Sent oppe med Nathalie

8 film af den unge svenske animationskunstner Nathalie Djurberg (f.1978) er løbet over lærredet i Statens Museum for Kunsts biograf i den sidste uge. Hun var såkaldt ‘Artist in Focus’ under CPH:DOX. Og hun er et logisk bud på en ‘kunstner i fokus’. Hun vandt prisen som årets nye talent på Venedig Biennalen, og i 2007 modtog hun en Carnegie Award. Men hendes små groteske film, lavet i noget så uskyldigt som modelervoks, burde i princippet vises efter midnat. De kunne da i det mindste have sat en vagt ved døren! Djurbergs film er nemlig overhovedet ikke for børn. Jeg ved faktisk heller ikke, om de er for voksne?

Djurbergs film er dyrisk anarki uden moralske koder og figurerne tumler rundt, så blod, afrevne lemmer, hår, pis, sekret og ja; modellervoks, står ud over det hele. Det hele iscenesat i små dogmeagtige scenografier, der meget sjældent skifter, og hele tiden suppleres af Hans Bergs (Djurbergs kæreste) lige så fritsprudlende og utrolig billedlige lydside.

Von Triers vilde søster
Det er scenarier fra en drømmeverden, hvor alt og alle agerer ud fra intelligensens laveste faktorer, og drifterne er fuldstændig utæmmede. Hvis man tog Lars von Trier, dopede ham med LSD, svampe eller noget andet kraftigt hallucinerende og gav ham frit slag med modellervoks og et kamera, så har man en artig storebror til Djurberg.

Det er faktisk det galeste jeg har set, og de 8 intense film i rap gør heller ikke oplevelsen mindre. Man vælter ud af biografen med en følelese af, at ens hoved har været skruet forkert på i de sidste tre kvarter.

Grynt i skægget
Når filmene synes længst nede i bevidsthedens underdrev, får man en fornemmelse af, at man sidder og er vidne til en barndomsfortrængning af den slemme slags. Djurberg bevæger sig hele tiden på grænsen til det ubehageligt krænkende, imens man forsøger at få en latter frem, der nogen gange bryder igennem i et skrig og andre gange bare ender som et forskrækket grynt i skægget.

Børn indgår i seksuelt betonede scenarier, som i Hungry Hungry Hippoes, hvor en lille sort dreng, med tomlen i munden og pegefingeren skiftevis i røven på tre pludrende flodheste, til sidst kastes grædende rundt mellem de tre fantastisk erotiske flodheste-kvinder.

I The Necessity of Loss er det en gammel general, der indgår i en seksuel sceance med en meget ung pige, der ender med at sætte sig over skrævs på generalens lange næse, efter alle andre lemmer er blevet hugget af af generalen selv med ordene: "I’m sorry but it has to go.."

Moralsk opløsning
Dette tema får yderligere kant i It’s the Mother, hvor usømmelig familiehygge i sengen ender med, at en moder må se sine fem børn kravle tilbage i skødet på hende, hvorefter hun tumler ud på gulvet med lemmer hængende ud af kroppen.

En ting er sikkert, barndommen er ikke et uskyldigt og aseksuelt univers. Tværtimod. Voksne og børn er lige syge i roen og alle er i drifternes vold, som gentagende gange fører til den visse død. Og her ligger et uforklarligt paradoks, som Djurberg svinger behændigt udenom. Der bliver ikke moraliseret. Overhovedet! Så man kunne jo spørge sig selv: Hvorfor skal vi se det?

Poetiske øjeblikke
Man kan i det hele taget blive i tvivl om, hvor Djurberg vil hen? Man får en umiddelbar oplevelse af, at hun bare vil hive publikum, og deres moralske kodeks, ud over kanten, så intet længere står fast. Men i to af hendes film sniger en utrolig fin poesi sig ind på lærredet, hvor hun ikke bare overskrider grænser.

I den første, Camels Drink Water, tumler en mand uden ben og på krykker rundt ude i ørkenen, til han besvimer af udmattelse og tørst. To kameler, der taler sammen i små techno-melodi-fraser, forsøger at redde ham ved at pisse på ham, men da det ikke virker, bringer de ham fra en scenografi i studiet til en anden, hvor der tilfældigvis ligger en oase. Det er et vidunderligt øjeblik, når kamelerne træder ud af scenografien og krydser gulvet. Det hele ender i et euforisk øjeblik, hvor kameler og den lykkelige mand kaster sig rundt i oasens vand, som snart af bar lykke krydres med en ladning kameltis…

Putting Down the Prey udspiller en lignende forening mellem menneske og dyr. Denne gang er det dog en kvindelig jæger, der nedlægger en stor hvalros. Ikke for at skaffe mad til resten af bygden, men for at overtage dens krop. Hun tømmer den for indvolde og syr sig selv ind i bugen på det store dyr, hvorefter hun med stor fryd kaster sig i havet.

Det er disse øjeblikke, der står tilbage. De andre har min underbevidsthed nok allerede fortrængt…