At sanse verden i dig selv

Er man med Jeppe Heins aktuelle udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig vidne til en nyreligiøs maveplasker, et navlepillende apolitisk selvmål? Nej, man oplever en udstilling, der berører – og minder om, at det at mærke sig selv må være en aldeles nødvendig, moderne disciplin.

At sanse verden i dig selv hedder Jeppe Heins udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Det er den første store udstilling på et dansk museum siden 2009 af kunstneren, der worldwide er fejret for sine minimalistisk inspirerede installationer i krydsfeltet mellem kunst, design, arkitektur og teknologi.

“At sanse verden” er et velkendt omdrejningspunkt i en karriere, hvor kunstneren legende har inviteret beskueren til at være opmærksom på selve sanseapparatet. Her i Lemvig er der så tilføjet “i dig selv”, og det betyder en drejning i retning af et mere personligt, eksistentielt, ‘spirituelt’ projekt, der rækker ind mod en indre, immateriel realitet: Det handler om at være i kontakt med sig selv, være til stede i sig selv, være bevidst her og nu.

Mærk vejret, du trækker
I en lang række yoga- og meditationstraditioner er sansningen af åndedrættet centralt, og det overfører Hein til et hovedspor i udstillingen. Her har han malet blå vertikale penselstrøg på alle museets vægge i takt med sit åndedræt (Breathing Watercolours, 2017). Værket Breath (2015) består ligeledes af glaskugler i forskellig størrelse, der indeholder Heins udåndinger, og ordene “INHALE”, “HOLD”, “EXHALE” lyser med skiftende intervaller bag et tovejsspejl i værket af samme navn. Også Light Pavilion (2009) mimer åndedrættets rytme, idet værket aktiveres, når en museumsgæst træder løs på en motionscykel og får lyskæderne til at udvide sig og trække sig sammen.

Der er også værker med afsæt i de syv chakraer, der ifølge østlig filosofi refererer til specifikke energicentre i kroppen. Det gælder blandt andet Frequency Watercolours (2013). Malerierne er skabt ved, at buddhistiske syngeskåle fyldt med farver tilhørende de forskellige chakraer er sat i svingninger, hvorefter farven bobler og springer ud på papiret i en særlig version af drip paintings. Hein har med vanlig imødekommenhed organiseret, at man selv kan prøve det i udstillingen, og jeg – som ellers aldrig dyrker museale ‘skoletjenestetiltag’ af den art – prøver, og vibrationerne mærkes i hele kroppen og er en håndgribelig oversættelse af et immaterielt, lydligt fænomen til en konkret, malerisk materialitet.

Næsten ingenting
Særlig kontemplativt bliver det i udstillingens sidste del. I værket Almost Nothing (2008) svæver en hvid fjer i en glaskugle, sat i bevægelse af en lille motor. Det er et poetisk nærværsværk ala den ikoniske scene fra filmen American Beauty (1999), hvor en plastikpose svæver dansende i blæsten – som en synliggørelse og materialisering af det usynlige og immaterielle. Yderligere er der Third Eye (2014), som er en mørk tovejsspejlsøjle med reference til den buddhistiske tanke om et indre øje, der giver adgang til åndelige erkendelser. Man opdager, at stearinlyset ikke er en videoproduktion, men et rigtigt brændende lys placeret inde i søjlen. Man kan spejle sig og se sig selv med det tredje øje – lyset – i panden.

Hein har oveni købet fået fremstillet duften af stilhed til denne sektion af udstillingen, som ærgerligt og inkonsekvent – når man nu i ramme alvor inviteres ind i det kontemplative – forstyrres af en formidlingsvideo med Morgenthaler og Hein.

Gik ned med stress
Heins interesse for at sanse verden “i sig selv” udspringer af egne erfaringer. I 2009 kollapsede han af stress, og den langsommelige proces med at genetablere kontakten til sig selv førte blandt andet omkring lange gåture, yoga, meditation og østlig filosofi. Den afskrællede personlige historie får vi i en række ubehjælpelige, ordblinde og skrøbelige akvareller i værket I am right here right now (2015-2017), der er et udvalg af de mere end 4.000 akvareller, Hein har lavet siden sit sammenbrud – og stadig laver – som en slags visuel dagbog over stemninger, følelser, tanker og oplevelser i hverdagen.

Hvad har han gang i?
Spørgsmålet er, hvad er det egentlig er, Hein har gang i? Er vi ikke vidne til en nyreligiøs maveplasker, et navlepillende, apolitisk selvmål? Er det ikke for meget? Nej, det er det ikke.

Hein er ikke belærende, stadig legende og stadig inviterende – såmænd også stadig cool æstetiker i de fleste værker. Det opleves snarere velgørende med et personligt afsæt, der bringer blod og kant til den bagsideløse oplevelsesøkonomi, Hein til tider er blevet kritiseret for friktionsløst at indtræde i. Den nye, håndholdte og personlige version af Jeppe Hein har tilføjet en anden dimension til den højt profilerede, minimal-æstetiske verdenskunstner.

En nødvendig, moderne disciplin
I det 21. århundrede har ‘det spirituelle’ fået voksende betydning i en række kulturelle sammenhænge rækkende fra videnskabelige diskurser over erhvervslivets mindfulnesskurser til samtidskunsten. Det er som om, at behovet for fordybelse og stilhed vokser i takt med megabit-hastighedernes ekspansion og det galopperende overforbrug. Og det er vel også på tide, at vi for alvor konfronterer os selv med det paradoksale faktum, at stress blevet en invaliderende folkesygdom i vores del af verden, der ellers historisk set er begunstiget med fritid og materielle goder som aldrig før. At det er nødvendigt at reorganisere ikke blot på et strukturelt plan men også på det personlige.

Med andre ord kan et ‘selvudviklingsprojekt’ med henblik på at tilnærme sig større nærvær og tilstedeværelse her i verden forekomme som en aldeles nødvendig disciplin – et samfundsgavnende projekt. I hvert fald bør præmissen ikke på forhånd – og som automatik – være, at det er et apolitisk projekt, der blot begrænser sig til det enkelte, navlepillende individ.

AlI in
I kunsten manifesterer behovet sig i form af nærværskunst, nymaterialisme, slow art og kunstnere, der er optaget af esoteriske emner.

Hvad, der adskiller Hein fra mange andre samtidskunstnere, der arbejder i dette felt, er, at han går ‘all in’. Mange holder det spirituelle i strakt arm og forholder sig researchende eller med ironiske forbehold, ligesom kunstnere som eksempelvis Lea Porsager eller Joachim Koester (iøvrigt fremragende) beskæftiger sig med knaldede ‘spiritistfigurer’ som Gurdjieff og Crowley.  Sådanne ‘distancerede’ eller ‘sensationalistiske’ tilgange ligger fjernt fra Heins projekt.

At meditere, dyrke yoga, kende til buddhisme, kende til sig selv og mærke sit åndedræt er simpelthen bare meningsfuldt i Heins univers, og han formgiver og inviterer til deling af denne indsigt.