Rooftop: Kunst som lysreklamer

På taget af en gammel cykelforretning tæt ved Dybbølsbro og Københavns Hovedbanegård har en række lysskilte det seneste års tid diskret illumineret forbipasserende københavnere med kunstværker af en række markante danske samtidskunstnere. Vi har talt med Michael Mørk, kurator og idemand bag det alternative udstillingsformat Rooftop.

Historien om Rooftop tager sin begyndelse for et par år siden på den rute, Michael Mørk hver dag cykler fra sit hjem i Sundbyøster til atelieret i Sundbyvester. På denne rute lå dengang en forladt tankstation, og netop denne tankstation skulle danne kimen til den ide, der senere udviklede sig til Rooftop.

Sundbyvester og Sundholmene er et forholdsvis hårdt belastet område, og den forladte tankstation lå som et tomt, sort hul, både i bogstavelig forstand, men også socialt, som et samlingspunkt, hvor folk, ud over at tanke benzin, tidligere mødtes og handlede cigaretter og øl.

Mørk var bekymret for tabet af dette sociale omdrejningspunkt, og derfor opstod ideen om, at genaktivere tankstationen som en slags “fyrtårn” med et skilt, der skulle lyse op i natten. Derfor henvendte Mørk sig til ejeren og spurgte, om han kunne få lov til at lave et projekt på stedet:

“Jeg mente, at det kunne være godt for nattegængerene der, og samtidig tænkte jeg, at det kunne lyse lidt op i området”, fortæller han.

Fra tankstation til cykelhandler

Mørk søgte og fik derefter midler til at realisere sit projekt, men blev i mellemtiden overhalet indenom af byudviklingen: Tankstationen skulle rives ned! “Så stod jeg lige pludselig der med nogle bevillinger, men uden et sted. Og så begyndte jeg at gå på udkig. Hvor kunne det være? Og jeg fandt ud af, at det var rigtigt svært, for det at sætte et skilt på et hus, enten ved at sætte det på taget eller på muren, gør jo også, at huset pludselig kommer til at udsige noget.”

For at projektet skulle lykkes, var det derfor vigtigt at vælge den helt rigtige lokation med største omhyggelighed. Mørk tog kontakt til Niels Birk fra Den Hvide Kødby. Selve Kødbyen er fredet, men det lykkedes at finde en tilstødende, gammel barak, der tidligere havde huset en cykelhandel, hvor det var muligt at få tilladelse til at opsætte et skilt på taget.

Her, få hundrede meter fra Rådhuspladsens mylder af kommercielle neonskilte og lysreklamer, placerer Rooftops skilt sig i byrummet, som en slags subversiv blanding af installationskunst og street art.

“Dér synes vi, at det kunne være spændende at lave noget, som bruger de samme virkemidler og som spiller op i 1-1 mod de skilte, der normalt er i området”, forklarer Mørk. “Det placerer sig rigtigt tæt på stedet og på samfundet som sådan, fordi man kan se det i forskellige tempi, når man f.eks. kommer med toget, eller står og venter på perronen eller man kommer cyklende.”

Skiltet, som Mørk har fået produceret, er 0,8 x 12 meter, “og barakken har jo et lidt fladt tag, så huset går også næsten hen og bliver en slags sokkel til værket”, siger Mørk med et smil.

“Det gode ved skiltet er, at det vender ud mod Dybbølsbro og banelegemet, og der er jo en enormt trafik til daglig, hvor jeg tror, at der kommer mange  tusinde forbipasserende hver dag. Så det interessante er, at værket i udgangspunktet ikke afslører sig som værende et kunstprojekt, men som noget modtageren selv skal forholde sig til og bearbejde. Som arrangør er det en stor del af drivkraften”, forklarer Mørk.

“Jeg synes også, at det at holde sig fri af “kunstreservatet” gør godt. På en måde er det, at sætte kunsten tilrådighed og at fritsætte den.”

