Samfundet skal tage kunsten alvorligt

”Vi mangler den seriøse og gennemgående interesse for samtidskunsten i de store medier.” Sådan lyder dommen fra Maibritt Pedersen, næstformand for UKK – foreningen for Unge Kunstnere og Kunstformidlere. Hun ser enkeltstående nedslag og nyhedsvinklede historier som symptomatisk for mediernes behandling af samtidskunsten.

”Samtidskunsten bliver debatteret på netfora og lignende, men det, der skaber samfundsdebatten, er de store dagblade og public service-kanalerne,” siger Maibritt Pedersen, og som mediebilledet ser ud nu, går den seriøse dialog med samtidskunsten tabt.

Oplysningens fravær
Foreningens formand Dagmar Krøyer peger på, at medierne interesserer sig for det henholdsvist etablerede og det ekstremt provokerende, mens alle kategorierne imellem ikke bliver dækket.

”Jeg savner, at medierne tager en oplysende rolle på sig; undersøger en tendens, forklarer hvor den kommer fra, og hvad den vil,” siger hun.

Også Maibritt Pedersen efterspørger medier, der går ind og undersøger, hvilke emner og problematikker kunsten beskæftiger sig med, og får det formidlet til offentligheden.

Den debatterende offentlighed
”Offentligheden som begreb er jo en kritisk og debatterende størrelse, og det er den kritiske offentlighed, man kunne ønske sig at fremme i forhold til samtidskunsten,” siger hun. Kunsten er ifølge Maibritt Pedersen vigtig som en stemme i debatten, fordi den har en særlig måde at behandle virkeligheden på.

”Kunsten kan have et kritisk udsigelsespunkt, uden at den nødvendigvis kaster med brosten eller på anden måde er direkte konfrontatorisk,” siger Maibritt Pedersen. Hun mener, at kunsten kan behandle samfundsudviklingen fra et andet synspunkt, end politikerne kan.

Kortsigtet støttepolitik
Hvis ikke medierne tager kunsten seriøst, bliver det udelukkende politikerne, der sætter dagsordenen. I så fald mener de to repræsentanter for UKK, at det primært kommer til at handle om, hvad kunsten nytter, og hvor mange penge den skal have.

”Det gode ved kunst er jo, at man ikke nødvendigvis kan bruge det til noget. Det er sådan en ekstra størrelse, som fungerer i samfundet,” siger Maibritt Pedersen. Diskussionerne om kunststøtte er relevante, mener hun, men de må ikke stå alene, for en debat udelukkende om økonomi, resulterer ofte i et spørgsmål om, hvilken vogn man kan spænde samtidskunsten for.

I UKK ser man, som et resultat af denne nyttetænkning, en udvikling hen imod, at de offentlige midler til kunsten i stadigt højere grad bliver bundet til specifikke puljer. Den slags fokus bliver ifølge Maibritt Pedersen meget kortsigtet.

Kunstens fødekæde
”Et vigtigt aspekt af denne debat er den fødekæde der eksisterer i kunstverdenen,” siger Dagmar Krøyer. Hun understreger, at hvis der ikke er nogen, der efterspørger kvalificeret kunstformidling, så er det klart, at den ikke bliver lavet.

I den forbindelse nævner de to, at UKK forsøger at være vagthund over for det politiske system, så der ikke bliver sagt ét, men reelt gjort noget andet.

”Når man skærer ned på kunsten i folkeskolen og gymnasiet, når man ikke vil bakke op om et tiltag som BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus), der kvalificerer folk til at blive billedkunstnere, når man slet ikke viser respekt for den fødekæde, så giver det jo ingen mening at kulturpolitikerne samtidig taler om, at kunst er vigtig,” siger Dagmar Krøyer.

Potentialet i vækstlaget
UKK repræsenterer vækstlaget i dansk kunst, og foreningens rolle er også at gøre opmærksom på det afgørende potentiale, der ligger her.

”Hvis man fra de mere officielle aktørers side glemmer det potentiale, der ligger i vores medlemmer, hvis man kun vil støtte det, der allerede er lykkedes, så misser man hele mellemregningen,” siger Maibritt Pedersen.

Hun mener, at der så er en risiko for, at man om 10-15 år får en fattigere kunstscene, og så vil man pludselig opleve, at man mangler noget.

Oprigtig interesse?
”Tror man på, at kunsten kan noget, og er man rigtigt interesseret?” spørger Dagmar Krøyer, og fortsætter: ”Eller er kunst bare noget, man skal kunne sætte flueben ved og sige ’tjek, vi har lidt kunst her, og vi har lidt kunst der.’” Den kommentar retter sig mod medierne såvel som det politiske system.

”Samfundet skal tage kunsten alvorligt som en selvstændig størrelse, man går i dialog med på samme måde som alle andre størrelser i samfundet,” stemmer Maibritt Pedersen i.

”Du kan ikke pege på, at det er den eller den, der er skyld i samtidskunstens marginalisering. Kunstverdenen er et net af aktører, der reagerer i forhold til de andre,” forklarer hun og tilføjer: ”Det handler om en generel opkvalificering af debatten.”