Sif Itona Westerberg og Asbjørn Skou: Marv og Sten – Oluf Høst Museet
Sif Itona Westerberg (f. 1985) og Asbjørn Skou (f. 1984) har i år indtaget Oluf Høsts sommeratelier med udstillingen Marv og Sten. Her tager de på hver deres måde udgangspunkt i myter og mytologiske figurer, der, på samme måde som poesi, kan danne bro til den verden, der ligger udenfor det menneskelige artsfælleskab.
Sif Itona Westerberg (f. 1985) og Asbjørn Skou (f. 1984) har i år indtaget Oluf Høsts sommeratelier med udstillingen Marv og Sten. Her tager de på hver deres måde udgangspunkt i myter og mytologiske figurer, der, på samme måde som poesi, kan danne bro til den verden, der ligger udenfor det menneskelige artsfælleskab.
Sif Itona Westerberg (f. 1985) og Asbjørn Skou (f. 1984) har i år indtaget Oluf Høsts sommeratelier med udstillingen Marv og Sten. Her tager de på hver deres måde udgangspunkt i myter og mytologiske figurer, der, på samme måde som poesi, kan danne bro til den verden, der ligger udenfor det menneskelige artsfælleskab.
Marv og Sten består af to stedsspecifikke værker, der tilsammen danner en installation. I midten af lokalet har Westerberg opført en høj sokkelskulptur af gasbeton, der strækker sig fra gulv til loft, og på væggene har Skou skabt en billedfrise, der som en tegneserie løber rundt langs hele lokalet.
Skou har i sit vægmaleri opfundet en moderne myte med astronauten som den arketypiske figur. I vores teknologiske tidsalder er astronauten en skikkelse, der i bogstaveligste forstand er hævet over samfundet. Det var gennem astronautens blik, at menneskeheden for første gang så Jorden ovenfra med det ikoniske foto taget fra Apollo 8 i 1968. Her gik det op for os, at planeten blot er en lille kugle i et uendeligt univers.
Hvor Skou kigger frem og op, er Westerbergs skulptur influeret af tidligere tiders brug af mytologiske væsner. I værket behandler hun den hybride krop, som befinder sig på grænsen mellem mennesket og det andet. Hun benytter sig blandt andet af græske forvandlingsmyter, middelalderens hybride væsensskildringer og sammenslynget ornamentik fra nordisk oldtid. Et hybridvæsen såsom en kentaur (halvt menneske, halv hest) er en del af flere artsfællesskaber på én gang, og det minder os om, at der ikke er så langt fra menneske til dyr, mineral og plante.
Kilde: Oluf Høst Museet.