Sansernes vandring i måneskin

Moon Skin Lucid Walk tager tid at se. I hvert fald hvis man skal se værkerne ordentligt og tage værkerne ind. Den opfordring læser jeg også i udstillingens titel Moon Skin Lucid Walk: man skal tage sig tid til at gå igennem udstillingen og have alle sanserne åbne, som var det en vandring i måneskin, eller måske erfaringen af månens lys, der vandrer over huden.

For det gælder alle de tre deltagende kunstnere, at hver enkelt af deres værker er et formelt og sanseligt præcisionsarbejde, som samtidig er båret af en refleksion over billeders og skulpturers mulighed for at skabe betydninger.

Associationer og fornemmelser
De tre kunstnere deler en interesse for abstraktionens udtrykskraft. Farver, strukturer og materialer rummer betydninger udover det rent visuelle.

De kan pege på kropslige erfaringer og etablere præcise stemninger, ligesom de kan skabe associationer i retning af drømme og spirituelle forestillinger.

Men betydningerne pensles aldrig ud. Billede og titel får lov til at interagere i et gådefuldt og antydende samspil, som på denne udstilling forvirres lidt af, at titler præsenteres i grupper, sådan at det i nogle tilfælde ikke er helt tydeligt, hvilken titel der hører til hvilket værk.

Både Evren Tekinoktay og Kirstine Roepstorff viser mange nye værker på udstillingen, og de peger lidt i forskellige retninger. Tidligere var der en mere direkte korrespondance imellem de to kunstneres tætpakkede collage-formsprog og interesse for populærkulturens kvindebilleder, men den dialog er ikke så tydelig på udstillingen. Mest af alt fordi Roepstorff har rykket sit formsprog i retning af et mere lyrisk, abstrakt udtryk, der imponerer både i sit omfang og i sin formelle skarphed.

Visualisering af det formløse
Roepstorff arbejder med at give visuel form til det, som ikke umiddelbart har en form, fx lyde og stemninger, og i de nyeste arbejder er den ambition trukket i retning af det abstrakte og til tider næsten minimalistiske udtryk.

Hun viser bl.a. et omfattende antal messingmobiler, som visualiseringer af både konceptuelle udstrækninger som horisont-linjen eller distancen fra jorden til himlen, og af lydbilleder som fx mobilerne Klangmenschen og Tiny Piece of Music.

De står sig godt i samspil med hendes vægcollager af eventyrlige eller kinesisk-inspirerede landskaber og giver et meget overbevisende indtryk af Roepstorffs visuelle sensibilitet og evne til at udvikle sit kunstneriske arbejde i nye retninger.

Tragiske skønheder
Tekinoktay folder heroverfor sin pin-up-modeller og popkitschede formsprog ud i animerede former, som giver dem en ekstra oktav af uhygge.

Dels præsenterer hun en række animerede, neonlys-abstraktioner, som sender tankerne hen på tivoli-forlystelsers hidsige, men også lidt bedagede skiltning. Dels præsenterer hun en række pin-up kvinder, hvis kroppe gøres til ramme for animationer i en grov collage-form, der matcher kvindernes halvvulgære udtryk.

Tekinoktay kalder selv sine kvinder for ’tragiske skønheder på kanten af opløsning’, hvilket er en passende beskrivelse også for de nye animerede værker.

En feministisk pioner
Med sit fokus på kvindekroppen og særligt kroppens åbninger, øjne, og mund, deler Tekinoktay et slægtsskab med italienske Carol Rama, hvis kunstneriske praksis går tilbage til 1930’erne. Udstillingen præsenterer kun et lille udvalg af Ramas værker, da hun netop nu, i en alder af 90+ turnerer rundt på Europas udstillingshaller med en retrospektiv soloudstilling.

Som den mere kendte Louise Bourgeois er Ramas værker selvbiografiske med referencer til surrealismen, og ligesom Bourgeois fik hun først sent sit internationale gennembrud, omkring 1980, hvorefter hun bl.a. har fået tildelt en guldbjørn ved Venedig Biennalen i 2003.Det er flot, at Den Frie med denne udstilling giver os en smagsprøve på Carol Ramas værker.

På udstillingen vises værker fra 1960’erne og frem, herunder både figurative og helt abstrakte værker. I flere værker bearbejder hun kropsdele, fx munden og tungen, som et repetitivt mønster, mens andre værker er minimalistiske kompositioner, hvor hun introducerer gummi som collage-element.

Rama har en tydelig ambition om at vise forbudte og censurerede begær, men hun har også et markant abstrakt-strukturelt formsprog, som måske er det punkt, hvor hun og Roepstorffs nye værker går bedst i dialog.

Roepstorff og Hilma af Klint
Ellers ville en anden nyopdaget kvindelig pioner være en mere oplagt dialogpartner til Roepstorffs nyeste værker: Hilma af Klint. Ikke mindst Roepstorffs triptych fra 2014 med titlen Lucid Dream Cabinet skaber associationer til Hilma af Klints spirituelle abstraktioner. Lucid Dream Cabinet består af tre mørke glasskabe, som hver især rummer en abstrakt komposition skabt af messing.

Resultatet ligner en mellemting mellem et kirkeligt orgel og en altertavle. Værkets samlede titel og de enkelte kompositioners undertitler: Confinement, Fruition og Surrender, peger dog også hen på psykologiske forestillinger om fortrængte fantasier.

I de fleste af udstillingssalene er der gjort forsøg på at etablere en dialog imellem de tre kunstneres arbejder, og der kan naturligvis peges på ligheder imellem dem. Oftest udfolder dialogen sig dog blot mellem to af kunstnerne, og typisk med Kirstine Roepstorffs værker som dominerende indslag.

I det hele taget er Moon Skin Lucid Walk en meget flot og omfattende præsentation af tre gode kunstneres arbejder, hvor det, der træder tydeligst frem i sammenstillingen, er den fælles insisteren på det enkelte værks selvstændige kvalitet og udsigelseskraft.