SAMTIDSKUNST & URBANITET – et udstillingseksperiment

Relationel Æstetik
Kunstkritikeren og kuratoren Nicolas Bourriaud beskrev i 90’erne samtidskunstens bevægelse mod hvad han kaldte en relationel æstetik. En kunstpraksis der kendetegnes ved at etablere mellemmenneskelige relationer snarere end at beskæftige sig med repræsentationer. Den gør sig til et ”sted” for dannelsen af en specifik socialitet og et rum for sociale eksperimenter (kilde: Nicolas Bourriaud: Relationel Æstetik).

Jonas Palms projekt på Lille Torv
Konceptet byggede på en kaffebar, hvor man kunne komme forbi og få en kop kaffe eller te GRATIS. Kunstneren fandt møblementet til kaffebaren i storskrald – plastic havestole, et gammelt bord og en plastictønde som udskænkningsbord. Opstillingen blev forholdsvis simpel og forstærkede det ’ikke-økonomiske’ foretagne. Hans eneste udgifter var altså til kaffe og te

Thomas Elsted Rasmussens projekt i Mølleparken
Kunstneren Thomas Elsted Rasmussen tegnede med en kridtoptegner et plankort over en forlystelsespark direkte på Mølleparkens græs og beplantning. Dette skabte nye zoner end de fast anlagte, og planlagde parken på ny. Derudover blev der opstillet 10 bænke, (bygget af kunstneren selv), rundt om i parkens ellers ’bænke-frie’ arealer. Efter projektets afslutning flyttede bænkene ud i det øvrige byrum – bl.a. til Store Torv og Klostertorv.

Berit Dröse og Marie Melchiorsens Kunstprojekt#4 i Carroll&Carmen
Værket ”kunstprojekt#4” af Berit Dröse og Marie Melchiorsen tog sit udgangspunkt i tøjbutikken ”Carroll&Carmen”, der forhandler mærkevaretøj og tilbehør. Værket var på én gang et både synligt og usynligt greb, som blandede sig med butikkens varer og skilte. På nogle af varerne var der påhængt et lille mærke, der imiterede det brand- og prismærke der i forvejen sad på varerne. I stedet for oplysninger om brand, pris og størrelse, stod der på den ene side ”Kunstprojekt#4” og på den anden side:

en vrangforestilling om
påført omklædning og
påklæbet retningssans

Nye muligheder for socialiteter og relationer
Thomas Elsted Rasmussens værk tilførte Mølleparken, der ellers har karakter af transitzone, mulighed for dannelse af socialiteter og relationer. Som parken hidtil er organiseret, præges brugerens færden af hastighed og dermed ikke længerevarende ophold. Parken må således opleves i fart, og der lægges ikke op til nogen egentlig form for menneskelig kontakt. Værket omdannede gennemgangsparken til også at være et muligt mødested – både mellem sted/værk og bygænger men også mennesker imellem. Desuden blev der, med værkets bænke, givet en mulighed for at hjemløse (eller andre) kunne sove i parken om natten. Parken fik altså en ny social funktion, som sandsynligvis ønskes undgået i den eksisterende park. Parkens nuværende indretning er medvirkende til at begrænse uønskede former for menneskelig adfærd, og værket pegede indirekte på denne forholdsvis usynlige styring af byrummet.

At tage imod tilbuddet om en kop gratis kaffe og sætte sig ned ved bordet midt på Lille Torv indebar en indvilgen i at gøre sig til objekt for opmærksomhed fra de forbipasserende. Hvis man satte sig ved bordet måtte man ligeledes indgå i relation til Jonas, der serverer kaffen, og evt. også andre tilstedeværende kaffedrikkere. Som Bourriaud beskriver det, må man delagtiggøre sig i en specifik socialitet eller mødesituation, som er essentiel for værket.

Relationer via synet
I oplevelsen af den relationelle kunst indgår man som beskuer i værkets tilblivelse og betydningsdannelse. At se og opleve værket skaber blandt andet værket, ligesom det at se sig selv og andre skaber subjektiviteten. Via synet opstår relationer, og via relationer opstår subjektivitet. Kunstværkets essens ligger altså i oplevelsen – i relationerne det skaber med sine beskuere – og ikke i værkets genstandsmæssighed.
Den alternative kaffebar midt på torvet udfordrede publikum/gæsterne, i og med at man satte sig selv til skue samtidig med, at man kunne beskue andre – derved blev der stillet skarpt på den voyeuristiske udveksling der foregår i bybilledet. Det private og det offentlige forbindes, når man som privat individ indgår i det offentlige rums voyeurisme. Individet og fællesskabet forenes i et samlet, gensidigt men komplekst syn.
Thomas Elsteds projekt i parken kommenterede via de alternative stisystemer parkens hidtidige opdeling. Den ordnede, styrede struktur blev brudt op i friere og mere individuelle celler. Blikket blev derved sat fri til selv at vælge sin vej. De hvide streger var blot optegninger, ikke lukkede hække eller forhindringer der nægtede blikket frit udsyn. Denne måde at skabe rum og afgrænsninger på – via streger – er et godt eksempel på, hvordan bybilledet skabes visuelt. Vi er vant til at orientere os via markeringer – i trafikken og i banken fx, hvor vi ikke må gå længere frem i køen end til den markerede streg foran skranken. Blikket og vores adfærd kan altså udmærket kontrolleres visuelt frem for rummeligt. Der blev i projektet stillet skarpt på denne måde at skabe rum – at skabe byens struktur – på. Parken indeholdt med projektet både den konkrete, materielle strukturering – i form af hækkene og brostenene – og samtidig den nye, alternative visuelle markering af forskellige former for rummelige celler.

Kunstprojekt#4 omskrev de tags på tøjet, som oplyser om mærke og pris, til at være en kommentar til forbrugerisme og den dertil knyttede identitet. I parafraseringen af de kommunikative tegn opnåede værket opmærksomhed, idet de nye tags adskilte sig fra de sædvanlige ved den abstrakte tekst, der ikke oplyste om faktuelle ting men nærmere stillede spørgsmål. Denne forskel, forundringen, skærpede forbrugerens blik og koncentration, og forbrugeren blev, via refleksionen, til en beskuer. Walter Benjamin taler om at adspredthed og koncentration eksisterer og opstår i samhørighed. Eksempelvis skaber reklamens chokeffekt, eller forskels-effekten som Kunstprojekt#4 benyttede sig af, opmærksomhed og derved fordybelse. Altså kan øjets opmærksomhed og kontemplation opnås via chokeffekter og overraskelse.

Idet værket appellerede til det særlige forbrugsrelaterede blik og samtidig synliggjorde sig selv som kunstprojekt, hævede det sig over den umiddelbare betydning og kommenterede det anvendte forbrugerblik metarefleksivt. Projektet anvendte altså byens kommunikative tegn i en kritisk kommentar af selv samme.
Når kunsten i byrummet anvender forbrugsvarernes tegn og koder, indskriver den sig i et felt, der arbejder på grænsen mellem kunstværk, livsstilsprodukt og forbrugsvare.