Samtidskunsten starter med F

Stå oprejst! Placér din kropsvægt på højre fod med bøjet knæ. Balancér på højre fod. Bevæg venstre fod frem og placér foden på gulvet, hælen først og med god afstand til højre fod. Skift kropsvægten til venstre fod. Løft højre ben og fod med bøjet knæ mens du balancerer på venstre fod. Fortsæt indtil processen bliver automatisk.

Tillykke! Du har nu udført et Fluxus-kunstværk.

At stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette værk er interessant for et nutidigt publikum kunne måske virke stødende på en mand, for hvem Fluxus er intet mindre end ”fantastisk.”

Men da tvivlen alligevel rejses for den Hollandske kunsthistoriker, højt profilerede Fluxus-ekspert og en af drivkræfterne bag den aktuelle Fluxus-udstilling i Nikolaj Kunsthal Peter van der Meijden, viser den sig berettiget.

For Fluxus er, som navnet antyder, og eksperten understreger, ”meget flygtigt.” Og det er bevægelsens diffuse træk, der ifølge forskeren gør den interessant i et nutidigt perspektiv, men også ekstremt vanskelig at forholde sig til.

Hvad er Fluxus?
Et Fluxus-værk tager typisk afsæt i en kort instruktion, der, hver gang den følges, fører til et nyt resultat. ”Instruktionen siger kun ganske lidt om, hvordan de forskellige handlinger, der er skitseret skal udføres, så hver person vil gøre det forskelligt. I hver eneste kontekst vil den virke anderledes.”

Van der Meijden foreslår at betragte Fluxus i lyset af den franske filosof Gilles Deleuzes begreb om ’det nomadiske’: En måde at være, tænke og skabe på, der nægter at lade sig reducere til en model. Det følger materialet, det er en væren i verden, der ikke er forudbestemt eller reguleret. Sådan opfører Fluxus sig i høj grad.”

”Men Fluxus er også nomadisk i den forstand, at kunstværket ikke er knyttet til en kunstnerpersonlighed. Det kunne ske at et værk blev opført selv om kunstneren ikke selv var til stede. Alle kan opføre et Fluxus-værk, jeg kan også og gør det også indimellem,” afslører Van der Meijden med et grin.

Det konturløse kunstværk
Fluxusværkerne ‘rejste’ altså både konkret og i overført betydning, idet de skiftede form afhængig af den kontekst, hvori de blev opført.

Van der Meijden peger på endnu et nomadisk træk ved Fluxus:

”Det hele begyndte med en person der var displaceret: Den litauiske amerikaner George Maciunas, der endte i tyskland og som dér skabte et netværk af folk, der var villige til at rejse for at deltage i festivaler i hinandens lande, møde deres venner og diskutere med dem. Fluxux blev et parallelsamfund, der florererede mellem landegrænser, kulturelle grænser osv.”

I Van der Meijdens perspektiv er Fluxus så gennemsyret af ’det nomadiske’, at det virker håbløst at gøre sig forhåbninger om et bud på en konkret Fluxus-definition. Lader Fluxus-begrebet sig overhovedet omfavne?

Hvis Fluxus-kunsten er nomadisk – altså flygtig, synes det problematisk at knytte den til en specifik historisk periode? Vil man kunne kalde et samtidskunstværk for Fluxus?

“Kunstnere idag er optaget af fluxus,” fastslår Van der Meijden, men tøver med at drage en direkte parallel mellem samtidskunsten og Fluxus.

Der er dog ligheder mellem Fluxus og dele af samtidskunsten, for eksempel den åbne form og graden af publikumsinddragelse. Men Van der Meijden mener at det ville være forkert at omtale et samtidskunstværk som Fluxus. Der er særligt ét karakteristika ved Fluxus, som  adskiller Fluxus fra de fleste nutidige kunstformer:

”Et fluxusværk indeholder et element af ’aha’, hvor man lige pludselig under hændelsen ser, hvad det egentlig er. Det afføder et grin, men et erkendelsens grin”.

Nærmere kommer vi ikke formlen på en særlig Fluxus-DNA i denne omgang. Fluxus er åbentbart et begreb, der på én gang er udefinerlig og samtidig så afgrænset, at kun få værker faktisk kvalificerer sig til betegnelsen.

Hvor er Fluxus idag?
Selvom Fluxus er et fænomen, der ifølge Van der Meijden begrænser sig til en specifik periode og en konkret metode er han ikke i tvivl om at Fluxus-dna’et er gået i arv op gennem kunsthistorien. Fluxus-genet findes altså i samtidskunsten!

Hvordan spores det og hvad kendetegner genet?

”Fluxuskunstnerne var blandt de første der skiftede fokus fra objekt til proces. De var også de første der aktivt arbejdede med publikumsinddragelse således at det var publikum, der skabte værket.”

Metoden satte nye standarder for, hvad der kunne betragtes som kunst og var i den forstand, indskyder Meijden, forløberen til det vi idag betegner som ‘relationel æstetik’.

Ligesom det var magtpålæggende for Fluxus at inddrage virkeligheden i kunsten, for derved at få folk til at være i verden på en anden måde søger den relationelle kunst blandt andet at kompensere for mangelen på socialt samvær.

”Alt det, der hører ind under relationel æstetik, det kan man i en eller anden forstand relatere til Fluxus,” understreger Van der Meijden, men slår samtidig fast, at han ikke kan pege på konkrete samtidskunstnere der synligt og eksplicit er inspireret af Fluxus.

Han nævner alligevel Superflex og Jens Haaning, som bærere af et særligt Fluxus-gen, men vil hellere tale om den såkaldte ‘new media art’, hvis brug af algoritmer kan relateres direkte til Fluxus.