Roskilde: En hær af røde lygter, pingviner, frøbomber og statements
Kunsten deltager i klimadebatten på årets Roskilde Festival. På campingområdets klimalejr finder vi kunsten, i form af kreative, kampklare delegationer.
Kunsten deltager i klimadebatten på årets Roskilde Festival. På campingområdets klimalejr finder vi kunsten, i form af kreative, kampklare delegationer.
Roskilde vil sætte grønne fodspor
Roskilde Festival vil gerne være et grønt skridt foran, og vise festivalgæsterne vejen frem mod en mere bæredygtig verden.
”Festivalen prøver at være det gode eksempel. Vi vil gerne motivere og inspirere til handling. Det gør vi ved at forsøge at bringe klimaproblemet tæt på festivaldeltagerne,” siger Anja Phigalt, som er projektleder i lejren. Til at hjælpe med den mission har Roskilde Festivalen inviteret kunstneriske grupperinger.
Pingvinerne
I klimalejren kan man finde Penguin Army, som er et klima-community, startet op af tre designstuderende. Penguin Army har til dette års festival skabt en tøjbytte-central, et reparationsværksted og en ballonstation.
Mathias Ambus fra Penguin Army fortæller at gruppens overordnede mission er at skabe positiv energi om de udfordringer, klimakrisen stiller.
”Vi vil ikke løfte pegefingre, men foreslå alternativer”, siger han og fortsætter:
”Folk bliver en del af Penguin Army, når de begynder at tænke bæredygtigt”.
Om folk bliver pingviner på dette års Roskilde Festival er spørgsmålet, men der er summende og positiv energi omkring pingvinhærens aktiviteter. I containeren bliver der byttet meget tøj, og i værkstedet er kreativiteten sluppet løs. Festivalkreativitet vel at mærke. Da vi kiggede forbi var en flok drenge i fuld gang med at lave en ølkatapult, en ølfanger og et bord til øl.
Frøbomber
En lille udsending af pingvinerne sidder ved en ballonstation og laver seedbombs i samarbejde med festivalgæsterne. Seedboms er balloner fyldt med jord, vand, solsikkefrø og helium. Hver dag kl. 18 sendes de op i luften og ud i verden. Folk er begejstret for at sprede lidt uorganiseret natur og hjælper gladeligt til.
Mette Ohlendorff, som på festivalen er pingvin og normalt en del af kunstnergruppen ArtRebels, håber på, at frøene vil lande i byer, på steder hvor solsikker ellers ikke blomstrer. På den måde kan de skabe lidt urban forstyrrelse, og være en modreaktion mod alt for planlagte og tæmmede landskaber.
Statements
Det lille rullende galleri, Artur, er rullet til Roskilde for at konfrontere festvialdeltagerne med deres holdning til klima. Pigerne bag Artur har medbragt en opslagstavle, hvorpå der hænger mange og modstridende klima-statements. Hvem er de største klimasyndere, og hvorfor smelter indlandsisen? Nogen siger, at vi spiser for meget kød, andre siger, at vi rejser for meget. Nogen siger, at vi bruger Internettet for meget, og andre siger, at vi hverken kan gøre til eller fra. Er vi på vej mod en istid eller mod et tropisk paradis?
Artur har sat sig for at lave en kunstnerisk undersøgelse af folks forvirring omkring den globale opvarmning. Hvilke forestillinger har folk om fremtiden? Artur ruller igennem campingområdet og beder festvialgæsterne om at skrive et klimastatement. Deltagerne bliver fotograferet med deres statement, og billedet bliver hængt op i det mobile galleri.
Projektet handler om at bearbejde det abstrakte fænomen "klimakrise", og sætte ord på forvirringen. Mod festivalens slutning vil det måske være muligt at danne sig et indtryk af festivalgængernes klimaholdninger ved at kigge forbi galleriet. Danner der sig et overordnet billede, og kan folk forholde sig til klima?
Røde lygter
Om dagen slapper klimahæren af. De laver perlekæder og badges, mens de diskuterer klima med forbigående. Men når solen går ned, ifører de sig røde diodelygter og varsler rød katastrofealarm. ”Vi opfordrer folk til at blinke med os. Vi vil på en symbolsk måde vise politikerne, at det er sidste chance for at bekæmpe klimakatastrofen”, fortæller Mette Grøndahl Hansen, som er koordinator på Seven Meters Roskildegruppe.
Klimahæren er den hærenhed under projektet Seven Meters, som kunstneren Jens Galshciøt har søsat. Når klimatopmødet løber af stablen til december, vil han opføre en syv meter høj statue af blinkende røde diodelygter. De blinkende lygter skal symbolisere den katastrofe der vil indtræde, hvis verdenshavene, efter flere forskeres beregninger, stiger syv meter.
Klimaet blandt festivalgængerne
Der er overraskende meget aktivitet i klimalejren. Festivaldeltagerne er interesserede, og har åbenbart overskud til mere end at hænge i deres campingstole og drikke dåseøl i sommervarmen.
De kunstneriske aktiviteter har tilbudt refleksion på flere planer. Pingvinerne forholder sig til den enkeltes handlinger, Artur til den enkeltes holdning og Seven Meters forholder sig til en større politisk dagsorden. Om aktiviteterne sætter sig grønne spor vides ikke, men festivalgængerne har oplevet at klimakrise og positiv, hyggelig stemning kan være en side af samme sag.
Fakta
28 jun 2009 5 jul 2009
Penguin Army, Artur, Seven Meters, Art Rebels, Jens Galschiøt
Roskilde Festival Se kort og tider