Rødt som et stempel

Med filmen Skarpretteren leverede Ursula Reuter Christiansen billeder til en tid med diskussioner om kvindens roller og ret. Ny udstilling på SMK viser i hvor høj grad værket er en grundfortælling, som der stadig kan trækkes materiale fra.

Und dig selv som det første at gå hen til den store kasse centralt i rummet, for her vises filmen Skarpretteren, og den er det, som det hele handler om i den pænt store særudstilling på SMK. Ved indgangen informerer en skærm venligst om nedtælling til næste begyndelse, og selvom den 35 minutter lange film ligner drømmesyn, så er den en fortælling. Kvindens.

Hun er Ursula Reuter Christiansen. Kvinden er Ursula Reuter Christiansen, og kvinden er også kunstneren, som nok har brugt sig selv, men på en sådan måde, at hendes fortælling blev en grundfortælling for kvinder i tiden.

“Fat mod!” Siger kvinden til sidst i filmen. “Det næste store øjeblik i historien tilhører os.” Tiden er 1971 og Reuter Christiansen er umiskendeligt instruktør på den film, hvor hun også selv har hovedrollen. Hun viser sig som moderen, der enten er gravid eller pusler om de små børn. Som den omsorgsfulde og hengivende, der plejer den sårede soldat og giver ham bryst. Som den, der bor på gården. Det er hendes hus, ingen tvivl om det.

Hvilken rolle skal dø
Men det er også hende, som går væk fra sit hus og tiltrækkes af noget skæbnesvangert. Som hilser på en søster i en blomsterseng og som går til skarpretteren. Som lader de øldrikkende og storgrinende arbejdsmænd grave sin grav, og som lader sig halshugge uden rettergang.

Hendes skyld er ukendt, men hun lader forstå, at døden er ligeså meget en fødsel, for hendes stemme fortsætter ufortrødent. Vælg selv hvilken af kvinderollerne, hun lader dø.

Filmen Skarpretteren er så meget en urfortælling, at Reuter Christiansen har kunnet trække på billederne fra denne film lige siden. Udtryksfulde nærbilleder er blevet til silketryk, som er bemalet eller indgår i collager. Som filmen aktuelt præsenteres på SMK – i et af de større lokaler til særudstillinger (højloftet og til lejligheden koksgråt mørklagt) – er den dateret som 1971/2016, og man forstår hvorfor.

Filmens forhistorier og efterliv
For mens man kredser omkring den store biografkasse og venter på filmens begyndelse, er der rundt om udstillet udtræk, som det er værd at se nærmere på. Her bliver det tydeligt, at vi er på museum! Museet købte sidste år filmen, som er blevet digitaliseret med sans for den originale smalfilms stoflighed, og oven i købet er der et væld af effekter, som enten forklarer filmens tilblivelse eller bringer aura til filmen som kunstværk.

Her; ansøgningen om filmstøtte. Her; noter om akterne. Her; et kladdehæfte med regnskab, der lader vide, at der er brugt 18 kroner på en læbestift og 75 kroner på leje af en soldateruniform. Henning Christiansen, der var kunstnerens ægtefælle og kollega, har lagt ud. De to var fælles om kunsten og repræsenterede Danmark ved Venedig Biennalen 2001, hvor også elementer fra Skarpretteren, som det urværk, det er, var en del af udstillingen. Christiansen spiller iøvrigt den sårede soldat og har komponeret musik til filmen.

Personlige minder
Det er ikke kun papir. Flere montrer ligner katolske relikvieskrin eller private mindealtre for afdøde.

Som sådanne er de kunstværker i sig selv, men der er også bedstemoderens bryllupskjole, som kunstneren bærer, når hun henrettes i filmen, og derfor er en regulær rekvisit. Vægteksten supplerer med oplysningen om, at kjolen var blandt de få ejendele, som den tyske bedstemor tog med sig ud af huset under et bombardement i Første Verdenskrig.

