Sådan snød 200 kunstnere gentrificeringen

Udstillingen Kopenhagen in Hamburg er arrangeret af brugere på Gängeviertel og tænkt som en netværksdannende udveksling, der, hvis alt går som planlagt, resulterer i en lignende udstilling i København i foråret 2014, og netop kunsten spiller en essentiel rolle i Gängeviertels eksistens. Det har den faktisk gjort lige fra begyndelsen.

Over forventning
Hamborg er ikke kendt for sådan bare at lade aktivister indtage tomme bygninger, så da 200 kunstnere i 2009 besatte de sidste smadrede rester af arbejderdistriktet Gängeviertel, havde alle frygtet et stærkt opbud fra politiet. Men de blev overraskede. Timerne blev til dage, og der skete ikke noget. Planen havde virket langt over forventning.

Nu er Gängeviertel anerkendt af UNESCO, under renovation af kommunen og forvaltet af brugerne selv – alt sammen ved hjælp af kunst og en snedig plan om at gøre sådan cirka det stik modsatte af, hvad man forventer, når aktivister indtager en bygning.

Men først lidt historie.

Ikke et øje
Gängeviertel er et brugerdrevet kulturhus og udstillingssted, og bygningernes forsømte tilstand mod de polerede kontorbygninger er i følge Carsten Rabe et udemærket udtryk for den kulturelle tilstand i Hamborg midtby.

Rabe var med til at besætte Gängeviertel, og han er en af initiativtagerne til gruppeudstillingen Kopenhagen in Hamburg.

“Hvis du vil være alene, så gå en tur gennem midtbyen en tilfældig nat – ikke et øje.”

Bag en opslået jakkekrage og en tyk, hvid hue – som ifølge Rabes datter får hans hoved til at ligne et stort æg – forklarer han, hvordan hele det område, der nu domineres af kontorlokaler og flyder med generiske kaffebarer, var arbejderkvarter forbundet af passager, snævre ‘gänger’, for smalle til at biler kunne færdes. Men så kom krigen.

Oprydning
Lille Moskva kaldte man området, og koncentrationen af jøder og kommunister er i følge Rabe nok en del af grunden til, at NSP ikke var langsomme til at rive bygninger ned, da de kom til magten. Den britiske tæppebombning af Hamborg under 2. verdenskrig bidrog også til en brutal ‘oprydning i gängerne’.

Siden har en aggressiv gentrificering presset priserne op og beoerne ud. Denne sidste ‘Gängeviertel’ var også lige ved at blive solgt, ja den var faktisk solgt, men så skete der noget.

En snedig plan
Till Wolfer arbejder til daglig med forskellige projekter på Gängeviertel og fortæller, at han kom med i aktionen en uge før ‘åbningen’.  De væsentlige faktorer for successen var ifølge Wolfer timing, god forberedelse, og hvad han kalder “de åbne døres princip”.

“I modsætning til de lukkede døre, hvor folk barrikaderer sig, så besluttede man sig for at lave en festival i gården uden at fortælle, hvem der arrangerede den og så dagen efter åbne dørene for en stor udstilling.” Wolfer insisterer på, at det også er o.k. at besætte huse på den traditionelle lukkede døre facon, men at

“det var godt at gøre det på den anden måde, for det er ret svært at kriminalisere en festival fyldt med familier og børn.”

Og den åbne kunst- og kulturbesættelse ser ud til at have virket.

Men, understreger Wolfer, “der er stadig en konstant konflikt mellem byens ønske om en standardiseret, profitorienteret plads for kreativ industri og brugerne af Gängeviertels ønske om at bevare det som ikke-kommercielt ‘bottom-up drevet’ fristed.”

Kulturideologi
Pressechefen for Hamborg Kulturbehörde, Enno Isermann, siger at: “Gängeviertel er – og vil fortsat være – en vigtig historisk del af Hamborg. I fremtiden skal der være endnu mere plads til kunst, kulturudveksling, sociale projekter, og boliger der er til at betale.”

I Danmark har vi lignende steder, den største selvfølgelig Christiania, men en anden struktur er spiret frem over det seneste årti – en form der i høj grad tilstræber økonomisk uafhængighed fra kommunale kræfter. Kulturstedet PB43, der gæster Kopenhagen in Hamburg, repræsenterer netop en sådan struktur.

