Selvhøjtidelig eksistentialisme på Brandts

Udstillingen Die Bewohner skal forestille at være vedkommende og fuld af dybe eksistentielle tanker om de menneskelige grundvilkår. Men dens ulidelige selvhøjtidelighed og fade eksistentialisme overbeviser ikke mig.

Det er sgu ikke for sjov
Udstillingen kunne være en befriende parodi på den fortærskede idé om det moderne menneskes ensomhed og isolation, men der er ingen sprækker i alvoren. Eitel mener hvert eneste penselstrøg, og det er manglen på selvironi, der gør udstillingen ulidelig fra første maleri.

Mennesket, den ensomme stakkel
Der er mennesker i de fleste af malerierne – de står, de sidder, de padler i kanoer – og de har ingen kontakt med hinanden. De befinder sig, billedligt talt, i hver deres ensomhed. Og det er centralt, for Tim Eitel har det moderne menneskes ensomhed og isolation som hovedtema i sin kunst.

Mystik og ubegribelighed?
Menneskene i malerierne befinder sig i tomme rum, hvor grå og sort er de fremherskende farver. Væggene er store, næsten abstrakte farveflader, der ophæver rumfornemmelsen. De skaber en skrap kontrast til de veldefinerede og figurativt malede menneskefigurer og får menneskene til at flyde rundt i rum, de ikke kan overskue eller forstå.
Jeg formoder, at sammenstillingen af det figurative med det abstrakte skal skabe en form for mystik og ubegribelighed, som får os til at reflektere over vores egen ensomhed. Men grebet er for simpelt og skaber hos mig en irritation fremfor en refleksion.

Hul til en bedre verden
I flere af billederne forsøger Eitel at pege ud over ensomheden og isolationen – de abstrakte vægflader gennembrydes af døre, åbninger eller rifter ind til noget bagvedliggende.
Malerierne giver ikke svar på, hvad dette ‘noget’ er, men åbningerne er fyldte af et skarpt hvidt lys, der virker dragende på menneskene i billederne og på beskueren foran lærrederne.
Disse sprækker lægger op til at engagere beskuerens selvrefleksion og indgyde ham et håb om, at der (måske) er et alternativ til ensomheden og isolationen.

Semireligiøs lysmystik
Men det hvide lys forbliver et abstrakt postulat. Det er for let – det er alt, alt for let at stille de store spørgsmål til menneskelivets grundvilkår og svare med et hvidt lys…
Jeg plæderer ikke for, at kunsten skal give svar på de spørgsmål, den stiller. Men hvis den alligevel forsøger, så foretrækker jeg et mere præcist svar end den form for semireligiøs lysmystik, der flyder fra Eitels lærreder.