Sculpture by the Sea Aarhus – kunst til alle

De var der alle sammen til åbningen. Det grå guld, de unge studerende, de utålmodige børn, de kongelige, kunstkenderne og hr. og fru Danmark. Indeklemt mellem den samlede danske presse og en bastant formation af containere tog jeg en hurtigt beslutning. Jeg lod kongelige være kongelige og stak af til stranden og kunsten!

Slående mangfoldighed

Allerede inden jeg fanges ind af kunsten, er udsigten slående. Bagude danner informationsområdet, passende kaldet ‘Container city’, en massiv væg, mens tangkrogen forude strækker sig bugtende med sin særlige blanding af græs, strand og skov og omkring mig vrimler mennesker, der er lige så forskellige som naturen og kunsten. På græsset til højre holder en lille familie fødselsdagspicnic, mens jeg til venstre igennem en stålskulptur kan skimte en gruppe, der træner capoeira (red. Brasiliansk kampdans).
Om de er kommet for naturen eller kunsten er ikke til at sige. Og min vandretur skal da også siden hen afsløre, at de to faktorer slet ikke er til at skille ad.

Naturen som “icebreaker”
Personligt lider jeg ikke af museumsskræk, men kender en del der gør. Skrækken udmønter sig i sjældne og kortvarige museumsbesøg, hvor der med lavmælt stemme hviskes sætninger såsom: “Jeg tror ikke jeg forstår det, men jeg ved jo heller ikke så meget om kunst…” De hvide vægge emmer stadig for mange af utilnærmelig intellektualitet. Men her ude i naturen er det noget andet. Det er som om alle ånder lettet op, både dem som ved for lidt og dem som ved for meget, og læner sig tilbage og…nyder.

Kom og vær med!
En del af skulpturerne på stranden opfordrer til aktiv deltagelse. Geoffrey Drake fra Australien har som skulptur skabt en portal, der tæller alle der passerer under den. Et stødt stigende tal signalerer skulpturens popularitet til omverdenen og lokker til deltagelse.

Et yderst velbesøgt og underholdende værk fra Australske The Glue Society er et 1:1 sommerhus med komplet interiør. På en knagerække udenfor hænger store og små regnfrakker, for huset må betrædes og indenfor styrtregner det! Man trækker på smilebåndet ved synet af det klassiske og uddaterede interiør og tanken om, at ferien nu for alvor bliver ødelagt, da regnen ligefrem er flyttet ind. Mens ens voyeristiske tilbøjeligheder udfordres på det kraftigste ved kombinationen af uovervåget privatsfære og udsigten til at blive gennemblødt.

Andre skulpturer er mindre tydelige i deres interaktion. Længere nede af stranden passerer jeg danske Jørgen Carlo Larsens stilladsskulptur kaldet Ombygning. I mit medbragte katalog – som jeg, hånden på hjertet, bruger mere som et skattekort end en informationsfolder – kan jeg læse, at skulpturen er et mindre heldigt forsøg på at regulere folks adfærd ved at lede dem i en bestemt retning. Denne dag lykkes det nu meget godt.

Gengangere og nyt under solen
Var man som jeg en flittig ‘bruger’ af Sculpture by the Sea i 2009 vil man i år nikke genkendende til i hvert fald en håndfuld af skulpturernes formsprog. Danske Keld Moseholm, Jørn Rønnau og Marianne Jørgensen, australske Michael Le Grand, Hugh Ramage og Bruce Radke er alle gengangere – for nu bare at nævne et par stykker. Nogle af gengangerne har rystet posen gevaldigt og præsenterer nye vinkler på deres skulpturelle praksis, mens andre bevæger sig inden for velkendte rammer og derved trækker tråde tilbage til udstillingen i 2009.

Sol, sand, strand og vand….
På det sidste stykke af ruten, fra Marselis Hotel til Ballehage, smelter kunsten og naturen for alvor sammen. Sammenstødet mellem skov, strand, kunst og vand er så pittoresk, at man næsten glemmer enkeltdelene. Delene der altid har været her, og de dele som forsvinder igen efter den 3. juli. Det er dog også den strækning, der for alvor udfordrer ens kondi og vedholdenhed. Det tunge sand opfordrer til at tage en pause, smide sig i solen og glemme alt om ruter for en stund.

Med farvede øjne

Jeg var derfor heller ikke ene om at smide mig i sandet, midt mellem en gigantisk havestol og et par overdimensionerede solbriller. Underligt nok virkede alt naturligt i det øjeblik, selv bjælken med ‘afhuggede’ ben, som markerer indgangen til skovdelen af ruten.
Men 65 kunstværker var mere, end jeg kunne kapere. Så endnu engang stak jeg af, denne gang til søs.

En færge i rutefart mellem lystbådehavnen og Ballehage bragte mig tilbage til mit udgangspunkt – Container city. Stående inde i rutens første værk – Consumer temple – fik jeg en pludselig trang til at vende tilbage til naturen. Det smukke. Det knap så tydeligt menneskeskabte. Men ikke i dag.

Boomerang effekten
Hjemme og udmattet tog jeg atter mit katalog frem. Min søfart havde afskåret mig fra stort set alle værkerne i skoven og havde det ikke været for et fremsynet besøg dagen tidligere til udstillingen Sculpture Inside på Marselis Hotel var jeg også gået glip af kunstnernes mindre skulpturer.
Men som de fleste andre så kommer jeg sgu nok igen. Kunstens gemmeleg i naturen lokker ligesom til skattejagt, og naturens foranderlighed fornyer oplevelsen time for time og dag for dag.
Happy hunting!