PB43
Den gamle sadolinfabrik på Prags Boulevard 43, PB43, har siden 2010 også huset alt fra cafeer til udstillingssteder, pladeselskab, snedkerværksted, filmværksted samt kunst- og kulturfestivaler såsom LAK, festivalen for moderne lydkunst, Re–New, festivalen for digital kunst og andre, men i modsætning til Gängeviertel er PB43 kommunalt uafhængig.

“Vi har fået overdraget det hele af grundejerne,” siger Steen Andersen, der er daglig koordinator på PB43. Han ser både ligheder og vigtige forskelle på de to steder.

Mere Pragmatisk
“Vi er ikke så politiske, som Gängeviertel er. Vi er nok mere pragmatiske,” siger han og fortæller, hvordan PB43 begyndte som et værkstedsfællesskab bestående af en række selvstændige virksomheder uden ambitioner om at arbejde under et fælles koncept.

Men det er ved at ændre sig.

Man begynder at se fordelene i at bruge PB43 som en fælles formidlingsplatform og arbejder på en mere kortlagt struktur, hvorfra kunstnere og iværksættere kan trække på hinandens ressourcer internt, og hvor man udefra kan søge om konsultation og assistance mellem de meget divergerende kræfter på PB43.

Og tanken er, at det kan give større omsætning til de forskellige initiativer og derved skabe grobund for flere kulturelle projekter på tværs af landegrænser og faglige genrer.

In Hamburg
Når man går rundt på Kopenhagen In Hamburg Gängeviertels bygninger, er forskelligheden da også slående. Udstillingen er todelt: en del som gruppeudstilling i ‘den store sal’, en anden fordelt på en række rum i tomme lejligheder i bygningen på Späckstrasse rundt om hjørnet.

PB43 viser via forskellige medier en præsentation af udvalgte initiativer og arrangementer, der har fundet sted på grunden over de sidste tre år. I samme rum viser Udstillingsstedet Sydhavn Station og en række kunstnere ved værksted på PB43.

Anne Skole Overgaards værkserie GAU består af 6 plakater, der hænger i de karakteristiske plakatstandere fra Sydhavn Station. Værkerne adresserer både Hamborgs mørke fortid, hvor tusindvis af mennesker mistede livet under den britiske tæppebombning i ’43, og kommenterer på regeringers magtmisbrug og ‘skræmmetaktikker’ i samtiden.

I rummet bidrager også Julie Bitsch, der til daglig har værksted på PB43, med værket Social Sculpting, en performativ installation, hvor publikum inviteres til at modellere en fallos i tyggegummi, der efterfølgende støbes i bronze. Almindelige borgere sætter sit tandaftryk på en fallisk form, som foreviges. Værket kommenterer således på klassisk patriarkalsk bronzetradition – og sender måske en kritisk hilsen til demokratiet.

Späckstrasse
Gennem gården, rundt om hjørnet og op ad trappen indtager udstillingsstederne Antechamber og 68m2 de rustikke rum i Späckstrasse.

Antechamber deltager med Walls and Other Walls af Johanne Dybdahl Sigvardsen og Hilda Ekeroth: en række tekster og tegnede minimalværker, der giver stemme til den megen historie, som væggene på Gängeviertel rummer.

Bagest i udstillingsrummene på Späckstrasse viser 68m2 Telling Stories, en række udvalgte værker fra deres bagkatalog. Værkerne behandler ‘beretningen’ og den til daglig oversete udvælgelse, der ligger til grund for enhver fremstilling.

Fortællingens resonans
Og da jeg forlader Gängeviertel hænger 68m2s udstilling ved: Fortællingens vigtighed resonerer i hele stedets eksistens, ikke bare som historisk bydel.

Det var en bevidst ‘kulturvinkling’ af besættelsen, der muliggjorde aktionens succes, og det er den fortælling, man fortsat lever på:

Det var ikke en kontrær gruppe af aktivister, der barrikaderede de gamle huse i desperation efter betalelige boliger; det var 200 atelierløse kunstnere, der inviterede hele byen til fernisering. Den fortælling var spiselig, den ville man gerne tro på.