kranses af bygningernes kantede bagsider. Måske falder tanken på spørgsmålet om, hvad der er medvirkende til at skabe en levende by, en by i bevægelse. Det sker blandt andet, når kunstprojekter sætter spørgsmål ved tilsyneladende givne strukturer og handlemåder i byen. Det sker indimellem i denne uge langs Den Røde Rute. God tur.