Samtidskunst i Nordsjælland: Esben Weile Kjær og Ingela Ihrman forvandler Tegners Museum og Munkeruphus

Lige syd for de store sommerhusområder ved Dronningmølle og Villingebæk i Nordsjælland ligger Rudolph Tegners Museum og Statuepark i et hedelandskab, og at komme hertil er som at komme til et andet land.

Det skyldes ikke bare, at området kaldes Rusland, men også den sære kombi af lyngbakker og patosfyldte bronzeskulpturer. På en høj sokkel raver den blinde Kong Ødipus rundt med skoven som baggrund. Tæt derved løfter en hjelmklædt mand sin modstander op over hovedet mod den høje himmel. Sejren hedder skulpturen.

Selve museet ligner en kolos af en tysk bunker med vinduesløse, utilnærmelige betonfacader. Man entrerer gennem en lille åbning – og wow, så står man i højloftede ovenlys-badede rum, bogstavelig talt fyldt til randen med Tegners svulstige marmor-skulpturer, hvor der ikke spares på noget, hverken referencer til antikken eller vitalistisk udtryks-maksimalisme. Det er i sandhed overvældende og dramatisk: Stor, større, Tegner.

Rudolph Tegner (1873-1950) selv var en outsider allerede i sin samtid, for meget simpelthen.

Mange mente, han havde storhedsvanvid. At han var for lidt nordisk og diplomatisk. Mistænkeliggjort blev han, fordi hans formsprog havde lighed med nazisternes kunstsyn (selvom der ikke er dokumentation for, at han havde sympati for nazisterne).

Så det var ikke let for Rudolph at få realiseret sine skulpturer (der findes dog en del i det offentlige rum i Helsingør og København), men han var fra en rig familie og endnu mere velhavende gift. Han kunne derfor i stedet opstille dem i sin egen, selvfinansierede park og museumsbygning.

På museet, der blev ‘genopdaget’ og renoveret i starten af 2000'erne, har man en tradition for at lade samtidskunstnere intervenere og ‘perspektivere’ den særegne samling, og jeg tænker, at man som kunstner anno 2025 gnider sig i hænderne: Her er virkelig noget at spille op til.

Esben Weile Kjær er som selvskrevet til opgaven. Med afsæt i sin performancepraksis står han i forvejen for et stærkt dramatisk udtryk, og han har allerede vist, at han med et stort scenografisk talent ikke er bange for store armbevægelser.

I museets centrale, katedrallignende rum giver han den gas med en 10 meter høj hængeskulptur, der imiterer en tornado, og som er udført i tusindvis af regnbuefarvede og glitrende strimler af den slags, som man kan finde på at bruge som forhæng i natklubber, til parader og andre steder, der trænger til et skud glamour.

De to vidt forskellige himmelfænomener – tornadoens vilde og ødelæggende power og regnbuens drømmeriske og illusoriske løfte – er her blendet sammen, og grebet er ligeså enkelt, som det er virkningsfuldt, fordi det på den ene side matcher stedet og de kolossale skulpturers iboende dramatik og størrelse! – og samtidig tilfører det hele en ganske anden, mindre højtidelig aura af popkultur, fest og farver.

Og selvfølgelig: Den regnbuefarvede ‘queer-ness’ prikker til kønstyperne hos Tegner, hvor mændene er alvorstunge, opadstræbende helte, mens kvinderne er muser eller ammer børn.

Et modsvar gives også i form af de tre store tryllestave, der ligger i forskellige versioner rundt omkring – en af dem nedenfor Tegners meterhøje Sankt Peter med nøglen. Med forskellige remedier kan man åbne døre til paradis eller drømmenes verden, forstår man!

Det er Klokkeblomst, der møder Apollon. Den barnlige fantasi, der hilser på de store mytologier! For tryllestaven er – som Weile Kjær udtrykker det i udstillingens formidlings-video – “objektgørelsen af forestillingsevnen”, et i den forstand legende og åbent symbol, fremkaldende alt, hvad hvert enkelt subjekt kan fantasere og drømme om.

At de – i modsætning til det billige plastiklegetøj, de låner deres formmæssige udtryk fra – er produceret i det holdbare stål og bærer titlerne Industrial Magic I, II og III, peger på den anden side ud over det barnligt uskyldige og ind i den kynisme og kapitalhøst, der stikker i hjertet af popkulturens massefremstillende drømmefabrikation.

Sådanne dobbeltheder finder man ofte hos Weile Kjær, og den blankpudsede glasfiberskulptur, man som det første møder, indeholder den også. Den nuttede Didl-figur står ved indgangen i en knaldrød djævel-udgave, men blikket er måske mest af alt forskrækket.

Wow, siger den måske efter at være trådt ind på museet, væltet bagover ved synet af Tegners skulpturelle overbud?

Weile Kjær understreger, at han ikke ønsker, at udstillingen skal ses som en afvisning af Tegner. Men han tilfører unægtelig museets udtryk en humoristisk drejning og bestøver det med queer- og popkulturens magiske tryllestav.

