Skattejagt på kunst ved Køge Bugt

For tiden er området omkring Arken under kraftig ombygning, idet der graves ud til en lagune omkring museet, som derefter vil blive fritlagt som museumsø, med adgang via broer.

For tiden kan man inde i Arken se en flot iscenesat totaludstilling med multikunstneren Bjørn Wiinblads keramiske værker, tekstiler, plakater og meget, meget mere. Men adgangsforholdene er i sagens natur vanskeliggjort af det store landskabsarkitektoniske indgreb pt., hvilket sandsynligvis vil gå ud over besøgstallet.

Det er derfor en oplagt idé med en udstilling, som breder sig i det smukke, menneskeskabte land- og vandskab omkring Arken. Det er oven i købet en meget vellykket udstilling med værker af en række originale kunstnere. Enkelte af værkerne er imidlertid blevet sat ud fra magasinerne og bliver således luftet lidt for en stund.  

Hvis man ankommer i bil, gør man klogt i at parkere den ved Ishøj Station og spadsere ad gangstierne ud gennem de smukke, vidtstrakte strandenge, som omgiver Arken.
For ikke mindre end 52 Camouflagefuglehuse af designeren og kunstneren Thomas Dambo er ophængt på ruten fra stationen til museet på steder, som er vanskelige at finde – netop fordi fuglehusene smelter sammen med omgivelserne.
Det er underfundigt og poetiske fuglehuse, der gerne vil beskytte deres vingede beboere, og de anslår hele udstillingens sværmeriske karakter.

Prunkløse værker
Herefter møder man Papfar/Posemanden alias Søren Benckes prunkløse værker på trådhegn. Det er nogle veritable stykker arte povera til højst 50 øre stykket: hvidt plastic danner ord og billeder, idet de er ‘vævet´ ind i trådnettet, nærmest som broderier. Der er mærkelige monstre og forskellige skriftmeddelelser. F.eks. har Bencke ‘tegnet’ en dør ud af trådhegnet med titlen Exit. Således kan indespærrede sjæle blive sluppet ud i friheden.

Kort efter møder man ordblindemesteren i dansk samtidskunst Gudrun Hasles installation med meddelelsen Jeg er ik go nog svævende mellem sivene. Det er en sådan patetisk og selvfordømmende meddelelse, at man kløjes i det. Hvem udsigelsens jeg er, og hvilken destruktiv stemme, som taler igennem dette jeg, kan man så fundere over, mens man nærmer sig Arkens mægtige skibsformation i det fjerne.

Ishøj Strandpark består bl.a. af nogle indsøer, og ved Jægersøen oplever man Marianne Jørgensens tre værker, som ligner basuner, trisser, garnnøgler eller møtrikker: Angående gentagende forplantninger af bølger i luft II hedder værket, som er skabt af krydsfiner, beklædt med filt, der er syet sammen med græsmåtter. Et blødt, skønt og drømmende værk med huller, hvorigennem man kan betragte verden fra nye vinkler.

 
En utopisk gynge
Ude i Jægersøen står den tyske kunstner Thilo Franks værk Få Fønix går tabt i vandet – en høj gynge ude i vandet. Man kommer ud til gyngen ad en rampe, som imidlertid ender brat nogle meter før. Det er vanskeligt at afgøre, hvor dybt vandet mellem rampen og gyngen, er.

Sådan står man lidt og overvejer, om man mon tør begive sig ud på de halvfjerdsindstyvetusinde favne og genopstå som en anden fugl Fønix?

De færreste vover pelsen, men Deres udsendte fik en tur i gyngen, om end med lidt hjælp fra nogle søde lokale piger af anden etnisk herkomst. NB! Vandet ud til gyngen er mere end 2 meter dybt, så den egner sig derfor ikke til små børn eller folk, der ikke kan svømme.

Nu nærmer vi os stranden – og heldigvis skinner solen på denne ellers ret blæsende dag. Inden vi når så langt, oplever vi performancekunstneren Karoline H. Larsens værker Fælles drømme, der blafrende forsøger at få hold på de flyvske drømme. Der er lidt hjemmesløjd og sykursus over det fragile værk, der er produceret sammen med lokale ildsjæle, som arbejder på at fremme integrationen.

På stranden fortsætter skattejagten. Her møder man AVPD alias Aslak Vibæk og Peter Døssings pavillon Gazebo (= en fritstående pavillon). Den er opført i rå beton med transparente spejle, som udfordrer det flanerende blik ved at give mulighed for både at betragte sig selv i disse Selfie-tider og sende diskrete blikke til andre. Den har også en klar funktion, idet den kan give beskyttelse mod vind og vejr og skærme folk, der skifter til badetøj. Når mørket sænker sig, vil lysstofrørene desuden lyse pavillonen op. De lokale badegæster har allerede taget den til sig, og man håber, at den kan blive stående.

Klatreborg af raftehegn
Nogle hundrede meter derfra har Jesper Dalgaard som en anden Buckminster Fuller skabt en imponerende, utopisk, konstruktion af raftehegn.

Som altid undersøger han menneskenes forhold til naturen, som vi har fået mere og mere distance til i kraft af den teknologiske udvikling. Kæmpemodellen, der har titlen En drøm om fremtiden, tårner sig op som en luftig borg.

Hvis man klatrer op i toppen af den, får man formodentlig et formidabelt syn ud over Køge Bugt, men det kræver gode sko at klatre op eller hår hud på fødderne, så denne gang sprang anmelderen over. Værket er udført i samarbejde med elever på Københavns Tekniske Skole. Dalgaard forestiller sig, at værket medierer mellem en grum nutid og en bedre fremtid, og dén idé kan man godt vugge med på.

Marmorblokke med ornamenter
Udstillingen krones af Eva Steen Christensens Fragmenter af paradis i form af to ni tons tunge marmorblokke med eksotiske ornamenter. De synes at være skyllet i land fra fjerne kyster. Alt efter vejret bliver de kærtegnet blidt eller slået hårdt af bølgerne. Hvem ved, om de måske vil flytte sig i løbet af udstillingsperioden, eller – såfremt de får lov til at blive liggende – måske over tid også vil få nye aftegninger fra bølgerne og således bliver kaldt tilbage til naturen?

Alt i alt en herlig kunstoplevelse. Det synes dog noget malplaceret at bringe værker fra den faste samling ud i området omkring Arken på en udstilling, der ellers kun viser nye kunstværker, skabt til stedet. Dette greb fungerer langt bedre på naturkunstudstillinger som Tickon på Langeland og Wanås i det sydlige Sverige, hvor de permanente værker indgik i tidligere udstillinger til stedet. Ved Arken toner især Øivind Nygårds kridhvide Stadion (1995) og Peter Bonnéns to sarkofager i corténstål frem som fremmedlegemer. Derimod fungerer Jeppe Heins Modificeret social bænk (2008) og Olafur Eliassons molekylære klatrestativ 8900054(1996) fra den permanente samling glimrende. Det klæder udstillingen med de mange nye værker, som er skabt med den unikke natur omkring Arken for øje.

Man må håbe, at Arken vil gøre Kunst i sollys til en tilbagevendende begivenhed.