Romantisk, før det var cool

Glorup park var romantisk, før det var cool. I 1800-tallet tiltrak den smukke landskabshave folk fra nær og fjern. Man gik fra barokanlægget ad svungne stier forbi overdækkede fuglebure, bronzestøbninger af antikke skulpturer, små broer, en eremithytte med en skægget eneboer, et lille græsk tempel og en hængebro over en lille kløft.

I denne park har en række samtidskunstnere lavet ti midlertidige eller permanente værker. Kunstnerne er ikke udvalgt, fordi de er romantiske, men fordi de arbejder researchbaseret. Men Glorups park og historie har så stor en afsmitning, at kunstværkerne bliver romantiske, om man vil det eller ej.

En hængebro med sug i maven
Det mest forførende værk er Peter Callesens hængebro, som er spændt ud mellem ruinerne efter to tårnbygninger. I gamle dage, da H.C. Andersen og andre kunstnere spadserede rundt i parken, havde parkens kløft en hængebro spændt ud mellem tårnbygningerne. Parkens folk havde gravet kløften dybere for at forstærke oplevelsen.

Callesens nye hængebro må man ikke gå ud på, og den har ingen funktion ud over den kunstneriske eller romantiske. Men det er også nok. Den snævrer ind mod midten, altså dér, hvor kløften er dybest, og alene tanken om at passere hængebroen giver et lille sug i maven, når man kigger ud fra sikker afstand i en af tårn-ruinerne.

Under paddehatten opdager man, hvordan trækonstruktionens rillede underside ligner undersiden af en paddehat.

Den er fornemt lavet i modsætning til de ofte rå og halvfærdige træ-konstruktioner, man er vant til at se på udstillinger indendørs og udendørs.

Paddehatten skal ikke afsløre verden som en stor konstruktion. Til gengæld viser paddehatten, hvordan man kan skabe menneskestore former i naturens billede.

Når man sidder dér, under paddehatten midt i parken, kan man kontemplere eller snakke sammen. Man bør gøre det sidste, fordi man så opdager, hvordan ´Pavillontræet´ forstærker lyden af ens stemme. Det runger under paddehatten, og det er jo en fortrinlig lille romantisk effekt.

Nul samfundskritik
Der er ingen dekonstruktioner, ingen afmaskeringer af falsk autenticitet, ikke engang samfundskritik. Der er forskellige forsøg på at blande natur og kunst, det vil sige naturen og det kunstige eller menneskeskabte.

Der er ingen i Glorup Park, der bilder sig ind, at noget er mere ægte end noget andet, sådan som kritikere ofte beskylder romantikerne for at gøre. Der er til gengæld stemninger og følelser, smukke steder og små, underfundige konstruktioner langs stierne.

Nul ironi
Det var aldrig gået, hvis kunstnerne havde været ironiske eller på anden måde halvhjertede. Der er ingen ironi, allerhøjst værker, som ikke gør synderligt indtryk, f.eks. Karin Lorentzens ”Gratia”, som er tre nedgravede betonringe langs hovedstien. De er smukke, men ikke noget, der ikke kunne være i enhver bypark.

Til gengæld er Lorentzens ”Platform” rigtig god. Den ligner noget, som har en funktion ud over som skulptur og klatrestativ, men det er svært at greje, hvad det skulle være. Det må man tænke sig til, når man klatrer rundt i den.

Bagest i parken står en metalæske med Christian Vinds lille, gode rejsebeskrivelse om hans tur fra Odense til Glorup, og under en blodbøg går Jette Ellgaards stemningsfyldte lydværk i gang, når man sætter sig på bænken under træet. I en anden lysning kører Anna Berit Asp Christensen og Scenatets lydværk som et ekko af det liv, der engang var i parken.

Til at forstå
Et andet sted, ikke langt fra paddehatte-pavillonen står en gruppe nye træer af forskellige sorter. De er plantet af Camilla Berner og forskellige folk med tilknytning til stedet. Det bliver flot en dag, og indtil da er småtræerne og den medfølgende forklaring det tætteste ”Geist Glorup” kommer på konceptuel kunst. Resten er til at forstå uden at tænke forfærdeligt meget over det.

Det er åbenlyst, at kynikerne skal blive væk fra Glorup. Men romantikere af den gamle og den nye skole bør slå vejen forbi, når de alligevel kører henover Fyn på E20.

Læs baggrundsartikel om nyromantisk tendens i samtidskunsten her