Rumskabt rumkammerat

Når man ankommer til det bevaringsværdige industribyggeri Gjethuset i Frederiksværk, forstår man godt, hvorfor man har ønsket sig at lave en udstilling om rum, lige netop her.

Udstillingsrummet er stort, lyst og smukt og den perfekte ramme om samtidskunst. Kuratorerne har ønsket at lave en udstilling, som forholder sig til den bygning, som udstillingen opstår i, Gjethuset.

Ydermere skulle udstillingen fokusere på "samarbejdets processuelle udviklingsrum og tværfaglig synergieffekt." Sådan skriver kuratorerne om udstillingen, og man forventer sig en totalinstallation, der får hele rummet til at swinge.

Konceptet holder ikke
Yuko Takada Kellers loftinstallation udnytter rummet og er lavet specifikt hertil. Nedefra er papirinstallationen skulpturelle former. Publikum må kravle op på toppen af et stillads før værket samler sig til ordet LOVE.

Marianne Bramsens værk bygger på en historie fortalt af en tidligere ansat i Gjethuset. Det er et barndomsminde, som Bramsen lader materialisere, og tilbage står et poetisk værk, der emmer af gamle dage. Så langt, så godt. Men de resterende værker forholder sig ikke til det specifikke udstillingssted.

Manglende dialog
Der sker heller ikke noget værkerne imellem. De er særskilte værker i en udstillingshal. De fleste af værkerne forholder sig til titlen roommade/roommate, men de gør det på så radikalt forskellige måder, at konceptet flyder ud.

Man bliver for eksempel en smule forbløffet, når man står overfor Katja Herriks grafiske værker af insekter. Kuratorerne skriver værkerne ind i tematikken på følgende måde: ”dyrelivets små bevægelsesstrukturer fungerer her som et spejl på publikums adfærd i udstillingslandskabet”. Hmm…

Det rummelige rum
Intensionen har været at lave en stedsspecifik udstilling, men de fleste af værkerne kunne være udstillet, hvor som helst. Et andet mål har været at lave en interaktiv udstilling. Det sker også kun i begrænset omfang.

Begrebet ‘rum’ er uendeligt rummeligt og genererer mange idéer, og netop derfor kan det være en problematisk ramme. Det kunne have været interessant, hvis man havde stået fast på, at udstillingen skulle handle om det specifikke udstillingsrum, og om at gentænke dette rum.

Rummet ville også have været sat mere i spil, hvis udstillingen afspejlede, at der faktisk har været en lang samarbejdsproces mellem kunstnerne op til udstillingen.

Kvalitet står for sig selv
Det er ærgerligt at skabe forventninger, som ikke bliver indfriet. Der er nemlig ikke noget i vejen med udstillingen, den er bare pakket ind i lige lovlig trendy og eksperimenterende papir.

Når man er kommet sig over skuffelsen, kan man nyde udstillingen for, hvad den er: en samling samtidskunst af god kvalitet. Jeg vil fremhæve Christine Bredahls videoinstallation, som skaber et privat rum i rummet. Vi bliver inviteret indenfor i hendes køkken, gengivet i en sart men levende blyantsstreg. Atmosfæren er på en gang varm og hjemlig, urovækkende og fremmed.

Også videoinstallationen feel, skabt af den japanske kunstner Chika Mukai, er interessant. Her ser beskueren sig selv blive en del af et videoværk.

Man ser sit spejlbillede blive kærtegnet af en kvindelig silhuet, og man kan næsten mærke berøringen på ens egen krop, når det virtuelle og det fysiske rum flyder sammen.

Kig forbi hvis du er i nærheden
Det er yderst positivt at opleve god samtidskunst i en lille by som Frederiksværk, og Gjethuset udgør en smuk ramme om værkerne.

Man skal dog ikke forvente at se et eksperimenterende udstillingskoncept udfolde sig, så bliver man skuffet.

Selvom rammen roommade/roommate på nogle punkter falder fra hinanden, så har kuratorerne valgt nogle interessante kunstnere ud. Deres værker kan bære udstillingen. Hvis man er i nærheden af Frederiksværk, kan et besøg derfor anbefales.