Scener fra et rollespil

I centrum for Maria Meinilds udstilling A HUM står en videoinstallation, der igennem dukke- og objektteater undersøger individets forhold til fællesskaber, sociale strukturer og kroppen. Vi har talt med kunstneren, som er aktuel i aarhusianske Galleri Image.

Det er som at komme bag om scenen i et lidt utraditionelt teater, når man træder ind i Maria Meinilds udstilling i Galleri Image. Lange, tynde dukkeben med nylonstrømper hænger fra loftet, plyssede dukkearme hænger på bøjler og en ansigtsformet skål er spændt fast på væggen sammen med print af dramaøvelser fra den brasilianske teaterinstruktør Augusto Boals bog Games for actors and non-actors. Den lidt fragmentariske bagscene sætter rammen for hovednummeret: En 11-minutter lang, loopet video, som består af fire scener mellem tre ufærdige dukker og fire dukkeførere, der styrer dem med koreograferede, repetitive bevægelser.

Teaterets sprog er en vigtig inspiration i Maria Meinilds virke, hvor hun med primære medier som video, fotografi og objekter undersøger sociale strukturer og deres betydning for os som individer.

“Jeg bruger tit narrative strukturer fra teatret i mit arbejde, hvor scenen og rollespillet bliver en slags metafor for menneskelig interaktion. Det er en god måde for mig at bearbejde nogle af de ting, jeg er interesseret i, som f.eks. menneskers sociale adfærdsmønstre, iscenesættelsen af hverdagslivet og vores forestilling om normalitet. Jeg er også interesseret i, hvordan sociale strukturer, såsom fællesskaber og institutioner, relaterer sig til individuel erfaring, og det er også nogle tematikker, som er med i denne udstilling,” siger Maria Meinild.

I A HUM sættes objekter, dukker og mennesker sammen i en gruppekonstellation, hvor rollespillet foregår i spartanske omgivelser med fem billige plastikstole som primær scenografi. For hver scene dannes en ny social struktur med stolenes ændrede placering, og foran videoskærmen i galleriet er lignende stole sat op i publikumsrækker. På en enkelt af dem hviler en skjorte på stoleryggen, og en anden er optaget af en dukke i lyseblåt plys – en spiller i værket på skærmen. Der er ingen tvivl om, at kunstneren ønsker, at vi skal føle os inddraget.

Outsourcing

Maria Meinilds interesse for objektteater startede for alvor sidste år under et residency hos International Institute of Puppetry i Nordfrankrig, hvor hun fulgte elever under uddannelse til dukkefører. Hun fortæller mig, at dukkernes ufærdige udformning og de frithængende dukkedele i udstillingsrummet er inspireret af et værkstedsbesøg, hvor hun observerede en række begyndende dukkehoveder på pinde – endnu uden krop. I det hele taget synes processen fra fragment hen mod et defineret hele at optage kunstneren.

“Dukkerne har nogle meget simple forme – de er ikke endnu, kan man sige. De er en begyndelse på en krop eller et individ, der endnu ikke har fået en klar position eller identitet. For mig fungerer dukken både som en kommentar til, hvordan de objekter, som vi i dag er afhængige af og stoler på, påvirker vores sociale adfærd, men også som symbol på en outsourcing af følelser eller handlinger – ligesom når vi bruger en emoji.”

Et transparent øjeblik

I en afgørende scene skifter dukkeførerne position fra at stå bag ved det objekt, de styrer, til at ligge i en cirkel på gulvet med dukkerne imellem sig, mens de messer i takt og nænsomt berører dukkerne. Det er som om, der skabes en samlet organisme af subjekter og objekter – nu tilsyneladende uden hierarki.

Jeg spørger Maria Meinild, hvordan vi skal forstå den opløsning. Og her viser loopet sig at have afgørende betydning.

“Det er et kontroltab, men også en accept af nye roller. Selvom vi i den scene, du nævner, kommer tættere på en opløsning af hierarkier og en intimitet mellem menneske og objekt, bliver vi hurtigt kastet ud af den stemningen igen, når de kort tid efter forbereder sig til den næste scene, som om intet var hændt. For mig er det interessant at arbejde med gentagelsen, og loopet er der også for at tale om idéen om identitet og den konstante bekræftelse og gentagelse af overbevisninger. Ting, vi gør og siger for at opretholde idéen om, hvem vi er som mennesker.”

Skærpet bevidsthed

I disse Virtual Reality-tider, hvor fiktive verdener ikke kan blive hverken vilde eller virkelige nok, kan man synes, at dukketeater er ret old school. At der skal noget mere action til at vække vores dulmede sanser. Men Maria Meinild insisterer på, at aktivere den kropslige oplevelse ved at skrælle det teknologiske filter væk.

“Det er vigtigt for mig, når jeg udstiller video, at beskueren ikke bare sætter sig ned og kobler af, men at man bliver bevidst om sin egen krop, mens man oplever værket. Det er nok en af grundene til, at jeg i dette projekt ikke bruger digitale avatars eller robotter, fordi jeg prøver egentlig bare at forstå de basale ting uden at blive forført eller skræmt af det teknologiske.”

I det hele taget er den menneskelige interaktion med dukker og objekter i A HUM en måde for Meinild at undersøge vores forhold til kroppen, som hun mener er præget af tvivl – for hvad er egentlig kroppens rolle i en accelererende digital verden?

“Jeg prøver at forstå kroppens eksistens og manglende nye form i en tid, hvor der ikke er så meget brug for den. Det er en usikker tid på en eller anden måde,” slutter hun.