Signor Antonioni formoder jeg

På sporet af den tabte fortælling
Overgaden – Institut for samtidskunst er fyldt med spor efter en historie. I alt fjorten værker udforsker elementer eller temaer fra den italienske filminstruktør Michelangelo Antonionis (1912-2007) ikke-realiserede manuskript til filmen Technicamente Dolce fra 1966. Antonioni er især kendt for film som Den Røde Ørken(1964), Blow-Up(1966) og Zabriskie Point(1970) og har haft stor indflydelse på den modernistiske filmkunst siden Anden Verdenskrig. Udstillingen er kurateret af kunstnerne Maria Finn og Yvette Brackman, og de deltagende kunstnerne har fået frie hænder til at forholde sig til Antonionis manuskript.

Venskab, våben og drab på dyr
I manuskriptet til Technicamente dolce følger man den politisk desillusionerede journalist T, der siger sit job op og rejser fra Rom til Sardinien. Her møder han en gådefuld kvinde, som han forelsker sig i, og hendes kæreste S. De tre indvikles i et kompliceret spind af magtspil og jalousi.

Alligevel opstår der et venskab mellem de to mænd, og senere rejser de sammen til Amazonas. Her farer de vild i den brasilianske regnskov, og de må kæmpe sig vej tilbage til civilisationen. Historien er fortalt med spring i tid og sted mellem Sardinien og Amazonas, og sammenhængen bliver kun gradvist afsløret. Historien kredser om en række genkommende motiver og temaer: våben, fly og drab på dyr.

Personlige greb
Kunstnerne griber fat i forlægget (der ligger til fri afbenyttelse ved indgangen) på vidt forskellige måder. I Michel Auder og Michael Stickrods TechnicallySweetStickrodAuder og i Lars Mathiasens Ext. A city street. Morning mixes regianvisninger og direkte nedslag i manuskriptet med personlige film og billeder.

Der er direkte realiseringer af dele af manuskriptet, fx. i Frans og Frederik Jacobis The Sound of Two Plants Fighting for Life og Mark Oranges Temp Mort: Dead Time. Andre af værkerne tager fat i mere tematiske elementer ved Antonionis manuskript. Det gælder for eksempel Elisabeth Subrin i Sweet Ruin og Yvette Brackman i Superdeep. Endelig er der værker, som kredser om stederne, hvor historien skulle have udspillet sig.

Virkelig og metafysisk søgen
Værkernes kredsen om og refereren til Antonionis manuskript giver en pirrende følelse af at være på opdagelse både efter historien og de konkrete steder, den skulle have udfoldet sig. Godt nok opstår der nogle gentagelser, men alt i alt virker udstillingens værker som en fin helhed, der har opnået fine nuancer netop ved at lade flere kunstnere komme til orde.

Antonionis manuskript knytter ikke bare værkerne sammen om et fælles udgangspunkt, eller som en ramme. Det er som om mystikken, der er opstået som følge af den manglende realisering, fordobles, idet filmmanuskriptet også omhandler en søgen og har flere uafklarede elementer. Dermed flyder værkerne og forlægget sammen på fornem vis, hvor selve fraværet af Antonionis film skærper oplevelsen af udstillingens værker.

Det er en god idé at benytte sig af den introduktion og guide, som udleveres ved indgangen, da værkerne ellers ikke ledsages af nogen form for præsentation.