Sårbarhed og viljestyrke

Inde i Faurschous hvide kube kan vi for tiden opleve værker af en af den moderne kunsts største billedhuggere, fransk-amerikanske Louise Bourgeois (1911-2010), der verden over er rollemodel og forbillede for mange, især kvindelige billedkunstnere. Og hendes værker er om muligt endnu bedre installeret i det noget større udstillingsrum i Nordhavn end i Beijing, hvor jeg oplevede dem i november ’12.

For eksempel har den farlige jagtedderkop Crouching Spider (2003), der synes så livagtig, at man næsten ikke tør vende ryggen til den, fået mere plads til at beskytte sin yngel.

Udstillingen, der har titlen Alone and Together, er installeret af Bourgeois’ livslange assistent og sjæleven Jerry Gorovoy, der med både følsomhed og indsigt har udvalgt og fordelt de 25 værker (hvoraf Faurschou ejer de 7) i de multifleksible rum.

Det føles næsten, som om Bourgeois selv er til stede i rummene.

Fra subjekt til samfundsetik
Værkerne er blevet til over syv årtier, og benzinen har været vrede, angst og traumer, fulgt op af et tabunedbrydende og imponerende mod og en ubetvivlelig, kunstnerisk integritet. De viser os en kunstner, der i begyndelsen arbejder ligesom så mange andre formelt søgende, modernistiske billedhuggere i tiden: Lidt Giacometti her, lidt Jean Arp, Brancusi, Picasso og såkaldt primitiv kunst dér.

Dog ville næppe nogen af disse mandlige billedhuggere have malet et værk lyserødt, som Louise Bourgeois gjorde det med C.O.Y.O.T.E.– en bronzeskulptur fra 1947-49, der kan ligne en fængselsbygning med spidse tremmer, der holder en overligger oppe.

Oprindelig hed dette værk ’De blinde, leder de blinde’ efter Det nye Testamente, der advarer mod et sådant, lidet succesrigt forehavende, men i 1979 forsynede Bourgeois skulpturen med den lyserøde hudfarve og gav den titlen C.O.Y.O.T.E., der refererer til en amerikansk organisation, som arbejder for at afkriminalisere prostitution. Bogstaverne står for Call Off Your Old Tired Ethics. Bourgeois var fordomsfri og frisindet.

Dæmonuddrivende værker
Indtil 1982, da hun fik sit internationale gennembrud med en retrospektiv udstilling på MoMA, var hun en lidt perifer figur i det amerikanske kunstliv, kendt i kunstverdenen som en del af undergrunden og som underviser på diverse kunstakademier. Da hendes værker var så individuelt forskellige, havde hun dengang svært ved at få fodfæste på kunstmarkedet, der jo generelt foretrækker nogle sikre, kunstneriske ’brands’.

Værkerne, især dem fra 1970’erne og frem, er dæmonuddrivende, men samtidig dobbelttydige – ligesom titlen, der henviser til isolationen og samværet. Vi bliver sat i verden alene, ligesom vi går i døden alene, men vi er samtidig fuldstændig afhængige af hinanden, og det i en sådan grad at det er psykisk tortur at leve i ensomhed.

Bourgeois brød sig ikke om at være alene, men tvang sig alligevel til det, fordi hun kun kunne konfrontere sig med visse sider af sig selv, hvis hun ikke havde selskab.

Men det er endnu mere kompliceret:

Vi er ikke kun én, men mange personer, siger flere af hendes værker, mest håndfast i Cell XXIV (2001), hvor tre sorte, stofomvundne hoveder er forbundet med den samme hals.

Det er i realiteten et super uhyggeligt værk: Hvem er vi? Subjektet er indespærret i sig selv i evig dialog mellem overjeg, id og jeg. Der er ingen vej ud af dette mareridtsagtige jeg-fængsel, hvis ene side er forsynet med trådhegn.

Smerten forplanter sig
I det hele taget er Louise Bourgeois’ værker som en slags efterbyrd af hendes traumatiske barndomsoplevelser. Den smerte, der er lagt i værkerne, forplanter sig direkte til publikum, fordi de er så autoritative og direkte i deres udsagn og formsprog.

Som mange unge kunstnere i dag, vælger Bourgeois medier og materialer alt efter, hvad hun vil udtrykke.

En lille, henrivende skulptur af en gravid kvinde fremstilles for eksempel i lyserødt stof, mens en anden skulptur i lyserødt marmor eviggør kvinden som en frugtbar plante.

Bourgeois lægger ikke fingrene imellem, men værkerne er så stramt formuleret og udstillingen så rigt orkestreret, hvad angår tema, formsprog og materialernes uafviselige fysikalitet, at de bliver ved med at arbejde i én længe efter, at man har forladt Nordhavn.

Hendes værker påminder om, hvad kunst kan, når den som et universelt sprog taler klarest til os med kroppen som gennemgående omdrejningspunkt. Bourgeois sender os ordløse meddelelser fra sit sinds irgange og fortæller om smerteoplevelser og traumer, som forplanter sig til publikum og virker ansporende på vores eget sorgarbejde. For hvem har ikke sår på sjælen? Bourgeois var præget af lige dele sårbarhed og viljestyrke.

Aggressiv jagtedderkop
Det kunstneriske brændstof gennem samtlige 70 år er hendes traumatiserede opvækst i Frankrig med en far, der svigtede familien med et udenomsægteskabeligt forhold. Faren ville samtidig presse hende til at være en person, hun ikke var. Hendes oeuvre er uløseligt forbundet med disse initierende oplevelser, men det er herligt befriet for privat omklamring, fordi værkerne er så mangetydige.

Gennemgående tematiserer hun skrøbelighed, forurettelse, selvovervindelse, angst og fortabelse, hvad enten hun udtrykker sig i de mere abstrakte bronzeskulpturer fra 1940’erne, eller i de magtfulde senværker som den berømte Crouching Spider, omtalte kæmpemæssige jagtedderkop i stål. Her folder hun sig ud som en fremragende og fantasifuld, figurativ billedhugger. Denne edderkop er endnu mere aggressiv, atletisk og potentielt farlig end den 11 m høje, kvindelige edderkop Maman (1999), som mange københavnere oplevede på Nytorv i 2003.

Skønt Bourgeois’ værker også har en stærk konceptuel side – hun var dannet og belæst og teoretisk yderst godt klædt på, især var hun optaget af psykoanalytisk teori – så er det stadig det umiddelbart fascinerende formsprog og materialevalg, der bærer budskabet.

Kønnet på spidsen
Man bør også nævne hængeskulpturen i højglanspoleret aluminium The Couple (2003):

En mand og en kvinde hænger ned fra loftet og holder fast i hinanden, for kun således kan de undgå at dreje rundt om deres egen akse og blive viklet ud af den spiral, som omslutter dem fra underkroppen til op over hovedet.

Hvis ikke de holder fast, vil de hvirvle fra hinanden og falde nøgne til jorden. Her sættes det komplekse forhold mellem kønnene på spidsen.

Selv om det desværre er blevet endnu mere bøvlet at komme til Faurschou Foundation, er det udflugten værd. Her er det aktuelle udstillingsniveau på linje med MoMA’s.