Se mor, en kineser!

Omkring forrige århundredeskifte blev der i både Tivoli i København og Tivoli Friheden i Århus vist indtil flere etnologiske udstillinger. Udstillingerne var meget populære og vendte tilbage flere år i træk, omhandlende forskellige folkeslag. I dag ville man uden at tøve kalde dem ‘politisk ukorrekte’.

For ud over plancher og brugs- og kunstgenstande fra de udstillede folkeslag kunne man også se spillevende repræsentanter fra de eksotiske lande. Der var simpelthen udstillet ægte kinøjsere og halenegere (visse af dem sågar i bur!), som de besøgende så kunne beskue.

Se mor, en kineser!
Men hvad har det med ARKENs udstilling Kinamani at gøre? Selve udstillingen er kommet i stand ved, at man har bedt 11 kinesiske samtidskunstnere om at komme med et par værker hver.

Trækplasteret ved udstillingen er altså, at de udstillede kunstnere kommer fra det store eksotiske udland. ARKENS udstillingsteam undlader da heller ikke at ironisere over dette, og har lavet logoet med store cirkusbogstaver, ligesom for at gøre opmærksom på, at de godt er klar over ligheden med de 100 år gamle udstillinger. Med en let ironiseren bliver det politisk ukorrekte heldigvis mere spiseligt.

Ikke at selve udstillingen er politisk ukorrekt. Snarere tværtimod. Den viser en række meget forskellige kunstnere, som maler meget forskelligt, men som for de flestes vedkommende indtager en kritisk rolle over for enten kinesisk historie eller den kinesiske samtid.

Absurde kommentarer
Det gøres på meget forskellige måder. Blandt andet står Fang Lijuns billede med leende spædbørn, som rider på forskellige vingede væsner, for mig som en distancerende kommentar til tidligere tiders mindst lige så absurde kommunistiske propagandaplakater.

Også Qi Zhilong rækker bagud i historien med sine portrætter af unge kvindelige rødgardister. Under den kinesiske kulturrevolution var det netop de kvindelige gardister, som oftest var de mest voldelige. Her får man dem dog serveret uden alle deres kommunistiske symboler og relikvier, og deres uskyldige ansigtsudtryk får dem til at virke indtagende og charmerende.

Etbarnspolitik og børnearbejde
Kunstnere som Li Jikai og Wei Jia tager derimod fat i mere nutidige problemstillinger. Li Jikai portrætterer en virkelighed, hvor den kinesiske etbarnspolitik har nået sin yderste konsekvens. Her er der kun et enkelt barn tilbage.

Naturen i de tomme landskaber er desuden blevet ødelagt, måske af den fremadstormende kinesiske økonomi, hvor miljø-hensyn er en luksus, som kun vesterlændinge har råd til. Det eneste, som nu gror her, er giftige paddehatte.

Wei Jia fokuserer i sine billeder også på børn. Man ser her en børnearbejder slæbe på et enormt læs varer, som er bundet til hans spinkle skuldre med noget, der ligner pigtråd. Hvorvidt det er en faktisk kommentar til kinesisk børnearbejde, eller om det er en hentydning til hans egen oplevelse af at være et resultat af etbarnspolitiken vides ikke.

Hvad enten det er kondisko, der skal sendes til vesten, eller om det er familiens samlede forventninger til deres eneste barn, så har vægten af læsset i hvert fald ældet den lille purk så meget, at han har fået gråt skæg af det, og nu sidder og hviler ud.

Mor, hvorfor kigger kineseren på mig?
Det er altså ikke umælende vilde, ARKEN har udstillet, men en kultur som er i stand til andet og mere end at jage og samle bær. Som vi i vesten glor, bliver der også gloet tilbage. Et par af de udstillede kunstnere har vendt blikket fra den hjemlige navle og betragter nu de vesterlændinge, som så længe har bildt sig selv ind, at de var Subjektet og alle andre var Objektet.

Hvor Mao Yan og Liu Yes kollegaer har taget de kritiske briller på, når det handler om Kina, formår Mao og Liu desværre ikke selv at slibe penslen, når blikket lander på vesten.

Han kigger fordi han længes, skat
Nu skal det ikke forstås sådan, at de to kunstnere er dårlige, for det er de faktisk langt fra. Liu Yes’ portrætter af vestlige musikere er både sjove og stemningsfyldte, og Mao Yans smukke billeder af vennen Thomas giver et nærmest upassende intimt blik på de to mænds forhold.

Jeg kunne dog godt tænke mig at have set en kinesisk pendant til den europæiske orientalisme. Det havde klædt den faktisk rigtig gode udstilling.

Som i Tivoli bliver det desværre lidt en stereotyp kinesisk kunstner, vi får at se. Det er den arketypiske systemkritiker, som kigger kritisk mod hjemlandet, men som skuer ukritisk mod vesten.