Ikke langt fra Tegners Museum, helt ud til Dronningmøllebugten, ligger Munkeruphus, som i dag fungerer som kunsthal med skiftende samtidskunst-udstillinger. Det er også et særligt sted.

Opført i 2016 som landsted inspireret af de engelske og amerikanske Arts and Crafts- og Colonial Style-bevægelser, skulle bygningen signalere landlig og afslappet livsstil ved hjælp af enkelhed i form og proportioner, simple materialer samt et udtalt samspil med stedets omgivelser – herunder i særdeleshed adgangen og udsigten til vandet gennem Dronningekløften i parken.

Placeringen og den omgivende natur er ofte medspillere, når samtidskunstnere indtager Munkeruphus, og det er også tilfældet i den aktuelle udstilling, hvor svenske Ingela Ihrman præsenterer et udvalg af sine værker i de små rum på førstesalen og rundt omkring bygningen. Dels tager en del af værkerne udgangspunkt i havets liv lige nedenfor kunsthallen, dels har hun i parken placeret skulpturen Dronningens lur, der er skabt af dele af Birketræer, der væltede i en storm sidste vinter.

Som Esben Weile Kjær tager Ingela Ihrman udgangspunkt i sine performances. Hun har et ret skønt mellemværende med plante- og dyreriget, når hun optræder totalt indkapslet i sine håndgjorte kostumer, sirligt og fantasifuldt kreeret af forhåndenværende, fundne genbrugsmaterialer.

Kunstneren kan eksempelvis udgive sig for at være en kæmpeåkande, der går i blomst. Ved hjælp af sindrige konstruktioner falder bægerbladene til side for at give plads til, at kronbladene kan folde sig ud: Materialelisten tæller: tekstil, blæk, akrylmaling, trælim, melklister, golfpinde, gelatine, plastskum, pakketape, velcro og ananasduft.

Andre gange agerer hun passionsblomst, kæmpeodder, frø, musling, tangplante, grankogle, figenfrugt eller fedtfugl med sin unge. De forskellige performances er som regel korte forløb, hvor figurerne opfører sig på karakteristiske og/eller idiosynkratiske måder - de blomstrer, udsender dufte, udskiller væsker, mader, formerer sig eller føder.

Man griner, for legesygt og ‘barnligt’ er det, men der er også noget rørende ved dette forsøg på en hands-on-indlevelse i en ikke-menneskelig væren.
For hvordan er det egentlig at være frø, musling eller kaktus?

Ihrman går helt konkret til værks i forhold til en tematik, som er her og der og allevegne på samtidens kunstscene: Nemlig en stræben efter at genetablere sammenhængen mellem alle livsformer – og heri også opgøret med den såkaldte antropocæne æra, kritikken af tanken om det herskende menneske, adskilt fra omverdenen og indehaver af et instrumentalt, ressourceorienteret blik på naturen.

Udstillingen rummer både videoværker, der viser nogle af disse performances, men også ‘efterladenskaber’ i form af de kostumer, kunstneren har brugt. Efterladenskaber skal ikke forstås degraderende, for de fungerer som skulpturer i egen ret. Kæmpeåkanden kravler opad væggen, blomsten er udfoldet på gulvet, en afblomstret gigakaktus hænger i trapperummet.

Og Ihrman er desuden flere gange vendt tilbage til museet for at kravle ind i de skulpturelle kostumer og vække dem til live i performances.

I et af rummene samler kunstneren forskellige skulpturer og objekter, som har med havets liv at gøre. Her er det nye videoværk, hvor Ingela har iført sig et kostume af plastik og silke og forvandlet sig til en kæmpemusling, der med en kagesprøjte afsætter små ‘muslingeskaller’ i glasur i vandkanten nedenfor Munkeruphus. Hvorefter muslingen vandrer op gennem Dronningekløften, for at tage bad i et badekar! – og vupti er vi under vandet og i kontakt med blomsterkoraller og røvanemoner!

En badebro, en lånt samling af forstenede søpindsvin, flere skulpturer der forstørrer forskellige tangplanter, samt Kæmpemuslingens badeværelsesskab (haha) er elementer i præsentationen. Jeg tænker igen på sammenfiltringen af menneske og andre arter, men også på, at alt kommer af havet, og at vi består af mellem 55-80 % vand!

Ingela Ihrmans æstetik på Munkeruphus kunne dårligt adskille sig mere fra Esben Weile Kjærs på Tegners Museum. Hun klippe-klistrer blomsterknopper, røvanemoner og tarmtang frem, og det er håndens arbejde, det er tæt på kroppen. Langt fra pop, blanke overflader, glitter og industrifremstillede tryllestave.

Men fælles for kunstnerne er, at de arbejder med fantasien og forestillingsevnen som kunstens magiske og legesyge greb per ce, der er i stand til at afvæbne os for en stund og gøre os lidt blødere. Og begge kunstnere har noget på hjerte. Som trojanske heste trænger de ind i vores syn, kroppe og hjerner.

Det må de gerne. For vi har brug for forestillingskraftens magi, brug for indføling i verden omkring os, og brug for at sænke skuldrene, leve lidt mere, blive lidt blødere. Blævrende som en musling, måske?