Sammenstød i morgenlandet – interview med Søren Lose

Af
16. marts 2008

En rejse til Istanbul resulterede i udstillingen, Tomorrowland på Galerie MøllerWitt i Århus.

Søren Lose i sit studio i Berlin. Foto: Kristoffer Horn Jensen

En rejse til Istanbul resulterede i udstillingen, Tomorrowland på Galerie MøllerWitt i Århus.

Af
16. marts 2008


info

Fernisering 14. marts 2008 kl. 16-18.

Det ligner et slot, det gamle nonnehospital Bethanienhaus i Kreuzberg. Men indenfor er de lange korridorer og højloftede gemakker hverken optaget af konger eller kuvøser – det er derimod kunstens hus. Og det er her, Søren Lose har fået en plads i et rummeligt atelier. Mens tevandet koger og vinduespudseren klapper stigen sammen bag os, sætter vi os for at snakke om hans tid i Istanbul og resultatet af hans residency dér: udstillingen Tomorrowland.

Søren Lose:  Odakule. Foto: Søren Lose
Søren Lose: Odakule. Foto: Søren Lose

Hvordan blev udstillingen Tomorrowland til?

”Da jeg rejste til Istanbul på ferie i 2006, kunne jeg med det samme fornemme, at der var noget på spil, der interesserede mig. Arkitektonisk var byen en stor smeltedigel mellem forskellige kulturelle såvel som tidslige udtryk – et clash af tegn med alverdens betydninger. Jeg formulerede derfor et projekt og søgte Kunststyrelsens residency i Istanbul, hvilket jeg var så heldig at få i efteråret 2007.

Under mit ophold forsøgte jeg fotografisk at dokumentere disse underlige møder i en by, der netop nu gennemgår en enorm transformation, og projektet kom herigennem også til at handle om at bære vidnesbyrd til mellemfaser.”

Mener du arkitektoniske eller kulturelle mellemfaser?

”Det er klart, at disse mellemfaser ikke bare er et arkitektonisk spørgsmål. Mange af bygningerne er godt nok enten ved at blive opført, revet ned eller falde sammen, ligesom hele kvarterer bliver hårdhændet moderniseret med kitchet pseudohistorisk arkitektur og plastikhuse.

Men disse overgangsfaser bærer jo netop vidnesbyrd om en historisk transitionsfase, mødet mellem nyt og gammel, øst og vest eller religion og kapitalisme for den sags skyld. Dette mellemstadie indeholder en stor potentialitetskraft.”

Søren Lose:  Parkhotel. Foto: Søren Lose
Søren Lose: Parkhotel. Foto: Søren Lose

Ligger Tomorrowland i tråd med din øvrige produktion?

”Både og. Dels er det stadig det fotografiske medie, jeg benytter, ligesom jeg kredser om historiske og tidslige møder, men samtidigt har jeg forsøgt at gå udenom gamle rutiner. Jeg ankom for eksempel til Istanbul uden et ’partitur’, selvom jeg nok var fristet til at følge i både Guldaldermaleren Rørbyes og forfatteren Orphan Pamuks fodspor.

Det er jo et greb, jeg tidligere har benyttet i min kunstneriske praksis – voyeristisk at forfølge tilfældige menneskers færden retrospektivt, blandet andet via fundne amatørfotos, men denne gang ville jeg have mit materiale til at tale først på egne præmisser.
Jeg følte, det var den rigtige måde, også fordi Istanbul, i modsætning til for eksempel Rom, ikke i samme grad identificerer sig med ruinerne, som faktisk stadig ligger og flyder i gader og parker. Reelt set er det først gennem turismen, at der er kommet egentlig gang i restaureringen af de historiske ruiner.”

Kan man tale om et brud med din opfattelse af den kunsteriske praksis?

”Så enkelt er det ikke. Jeg anskuer hverken mennesket eller kunstneren som en konstant skaber af noget nyt, men mener derimod snarere, at det interessante opstår i forskydningen mellem de eksisterende mønstre og de nye perspektiver. Historien er ikke en passiv statisk størrelse, men noget som vi hele tiden må forholde os aktivt til og revidere. Derfor bliver kunsthistorien også til stadighed mere og mere interessant for mig.”

Søren Lose:  Transmutation. Foto: Søren Lose
Søren Lose: Transmutation. Foto: Søren Lose

Bliver Istanbuls byrum gjort vestligt via den transition, vi før talte om?

”Det er der selvfølgelig en tendens til, men der er lang vej endnu. Flere og flere store glas- og betonbyggerier skyder i vejret og konkurrerer med minareterne om at nå højest mod himlen, men der er tilsyneladende hverken en gridstruktur eller nogen konsekvent byplanlægning som fundament for denne udvikling. Det betyder, at byen vokser i alle retninger og i alle mulige og umulige former. Globaliseringen har dog i den grad sat sit præg på cityscapet gennem multinationale konglomerater som IKEA, H&M og BAUHAUS.

En anden konsekvens af den boomende økonomi er at de fattige, som nu bor centralt indenfor den gamle bymur, bliver skubbet langt ud i byens forstæder. Dette sker parallelt til de europæiske hovedstader, hvor man i ‘normaliseringens’ navn forviser uønskede eller ubemidlede borgere til et liv ”udenfor bymurene” billedligt talt – der, hvor der ingen egentlig infrastruktur findes. Når det udelukkende er økonomiske parametre der styrer, er der fare for at udslette det helt unikke særpræg, disse historiske bydele har – både arkitektonisk og befolkningsmæssigt. I stedet ensretter man og bygger dyre luksuslejligheder og hæslige konsumtempler, som ligner noget der kunne stå hvor som helst i verden.”

Er der tale om en form for demokratisk bazar overfor kapitalistisk ensretning i demokratiets navn?

”Det Osmanniske rige var topstyret af Sultanen og hans embedsmænd, men det var samtidigt et ret liberalt og dynamisk system. For eksempel sammensatte man bevidst hæren af mange forskellige nationaliteter, ligesom de forskellige fag blev varetaget af bestemte etniske grupper. Således udgjorde befolkningen som helhed et mere komplekst kludetæppe af kulturelle og religiøse grupper. Så demokratiet var sikkert mere reelt dengang end i dag, forstået således, at offentligheden var mere spraglet og åben for forskellighedens tilsynekomst. ”


Fakta

Udstilling

Tomorrowland

15 mar 2008 19 apr 2008

Søren Lose

Galerie MøllerWitt Se kort og tider

Fakta

Søren Lose blev i 2007 tildelt Statens Kunstfonds 3 årige arbejdslegat. I 2005 fik han tildelt SYSTEMATIC Art på ARoS, Århus Kunstmuseum som i øvrigt har værker af Lose i deres samling. Udover soloudstillingen Tomorrowland på Galerie MøllerWitt i Århus åbner Søren Lose også soloudstillingen Abendland den 27. marts på Künstlerhaus Bethanien i Berlin. Desuden deltager Lose på udstillingen Home Sweet Home som åbner den 27. Marts på Galerie Andrieu i Berlin.