Shades of Fear hos Airplay

At udstille er ikke længere blot at formidle kunst, men har midt i kulturkamp og kanon, fået ideologisk indhold: Hvorfor udstiller man et givent materiale? Hvordan arrangeres det materiale, man som kurator har at gøre med? Hvad er motivationen for overhovedet at udstille? Måske har disse spørgsmål været med til at fremme ideen om kuratoren som kunstner. Kuratorens arbejde vægtes i stigende grad, og måske er det netop derfor, at Københavns Universitet er begyndt at integrere udstillingspraksis i undervisningen. I hvert fald blev der i påsken arrangeret udstillinger af unge studerende fra Kunst og Kulturvidenskab på Airplay Streetgallery, et udendørs udstillingssted på Nørrebro. De studerende prøvede kræfter med den lange proces, der er fra tanke til konkretisering eller fra ide til færdigt projekt. Kristoffer Horn mødtes med en af de to grupper, som arrangerede udstillingerne, og fik en snak om projektet, om de ideologiske overvejelser såvel som erfaringer, de fire studerende havde gjort sig i forbindelse med udstillingen Shades of Fear.

Kristoffer: Fortæl om rammerne for jeres projekt. Hvordan opstod det?

Stina: Selve projektet opstod som en del af vores forløb “Kulturproduktion – fra idé til realisering”, hvor vi fik stillet den opgave, at sætte rammerne for og gennemføre et tværkunstnerisk projekt. Vi fik givet et par aftener på AirPlay Street Gallery på Nørrebro og stillet en projektor samt lydanlæg til rådighed. Dermed var nogle af de helt praktiske ydre rammer sat, mens vi så selv definerede projektet indadtil – dets udtryk, de involverede osv.

Torben: Dermed ikke sagt, at vi ville fastlægge en kurs for de involverede kunstnere, men langt snarere opstille nogle rammer hvori de så kunne udfolde sig frit. Vi valgte at behandle emnet frygt og arbejdede med ideer ud fra denne rammesætning. Projektet som sådan er altså i første omgang blevet udformet som en meget åben opstilling af ideer, hvor vi har forsøgt at finde ud af, hvordan frygt kan fremstilles og fremvises på mange forskellige måder. Det var en sjov arbejdsproces, hvor vi var ude i mange forskellige forslag – fra råbekor til vandfald – og igennem processen fokuserede vi mere og mere på, hvad vi mente kunne fungere.

Rikke: Ja, og hvad der var muligt rent økonomisk og praktisk. Som projektet skred frem, har vi altså udfærdiget flere idé-statements, og vores endelige projekt er da også en noget anderledes størrelse end nogle af de første idé-opsummeringer viste.

Kristoffer: Hvad fortæller intentionen om at integrere en sådan udstilling i undervisningen om universitetets målsætning? Er det ikke en relativ ny ide?

Henning: Jo, det er formodentligt ret nyt. Det har vel noget at gøre med en blanding af praksis og teori. Kurset er lagt an på denne blanding, og derfor bliver man også tvunget til at tænke sit eget potentiale med i processen, ligesom man får afprøvet sine egenskaber i en meget virkelig ”kunst”-verden. Vores underviser er selv en del af gruppen, som fik etableret AirPlay Street Gallery, og hun har hjulpet os med meget af det praktiske. Dette indgår som en del af kurset, og man får altså en hel del redskaber i brug, teoretisk såvel som praktisk.

Kristoffer: Fortæl om jeres projekt.

Torben: Shades of Fear er et projekt, som involverer flere forskellige elementer. For det første har vi optaget basketball-spillere på selve AirPlay–pladsen, som jo normalt er en street-basket bane, og så mikset disse optagelser med folks opfattelse af frygt i billedform. Vi har udvalgt billederne fra websiden Flicr for at give en form for demokratisk billede af folks opfattelse af frygt: Enhver kan jo bare lægge en repræsentation af sin egen frygt ind der, som billede. Derudover har vi fået en musiker (Stefan Garfield) til at sætte lyd til vores billedside og slutteligt mikset hele molevitten til videoen, som er det endelige produkt.

Henning: Tekststykkerne er alle endt som digte, som forfatterne så læser op i løbet af videoen, mens musikken er en form for lydflade eller auditivt landskab, der i samspil med reallyd fra basketball-optagelserne, gør stemningen meget nærværende. Det drejer sig altså nærmere om at repræsentere frygt og magtforhold end om at fremvise basketballspillere eller digte. Jeg tror vi har været enige om at lade flere – og vidt forskellige – fænomener fra kulturens verden mikse, for at komme tættere på begrebet frygt fra forskellige sider. Vi har af samme grund prøvet at lade forholdet omkring frygt være åbent, så man altså ikke sidder tilbage med en følelse af forløsning, efter at videoen slutter.

Kristoffer: Hvad vil I fortælle med det?

Rikke: Som sagt er projektet ganske åbent i forhold til en ”endelig” mening, hvis man skal snakke om det, men selvfølgelig prøver vi at sætte fokus på nogle problematikker, som vi mener, er essentielle i forbindelse med frygt. De spænder vidt, fra terror som frygtens ansigt i en magtpolitisk kontekst, over en ganske basal menneskelig frygt for det ukendte og helt ud til frygten for at blive udstødt.
Det kunne være fedt, hvis det var lykkedes os at sætte fokus på menneskets angst ved at udstille den og herved måske få folk til at tænke over alle de relationer, de indgår i, mellemmenneskelige og politiske, og hvad det vil sige. Frygt er et redskab, der bruges i magtkampe: Lige fra dansk politik over mafiaen til en helt almindelig basketballkamp.

Kristoffer: Er I tilfredse? Kan I give andre råd med på vejen?

Stina: Ja, vi er helt sikkert tilfredse med vores produkt. Men måske endnu vigtigere, så har processen været meget lærerig og involveret en masse spændende mennesker. Der går så meget potentiale rundt i form af talenter, som man virkelig ønsker at give en chance, så det har vi prøvet på at gøre i dette projekt. Derudover er det jo enormt interessant at se så forskellige elementer som basket, poesi, musik og billeder spille sammen i den endelige video.

Henning: Med hensyn til gode råd må man se i øjnene, at det kræver et meget intenst arbejde at få et sådant projekt op at stå på kun 1 ½ måned. Men på den anden side giver det en stor tilfredsstillelse at gennemføre det fra start til slut. Det drejer sig vel i bund og grund bare om at kaste sig ud i projekter og få involveret nogle folk. Der er masser af potentiale, som bare venter på at blive aktiveret, og et projekt som vores kan gennemføres for et meget rimeligt budget. Så vi vil da bare opfordre alle, der brænder for kunsten og tror på dens potentiale, til at sætte noget op. Er det ikke en meget god slutning?

Torsten, Rikke og Stina griner bifaldende.