Rust never sleeps

Mikkel Carls udstilling på Viborg Kunsthal er både en stedspecifik intervention og en diskursiv, æstetisk magtkritik, der forsøger at gribe og udfordre det paradoks, at maleriet stædigt overlever den ene dødserklæring efter den anden.

Typisk for Mikkel Carl tager han med udstillingen Power Floats like Money, like Language, like Theory i Viborg Kunsthals østfløj afsæt i stedet, Brænderigården, der i 1800-tallet var Viborgs største destilleri med tre store kedler, der kunne rumme henholdsvis 1.000, 1.900 og 2.300 liter brændevin.

De tre kedler bliver i Carls fortolkning til tre kurvede og forbundne rum, som beskueren kan ’flyde igennem’ på sin vej. Umiddelbart fremstår denne centrale skulpturs 3 meter høje vægge som halvcirkler, tilsyneladende lavet af valsede stålplader svejset sammen på et smalt bagvedliggende skelet. Ved nærmere eftersyn opdager du imidlertid, at der er tale om maleri – altså en meget ’naturtro’ kulisse.

Gennem iscenesættelsen, der kan ses som en gennemæstetiseret abstraktion over de historiske destillerikedler, bringes stedets historiske transformation fra industriel facilitet til udstillingssted for samtidskunst ind i billedet.

Simulacrum

Det dertil knyttede begreb ”kreativ vidensproduktion” twistes gennem udstillingstitlen Power Floats like Money, like Language, like Theory , der er et citat af den franske filosof Jean Baudrillard, og som beskriver den postmoderne tilstand som tiden, hvor de kendte og stabile samfundsstrukturer borteroderer i et stadigt mere mimetisk samfund.

Værditilskrivningen (magten) vendes på hovedet, så en vellignende kopi vinder forrang på bekostning af den på alle måder mere autentiske original – postmodernismen er tiden, hvor landkortet bliver vigtigere end landskabet, hvor mennesket ikke længere kan kende forskel på repræsentationen og det repræsenterede.
Carl simulerer dygtigt metal: Med tilsyneladende tyngde og rigelige og naturtro plamager af ægte rust er værket særdeles overbevisende, forførende – et rigtigt ’simulacrum’, som den gode Baudrillard ville kalde det.

Hybrider

Rust påsmurt de skulpturelle elementer mimer det nonfigurative maleris store armbevægelser og bliver derved til en art ’kode’ eller ’natur’ på de rummelige objekters buede overflader.

Denne signatur kan ikke lade være med at drage en parallel til Neil Youngs skelsættende album  Rust never sleeps fra 1979, hvis titel dels er en apropriation af en rustolie-annonce og et statement fra kunstneren, som med albummet sætter en ny dagsorden og udfordrer punken i en erkendelse af, at rock-n-roll enten må gå nye veje eller dø.

Sådan har det også længe været for kunstmaleren. Han må konstant udfordre formatet, og Mikkel Carl går også til stålet: På de hvidkalkede vægge i rummets underetage hænger en række objekter med udadvendte konkave og forkromede (billed)flader.

Disse sære hybrider, der hverken er objekt eller maleri i den rene form, er også simulacrer, der på overfladen bærer en tynd kromagtig folie, som spejler omgivelserne, og som via hårdhændet bearbejdning har fået ’patina’ og ’tilfældige’ strejf af smeltet metal. En ren æstetisk gestus, som både skaber mindelser om den beskidte industri, der tidligere var drivremmen i det moderne industrisamfund og som samtidig peger på nutidens spejlblanke overflader.

Forførelsesmaskine

Sammenkoblingen mellem stedets falmende historie, et besnærende fysisk nærvær og kunstobjekternes abstrakte værdi som tvetydige kulturelle tegn i dialog med betragteren, der friktionsløst bevæger sig rundt i denne semiminimalistiske forførelsesmaskine, afstedkommer en destabilisering. Denne destabilisering er dels rettet imod kunsten, som jo stiller sig an og mimer, og dels imod beskueren, der lader sig forføre af de overbevisende overflader, og som måske opdager, at de ikke helt er, hvad de giver sig ud for at være. Hvem har magten i et sådant rum?

Spørgsmålet kunne i lyset af Baudrillards samfundsanalyse pege på netop det problem, vi kan have med at genkende og få øje på tingene i en verden, som først og fremmest er karakteriseret ved dens mange informationslag og forførende overflader.

Overgangen fra industri- til informationssamfund er også overgangen fra fast til flydende orientering. I Viborg lykkes det Mikkel Carl at mikse abstrakte kulturelle, politiske og økonomiske referencer, så der opstår en særegen, udvidet værkkategori, hvorigennem teori og sprog kan flyde sammen og give anledning til at genoverveje selve mødet med kunsten og dens rammer.

Subtil samfundskritik

At installationen Power Floats like Money, like Language, like Theory er skabt specifikt til Viborg Kunsthal er absolut dens styrke, for helt overordnet fungerer vægobjekterne og skulpturen virkelig godt i det arkitektonisk meget karakteristiske kedelrum, som sine steder har en kraftfuld materialitet med blottede natur- og teglsten, samt den dobbelte loftshøjde midt i rummet og balustraden af glas.

Mikkel Carls simulerede ’minimalisme’ fungerer i sammenhængen som en kritisk kommentar til, hvordan minimalismens tidlige fokus på relationen mellem værk, beskuer og rum i dag har udartet sig til de forretningsmodeller, vi udsættes for gennem den omsiggribende oplevelsesøkonomi og de allestedsnærværende sociale medier, som driver rovdrift på netop disse forhold.

Magtens forskydning

Det postmoderne menneske foretrækker en kunstig og forbedret erstatning for verden, fremfor noget med egentlig relation til en virkelig virkelighed.

Når vi har mistet evnen til at distingvere mellem virkeligheden og dens repræsentationer, udfordres den klassiske magtens tredeling: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er således ikke længere de stabile søjler, som samfundet hviler på. Magten flytter sig og udtrykker sig gennem bl.a. penge, sprog og teori, som Mikkel Carl med sit citat fra Baudrillard påpeger i udstillingens titel.

Således kan vi anskue Mikkel Carls kunstneriske manifestation som en art ’anvendt teori’, hvormed han på samme tid forsøger at fastholde maleriet som sådant og at udfordre vores opfattelse af maleriets repræsentationer.

Udstillingen tilbyder beskueren en interessant pendulfart mellem det værensmæssige i det fysiske rum og det bevidsthedsmæssige, der foregår inde i vores hoveder.