Der er mange af bedstemoderens effekter (moderen hører vi ikke noget til?), for kunstneren vil ikke bare vise os sin nære fortælling, men fortællingen om kvinden generelt.

Godt nok er det svært ikke at se tøj og hår i Skarpretteren som tidstypisk, men der er for mange eventyragtige elementer og landlige rekvisitter, til at vi hæfter os ved det. Kunstneren fortæller i en nyproduceret interviewfilm i et rum med tidslinjeoverblik, at bedstemoren fortalte mange eventyr, og dette ansporer til at se Skarpretteren som et sammensurium af riterne fra eventyr.

Overgange og gentagelse
Riter er overgange. Filmen viser en sådan overgang. Hovedet er hugget af og kvindens stemme forkynder, optimistisk, en ny tid. Men hvorfor da denne gentagelse, hvorfor kan filmen fra 1971 ikke stå selv som bevis for en ny erkendelse? Hvorfor skal filmens billeder gentages i årene efter og nu i en udstilling? Hvorfor er kunstværket ikke færdigt?

Måske fordi riten ikke er endegyldigt, blot fordi den er fortalt. Måske fordi det er hver enkelt kvinde, der skal gennemføre en rite.

Riten er ikke kun enkeltpersonens anliggende, den er også samfundets anliggende. Stadigvæk. En kultur, en civilisation, udvikler og vedligeholder riter, og fordi Skarpretteren tilsyneladende giver os nogle genkendelige billeder på en rite om at lade sig blive kvinde i egen ret, så hører den hjemme på museum.

Sort på hvidt og rødt
Flot ser det ud. Filmen er dreven men billedstærk. Unge mennesker ville sikkert se det som en meget langsom film, men måske de ikke skal se Skarpretteren som en film, men som en serie af malerier . Kollegaen Per Kirkeby er i en vægtekst citeret for i 1985 at skrive: “Ursulas film er i en dyb, strukturpræget forstand maleriske,” og det er netop, hvad de er. Skarpretteren virker komponeret, det er ikke en dokumentation eller en registrering, det er en billedkunstner, som sætter elementer sammen i filmens ramme.

Så er der farverne, der synes at komme fra en kontrolleret palet, fordi der ikke er tilfældige elementer i filmens ramme. Gården er hvidkalket, marken er nypløjet og støvet brun. Græsset er grønt, og valmuerne er som valmuer blodrøde med sort midte.

“Dødsmaskiner” kalder kunstneren valmuerne, og sandt er det, at valmuerne er blevet brugt som symbol både for drømmenes gud Morfeus og dødens gud Thanatos. Dødsmaskiner eller drømmemaskiner. Men også et symbol for de faldne under Første såvel som Anden Verdenskrig, hvor markerne blev ufrivillige kirkegårde.

Valmuerne er ekspressivt malet op som landskabsagtige baggrunde for slogans på udstillingens skillevægge. “Rød som stempel”, hedder en af dem. Valmuernes mængde understreger Skarpretterens ønske om at ville være generel og ikke en enkelt kvindes fortælling.

Åben pande og røde spor
Valmuen er generøs med sine frø, for hver blomst producerer mange. Frøene er blevet brugt i smertelindrende miksturer. Kvinden i Skarpretteren ligner ikke en, som har brug for smertelindring. Hun har overskud til at yde omsorg for manden og børnene, og selv om hendes blik kan virke søgende eller skræmt, så er det ikke angst eller opgivende. Det er bevidst.

Hun går med åben pande gennem riten og virker ikke som et skræmt offer – snarere som en sprød valmue, der, rød som et stempel, sætter spor blandt andre.

Filmen har sat sig spor i Reuter Christiansens karriere som kunstner gennem fem årtier, det ser vi på udstillingen, som præsenterer forhistorier og efterliv. Men filmen har også sat sig spor hos en generation for hvem, det var naturligt at bruge billedkunsten og musikken til at opsummere en stemning i tiden og samle tankerne om nybrud.