Ruth Campau og Michael Mørk

Af
4. april 2007

Ruth Campau og Michael Mørk fortæller om deres aktuelle udstilling Grass and Neighbourhood.

Ruth Campau: Grass 2007. Akryl på akrylplade, farvevæske i glas. Foto: Torben Eskerod.

Ruth Campau og Michael Mørk fortæller om deres aktuelle udstilling Grass and Neighbourhood.

Af
4. april 2007


info

Udstillingen kan ses i Kunsthallen Brænderigården i Viborg.

Hans Henrik: Titlen på jeres udstilling refererer til de vigtigste af jeres installationer. Hvad er ideen bag Grass?

Ruth: For mig er det en interessant proces at bruge min egen krop i den kunstneriske proces. Når jeg maler med min kost på acrylpladerne, så er jeg et slags redskab. Jeg maler med kroppen, og de uensartede strøg er skabt af kroppens bevægelser.

Jeg har skabt en slags parketgulv med acrylplader á 200x32cm. Egentlig kunne gulvet fortsætte uendeligt, selv om det stopper ved kanten af rummet, og på sin vis fortsætter installationen jo uden for Brænderigårdens vinduer på græsplænen ned mod Søndersø. Jeg fik allerede idéen til dette værk, da jeg besøgte Brænderigården før udstillingen og så udsigten fra disse rum.

Hans Henrik: I stueetagen leger du med et af malerkunstens klassiske motiver, Vanitas. Hvad er årsagen til, at du arbejder med dette tema?

Ruth: Vanitas er en slags fortsættelse af min installation i Gammel Strand, hvor en række karafler og glas var fastgjort i loftet (udsmykningen The Well til Salen i Kunstforeningen Gammel Strand i 2006, red.). Her arbejder jeg med farvede væsker placeret i tre forskellige cirkler. Forgængeligheden understreges af, at værket hele tiden forandrer sig. Farvenuancerne var forskellige lige fra udstillingen startede, hvor glassene var fyldte. Der sker nærmest en frigørelse af farven. Samtidig fortsætter værket på en måde op ad væggen via placeringen af en grå cirkel på endevæggen. Værket spiller også på variationen af de forskellige glastyper. Man kan få associationer til forskellige erindringsbilleder, fordi mange af de gamle glas måske minder én om familiebesøg hos bedsteforældre i fortiden.

Hans Henrik: I det tilstødende rum har du valgt at vise en række indrammede acrylplader. Hvad er idéen bag dette værk, Horizontal Open 2005 III?

Ruth: Illusionen som redskab er spændende at arbejde med. Jeg har sprayet en række acrylplader i tre lag. Virkningen er interessant. Der opstår pludselig rum og flader. Jeg arbejder med lys og skygge, og mange tror, at det er fotos af forskellige landskaber. Her forstærkes virkningen af indramningen.

Michael Mørk: Krigsmaling 2007. Akryl på lærred. 47x50 cm. Foto: Torben Eskerod.
Michael Mørk: Krigsmaling 2007. Akryl på lærred. 47×50 cm. Foto: Torben Eskerod.

 

Gul Konstruktion 2007. Bemalet birke-krydsfinér. Længde 240 cm, højde 104 cm, dybde 42 cm. Foto: Torben Eskerod.
Gul Konstruktion 2007. Bemalet birke-krydsfinér. Længde 240 cm, højde 104 cm, dybde 42 cm. Foto: Torben Eskerod.

Hans Henrik: Michael, din del af udstillingen har titlen Neighbourhood. Hvad dækker den over?

Michael: Jeg arbejder her med et udvidet maleri. Det er meningen, at værket skal overtage rummet. Det er et fysisk værk, og man kan forholde sig kropsligt til værket ved at bevæge sig ind i det og op på det. Det er bygget specielt til rummet, og vinduerne og de skygger, lyset kaster, giver en ekstra dimension. Det er en installation, der glider nedad i rummet.

Closet i det tilstødende lokale er en leg med flader, der ikke helt overlapper hinanden, og med låger i et skab, der ikke rigtig passer sammen. Det er helt bevidste forskydninger. Det er en række farveeksperimenter, hvor undermalingen forklarer værket. Det er abstrakt maleri – og så alligevel ikke, fordi forskydningen viser noget andet. Det er nærmest systemmaleri.

Hans Henrik: I stueetagen er titlen på en række værker Krigsmaling. Her bevæger du dig ind i det kvindelige univers!

Michael: Ja, Krigsmaling henviser selvfølgelig til kvindelig makeup. Jeg vil vise et flademaleri, der henviser til stærke, markante kvindelige ikoner som Malene (Dietrich) eller Helene (det kan være Helena Christensen eller ’den skønne Helene’, der jo var årsagen til Den Trojanske Krig). Der er desuden et maleri, der refererer til sangerinden Pink. Jeg har så suppleret med anti-ikonet Yoko Ono, der jo mest er kendt som ’Beatles-spoileren’, selv om dette ry nok ikke er helt fortjent. Malerierne i det tilstødende lokale er mere en kommentar til det overfladiske konsumsamfund, hvor jeg bl.a. har brugt det provokerende Warhol-citat ”I am superficial”, altså Warhols selvironiske kommentar til sin rolle i en overfladisk verden.

Endelig suppleres malerierne af værket Gul Konstruktion, der lige som Neighbourhood bruger træet til en slags udvidet maleri. Billedfladen er foldet ud i rummet. Lys og skygge er ligeledes en vigtig del af værket. Det arbejder sammen med vinduerne, skyggen fra vinduesrammerne og med selve værkets trækonstruktion.


Fakta

Udstilling

Grass and Neighbourhood

22 apr 2007

Ruth Campau, Michael Mørk