Sammenholdsæstetik! E.B. Itso imponerer i samarbejde med unge på Fotografisk Center

Ned på Jorden er et kunstprojekt skabt af billedkunstneren E.B. Itso i samarbejde med elever fra den forberedende grunduddannelse FGU på Nørrebro. Udstillingen er muligvis E.B. Itsos måde at sige, at forestillingen om et individ er overvurderet, hvis ikke fuldstændig misforstået: Andre mennesker – og de rum vi er i – har langt mere magt over os, end vi tror.

Som en klump anonyme skikkelser går en gruppe unge mennesker rundt med papkasser på hovedet. Billedet er fra et af de første videoværker, vi møder på udstillingen Ned På Jorden, der lige nu kan ses på Fotografisk Center. Udstillingen er skabt af kunstneren E.B. Itso i samarbejde med unge fra Nørrebro i København gennem et længere workshopforløb. Samarbejdet har taget udgangspunkt i centrale historiske aktioner og begivenheder, som fandt sted i på Nørrebro i 1980’erne med forbindelse til BZ-bevægelsen, som de unge har genopført som kunstneriske ’reenactments’.

Det er dokumentationen af disse nyfortolkede genopførelser i byrummet, der udgør en central del af udstillingen i form af videoværker, arkitektoniske installationer og fotografi. Hvad der er elevernes bidrag, og hvad der er E.B. Itsos, er gennemgående uklart, og netop dét er en ret spændende præmis. Resultatet er en imponerende god udstilling, der bliver ved med at skrælle nye lag af historien om, hvordan mennesket vekselvirker mellem en individuel og kollektiv identitet – alt afhængig af rumlige omstændigheder.

Nye historier i historien

Kroppene er komplet anonymiserede med de brune papkassehoveder. Deres bevægelser er søgende og tilfældige. Det er som om, de prøver at holde sammen, men det er svært, fordi de ikke kan se noget. Indimellem lykkes det dog, og de går tæt op ad hinanden for at fastholde nærkontakten, men der skal ikke særlig meget til – vupti – så er de blevet væk fra hinanden igen.

I et andet videoværk ser vi de – sandsynligvis – selvsamme unge mennesker, nu uden papkasser på hovedet, posere i forskellige kropslige kompositioner i samspil med en bunke mursten. Ligesom de unge indtager murstenene forskellige skulpturelle former i takt med, at videoen klipper fra scene til scene. Der udspiller sig en slags rumlig samtale mellem de unge og de gule mursten. Som om de prøver at finde hinanden og komme frem til en form, der fungerer for begge parter.

Måske er dette videoværk – som nutidig fortolkning af en eller anden aktion i 80’erne – et billede på udstillingens tilblivelse, der netop er foregået som en kollektiv proces. Eller måske er det et billede på den måde, vi mennesker er i byrummet på; En krop i mængden af kroppe, der tilpasser sig de handlinger og bevægelser, andre mennesker udfører.

Værkerne er muligvis E.B. Itsos måde at sige, at forestillingen om et individ er overvurderet, hvis da ikke fuldstændig misforstået: Andre mennesker og de rum vi er i, har langt mere magt over os, end vi tror.

Byens lomme

Fotografisk Center er en stille, æstetisk lomme i Kødbyens rå og larmende omgivelser. Det er et fristed, hvor man i fred og ro kan se på verden, og tænke over den, i stedet for at være midt i den. Jeg tror, at E.B. Itso har set stedet på den måde og bevidst arbejdet med at iscenesætte rummet sådan ved at skabe et metarum; et rum i rummet, der tager et lille udsnit af rummets kvaliteter og skalerer det op, så det bliver dominerende.

En trappe fungerer som overligger mellem to udstillingsvægge og kaster sorte skygger på tværs af rummet. Sorte tæpper hænger “tilfældigt” henover loftets stålkonstruktion, og peger på et fotografi med selv samme sorte tæppe sat i spil henover en vej. Det er ikke forkert at sige, at de velovervejede arkitektoniske indgreb giver en fornemmelse af at være i en by, der opleves fra flere vinkler samtidigt. Som at bevæge sig på langs af byen uden at være en del af den.

Følelsen af at være i byen på afstand forstærkes af lyden af offentlige transportmidler – de velkendte lyde af metroen, bussernes døre og rejsekortets bibbib-lyde. De udgør udstillingens eneste auditive element og kommer fra et tredje videoværk, hvor de unge nu bevæger sig rundt i København via offentlig transport – igen med papkasser på hovedet.

Kunstoplevelsen er på den måde ubevidst påvirket af lyden af byen, der binder udstillingens delelementer sammen og gør den samlede rumlige oplevelse til et værk i sig selv.

Udstillingen er enormt betagende i sin scenografi, der i ren sort/hvid farve og minimalistisk udtryk mimer æstetikken i de værker, der præsenteres. Man zigzagger mellem arkitektoniske elementer, dokumentation og performative rekvisitter, der aldrig rigtig synes at være hverken det ene eller det andet. Kunst, rum og hverdagserfaring blander sig med hinanden og peger dels tilbage på den proces, der har affødt udstillingen og dels frem mod noget nyt og udefinerbart; en ny mulighed eller en anden virkelighed? Måske en ny måde at skabe kunst på?

Kunstens paradoks

Mange kender E.B. Itso som kunstneren, der i fire år frem til 2007 boede i en hemmelig lejlighed i en ventilationsskakt under Spor 12 på Københavns Hovedbanegård sammen med sin svenske kunstnerkollega Adams. Interventionen markerede E.B. Itso’s kunstneriske interesse for byen, kroppens bevægelsesfrihed og retten til at omforme det givne.

Ned På Jorden er eksemplarisk for E.B. Itso kunstneriske praksis til trods for, at kunstnerne kun indirekte er tilstedeværende som et navn på plakaten. Der er ingen spor af E.B. Itso selv i udstillingen udover genkendelseselementerne i hans æstetik og kritiske blik på byen. Og udstillingen er jo også netop et resultat af et workshopforløb med unge fra Nørrebro – så mon ikke E.B. Itso har set dette som en anledning til at markere (kunstner)individets ophør til fordel for en bevægelse henimod en mere kollektiv magt?

Pudsigt nok ender denne anmeldelse alligevel med at være en hyldest til kunstnergeniet E.B. Itso. Det er nok fordi, E.B. Itso allerede er skrevet ind i kunsthistorien. Det burde han måske aldrig have været. Som en slags nutidig avantgarde synes det netop at være E.B. Itsos projekt at undslippe sig selv som kunstner og ikke mindst undslippe kunsthistorien og kunstinstitutionen til fordel for virkeligheden. Men præcis som det skete for avantgarden, ender Itsos flugtforsøg i sidste ende blot med at rykke kunstens grænser og muligheder et nyt sted hen.