Shirin Neshat mellem Øst og Vest

Shirin Neshat har travlt. Mens ARoS holder verdenspremieren på videoinstallationen Women Without Men, er Neshat ved at færdiggøre sin første spillefilm.

Men indtil biografpremieren er Shirin Neshat stadig videokunstner og aarhus.nu fik en snak med kunstneren om hendes nye videoer, om politik og poesi og om kunstnerisk udvikling.

Romankunst, videokunst og spillefilm
For seks år siden havde du en soloudstilling her i Århus. Hvad er der sket i din kunst siden da?
Hen imod slutningen af 2002 var jeg begyndt at blive omtalt som hende kunstneren, der lavede dobbelte videoprojektioner og før det var jeg kendt som hende fotografen, der skrev arabiske tegn på sine fotografier. Jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås, så jeg måtte prøve noget nyt.

Efter udstillingen i Århus havde jeg lyst til at engagere mig i et langvarigt projekt, og jeg fandt Shahrnush Parsipurs roman Women Without Men. Fra begyndelsen vidste jeg, at jeg ville lave to projekter, der var relateret til romanen, en lang spillefilm og en række videoinstallationer. Det har været mit fokus i hele den mellemliggende periode.
Her udstiller jeg videoerne for første gang, og om et par måneder er der biografpremiere på spillefilmen.

Hvad var det ved romanen, der tiltrak dig?
Den minder meget om min kunst – den har den ene fod i poesien og den anden i den politiske realitet, så bogens magiske realisme virker som et naturligt udgangspunkt for mig.

Politisk engagement
Der er en politisk dimension i dine videoer. Kan du fortælle om baggrunden for historien?
Filmene foregår i 1953 i Iran, hvor briterne i lang tid havde domineret olieproduktionen. Irans første og hidtil eneste demokratisk valgte leder, Mohammed Mossadegh, ønskede at nationalisere olieproduktionen, men blev fjernet ved et CIA- og britiskstøttet statskup, der indsatte Shahen som landets hersker. Filmene udspiller sig i tiden omkring kuppet.

Den vestlige verdens arrogance
Handler filmene kun om politiske begivenheder i 1950’erne Iran?
Nej, de handler også om den tid, vi lever i lige nu – jeg er, som iraner bosat i USA, berørt af forholdet mellem USA og Iran. Jeg støtter ikke min regering i Iran, men jeg føler afsky overfor USA’s arrogance, der fremstiller iranerne som barbarer.
Det er et stort hykleri – USA taler om demokrati og om at bringe demokrati til verden, men det var USA, der ødelagde det iranske demokrati. Amerikanerne har ikke en ide om, hvor meget deres egen regering var involveret i udviklingen af den katastrofe, vi i dag ser i Mellemøsten.

Skal jeg som beskuer være bekendt med de politiske forhold i Iran for at kunne forstå videoerne?
Nej, i videoinstallation Women Without Men har det været vigtigt for mig at forblive symbolsk og stiliseret. I en af videoerne viser jeg folk kæmpe i gaden uden at vise hvem, der er hvem – jeg prøver at vise en nation, der kæmper med sig selv og sin regering. For mig er det en koreografi, en dans som er meget stiliseret. I spillefilmen er det mere realistisk og den fortæller historien mere udfoldet.

Haven som fælles symbol
Haven går igen i mange scener i dine videoer. Kan du fortælle om dit brug af havebilledet?
Haven har en stor betydning i Mellemøsten. I den traditionelle iranske og persiske poesi er haven et sted for den transcendentale bevægelse ind i spiritualiteten, et sted hvor man kan forlade livets banaliteter. Den filosofiske og symbolske forståelse af haven er den samme som i Vesten, hvor man også taler om Paradisets have.
I mine film er haven tænkt som en analogi til Paradisets have, hvor man kan komme ind og få en ny chance.

Grænsen mellem videokunst og spillefilm
Den første af videoerne, Mahdokht, foregår på tre skærme, mens de andre film minder om korte biograffilm?
Da jeg begyndte på projektet, var jeg nervøs for at gøre mine film for konventionelt fortællende, så jeg understregede det poetiske og drømmende i Mahdokht. Men da jeg gik i gang med næste film, Zarin, sagde jeg til mig selv, at nu skulle jeg ikke være bange for at lave en handling i filmen.

Hvordan skal publikum opleve filmene – skal de forberede sig på videokunst eller på filmkunst?
Filmene kan ses uafhængigt af hinanden, men udstillingen er designet, så publikum først går ind til Mahdokhts film, derefter til Zarins, Munis, Faezehs og til sidst Farokh Leghas. Når de kommer ud, skal publikum føle, at de har set en hel spillefilm ved at gå fra scene til scene.