Ordenes visualitet

På lysskiltet har Michael Mørk inviteret et udvalg af markante samtidskunstnere til at præsentere en række forskellige udsagn. Kunstnerne er valgt, fordi de enten direkte arbejder med tekst i deres almindelige praksis, eller fordi arbejdet med tekst ikke ville ligge fjernt for dem.

“Jeg vil gerne have, at kunstnerne prøver at tænke det som et billedkunstnerisk projekt”, forklarer Mørk, da jeg spørger, om værket i virkeligheden skal betragtes som litterært.

Et centralt dogme har været, at Mørk ikke på forhånd har sagt, hvad kunstnerne skal byde ind med. Men efterfølgende synes kunstnernes udsagn oftest at falde i tre-fire kategorier: “Enten hvor det er politisk, som hos Peter Holst Henckel, Lise Harlev, eller Kay Rosen, som jeg har været meget heldig med at få til at udstille der.”

“Eller også falder det i kategorien med ‘Jeg’ og ‘Vi’. F.eks. Annette Harboe Flensburg, Kasper Bonnén eller Gudrun Hasle, hvor det måske blive mere litterært. Og så er der en gruppe, hvor det bliver mere flippet, som f.eks. Lise Nørholms Vide Vidder, som er er værk, der handler meget om ordenes egen visualitet. Ligesom mit eget ttttttiiijuuppppp, som er et forsøg på at hægte det skrevne sprog fra hinanden, ved at lave et lydord, som ikke giver nogen mening, men hvor bogstaverne i sig selv er det, man står med og deres indbyrdes visualitet. Så er der også værker, som Jesper Fabricius, der kommer med et værk som Fødsel Sygdom Død, som bliver taget fra et helt fjerde sted.”

Hvad fremtiden bringer

Men intet varer evigt, og heller ikke Rooftop får lov at stå for bestandigt. Bygningen skulle oprindeligt have været revet ned ved årsskiftet, men Mørk har fået forlænget lejemålet indtil september, før det er endegyldigt slut.

“Jeg ved ikke om der bliver bygget nyt med det samme, men barakken er så rådden, at det er for kompliceret at holde den fri for rotter, og så er det lige så let at rive det ned. Meningen er jo, at den ny Gasværksvej Skole skal bygges på grunden”, forklarer Mørk.

Så selvom Rooftop med Kay Rosen nu har taget hul på anden “sæson”, har Mørk ikke umiddelbart planer om at fortsætte, flytte eller udvikle projektet.

“Men hvis det skal flyttes, skal det måske ud af det urbane og ud i et krat, eller et andet sted, hvor det er muligt at møde værkerne på en anden måde. Hvor man måske – i stedet for placeringen her, med de mange tusinde forbipasserende – skal ende et sted, hvor man skal lede lidt efter det. I princippet kan det jo flyttes hvor som helst hen, så på den måde er der jo ikke nogen grænser.

Værkets tidslighed

For Mørk har det vigtigste været, at lave et projekt, der havde længere tids varighed. “Jeg har opfattelsen af, at de gange der er blevet lavet sådan noget, så har det været på relativt kort basis, f.eks. i forbindelse med en festival, eller i et busstoppested. Men det at have noget, der udsiger noget over længere periode, som er skiftende, har trigget mig. Det synes jeg er spændende. Folk skal finde og opdage det.”

Det er i det store hele lykkedes. Mørk bemærker, at er der efterhånden er en del, som standser op og fotograferer skiltet, når de passerer forbi. Og han modtager henvendelser, hvor folk spørger om kommende kunstnere.

“Og så holder vi nogle fine ferniseringer ude på cykelbanen, nedenfor skiltet i regn og blæst med livet som indsats. Det er jo en sjov blandet flok af kollegaer og tilfældige personer, som er begyndt at følge med i det”.

“Selvfølgelig vil vi gerne have anmeldelser, men vi har det også sådan, at projektet lever i bedste velgående i sin stilhed. Fordi det netop er her, et andet sted end i den normale kunstverden, at udsagnet eksisterer”, afrunder Mørk.