Rummets nærvær

Overdådige lysekroner i glas, gyldne engle og farvefulde kakler med smukke blomster og kaligrafiske mønstre. Øjet farer fra detalje til detalje i Wilmar Koenigs fascinerende fotografier. Med et gammeldags storformatkamera retter Koenig objektivet mod glinsende moskeer og storslåede kirker, men det er hverken religionen eller arkitekturen, der drager den tyske fotograf mod disse motiver.

”Jeg er ikke en religiøs person, mine fotografier har intet med religion at gøre, men det handler om den særlige stemning, der er i disse rum. Man kan mærke et nærvær, og det synes jeg er spændende.”

Fotografier af stilhed
”Det kræver mod og selvbevidsthed at opholde sig i spirituelle rum. Folk vil tro du er skør, hvis du fortæller dem, at du godt kan lide at gå i kirke, synagoge eller moské. Folk tror jo ikke længere på noget.”

Måske er det også derfor, at Koenig er så begejstret for storformatkameraet. Med digitalkameraet kan man fyre løs, fortryde og slette, hvorimod den ’gammeldags’ teknik kræver at tempoet bliver sat ned, og at Koenig må hive stativet frem og overveje sine valg omkring fotografiet.

”Det kræver tid og omtanke i forhold til lys, timing og udsnit, jeg skal planlægge mit billede i forvejen, og der er ikke tid til at fjumre rundt.”

De store fotografier af kirkerum, kupler og hvælv i iranske moskeer er næsten overvældende i deres måde at omslutte beskueren.

Linjerne i billedet trækker blikket gennem rummet, og det vide perspektiv forstærker oplevelsen af dimensionerne. Men ikke desto mindre mener Koenig, at det er meget vigtigt med sådan nogle spirituelle rum i dag.

”Det, jeg kan lide, er stilheden; man kan koncentrere sig og fokusere. Og der er ingen forstyrrelser.”

Wilmar Koenig trodser sin far
Wilmar Koenig er både venlig og gæstfri, når han midt i interviewet inviterer til Berlin, hvor han bor og arbejder. Men til trods for at han er uddannet arkitekt og har en over 30 år lang karriere som fotograf, er han ikke vild med at svare på konkrete spørgsmål. Han fortæller til gengæld åbent om, at han som ung arkitektstuderende ikke fik meget støtte hjemmefra.

”Min far var skorstensfejer og meget skeptisk over, at jeg ville uddanne mig til arkitekt og måske blive fotograf. Han sagde det aldrig, men det lå i luften.”

Koenig fortæller også, at det var en hård proces at trodse faren og finde troen frem på, at han ville klare det. Men da Koenig langt væk hjemmefra, på en udstilling i New York, får en opfordring fra den anerkendte newyorker-gallerist Leo Castelli, bliver han klar over, at det var rigtigt at satse på fotografiet.

”Jeg deltog i en galleriudstilling med en række portrætter, hvor Leo Castelli kom hen til mig og sagde ’Jeg kan bedst lide dine billeder – fordi du kan noget med rum’. Og det var begyndelsen på fotografiet for mig.”

Mere end en dum dyrefotograf
De første billeder Koenig udstillede var af mennesker portrætteret i deres egne hjem. Senere kom portrætterne, og i midten af 80’erne fik han interesse for de udstoppede dyr på zoologiske museer.

”Det er meget svært at fotografere levende dyr, men jeg gav det et forsøg, og havde et par billeder liggende. Men jeg viste dem aldrig til nogen. Jeg tænkte, at jeg ville se ud som en dum dyrefotograf.”

Men efter et besøg på Museum of Natural History i New York opdagede Koenig noget særligt ved de udstoppede dyr. Men hvad er det, ved de udstoppede dyr, som er så interessant? Koenig svarer prompte og griner: ”Måske er jeg bare en doven fyr. Nej – det jeg kan lide ved de udstoppede dyr, er overfladen og rummet omkring dem. Og fotografi handler om at fange overfladen.”

Fotografisk iscenesættelse
Wilmar Koenig opsætter et virkelighedsnært scenarie og afslører fiktionen. Når en gepard sætter tænderne i struben på et dådyr i serien Les Bestiaire, virker det vildt og dramatisk. Dyrene ser ægte ud, og er placeret i, hvad der ligner de naturlige omgivelser. Men Koenigs fotografier er et bedrag. Han skaber illusionen af at have været helt tæt på dyrene. Der er dog noget påfaldende ved rumligheden, der afslører den fotografiske iscenesættelse.

”Det er rummet, der omgiver motivet, der interesserer mig, både når det gælder dyrene og arkitekturen,” forklarer Koenig.

Til fotografierne af de udstoppede dyr tilføjer han: ”Jeg ville vise overfladen og skabe en dramatisk stemning. De farvede passepartouts er med til at stimulere dramaet som var det en opera eller teater
– det gode fotografi handler for mig om rum og virkelighed.”